The Danish specimen of Catocala elocata from the island Bornholm, 14.-17. ix. 1999. Wingspan 75-80 mm.
Af Jens Bjerring Poulsen, Hannebjergvej 31, 8900 Randers.
Summary
A specimen of Catocala elocata Esp. was found new to the Danish fauna
in a moth trap on the baltic island Bornholm. It had arrived during the period September
14-16th 1999 and it is assumed, that the specimen came from South-eastern Europe, most
likely Poland. Elocata is easily mistaken for Catocala nupta
L., but the forewings have a texture-like look, and the bands on the hindwings are
different from those of nupta.
|
| Fig. 1. Det danske eksemplar af Catocala elocata fra
Bornholm, Melsted 14.-17. ix. 1999. Vingefanget er 75-80 mm (Foto: Jens Bjerring Poulsen) The Danish specimen of Catocala elocata from the island Bornholm, 14.-17. ix. 1999. Wingspan 75-80 mm. |
Hoffmeyer (1962) omtaler i indledningen til Catocalinae ét eneste fund af ovennævnte
art fra det tidligere Pommeren. Dette fund kaldes tillige det største svineheld i
sommerfuglesamleriets historie. En samler havde i 1938 hjembragt en levende »nupta«-hun
med det formål at klække en serie, hvilket også lykkedes - dog ikke Catocala
nupta L., men C. elocata.
Mit held var af en nogen anden karakter. Under den sidste røgtetur den 18. september var
jeg nået til den sidste fælde, der var placeret på klippekysten ved Melsted. Et kig ned
i fældespanden afslører en aparte nupta. Når jeg overhovedet
hæftede mig ved den, skyldtes det udelukkende, at dyret vendte med undersiden opad.
Forløbet af det sorte midterbånd på bagvingen gjorde, at jeg straks lagde dyret til
side til nærmere undersøgelse ved hjemkomsten til basislejren i Ø. Sømarken. Efter et
opslag i Koch (1958) stod det klart: Jeg var blevet den heldige ejer af ét stykke C.
elocata med følgende data: Dania, B, Melsted 14-17.ix. 1999, leg.
S.B.Christensen, K.E. Henningsen og J. B. Poulsen, coll. J. B. Poulsen.
Imagos udseende
Fotoet giver et udmærket habituelt indtryk af arten. Men begge ovenfor omtalte hændelser
antyder vel, at elocata ligner nupta temmelig meget. Især gælder det forvingen. Stadel
Nielsen (1991) kalder eksempelvis bestøvningen for gulvtæppeagtig, og Koch (1958)
angiver som typiske kendetegn blandt andet den tandede, ydre mellemlinie, og Hoffmeyer
(1962) fremhæver det manglende nupta- sving. Set gennem mine - ganske vist til tider
støvede - briller er det karakterer, der let overses i forbindelse med
førstehåndsindtrykket.
Lettere går det med bagvingen og især det sorte midterbånd. Foruden det ovenfor
nævnte, skal her tilføjes, at det båndet er ganske svagt bølget og spidser til mod
randen (Koch, 1958).
Udbredelse i Europa
Overordnet kan arten siges at være vidt udbredt i Syd- og Sydøsteuropa. Mere spredt
findes den længere mod nord i Centraleuropa. For eksempel kalder Koch (1958) den meget
sjælden eller manglende i Nordtyskland. Det turde være indlysende, at jo længere man
kommer nordpå, desto oftere vil kendskabet til dens tilstedeværelse bero på enkeltfund.
Når der i det følgende er divergenser, kan det skyldes forskelle i opfattelsen af
brugbare kriterier for optagelse i litteraturen. Således omtaler Ebert (1997) fund fra
Belgien, England og Skandinavien. Den europæiske checkliste medtager Holland og Sverige,
men ikke Belgien og England. Skou (1991) har valgt at se bort fra de svenske opgivelser,
som i alle tilfælde er gamle.
Hvorfra mit eksemplar er kommet, kan man kun gisne om. Og det gør jeg så. Polen er
formodentlig et godt bud. Til støtte for antagelsen vil jeg henvise til vejrkortene, som
tydeligt angiver vinde fra sydøstlige retninger i dagene omkring fangsttidspunktet.
Biologi
Bergmann (1954) omtaler, at larven lever enkeltvist fra maj til begyndelsen af juli på
hovedsagelig poppel- og pilearter (Populus spp. og Salix
spp.). Calle (1982) føjer for Spaniens vedkommende yderligere slægten el (Alnus)
til listen over foderplanter. Ebert (1997) beretter om talrige fund af larven på pil i
Grækenland. Den fandtes sent om eftermiddagen siddende tæt til kvistene. I samme
åndedrag nævnes, at larven er nataktiv (det kan vel så næppe undre!). Med hensyn til
larvens udseende kan jeg henvise interesserede til Forster og Wohlfahrt (1971). Der er
ingen tvivl om, at den i høj grad ligner nupta-larven.
Imago angives at flyve i én generation fra sidst i juli til begyndelsen af oktober. Om
dagen hviler den på stammer, mure etc. Til lys kommer den kun sparsomt. Og først sent om
natten ses den på sukkerlokningen (Bergmann, 1954; Calle, 1982). Men ingen regel uden
undtagelse. Ebert (1997) nævner et tilfælde, hvor den blev set på lokningen allerede en
time efter solnedgang.
Som biotopstyper angives blandt andet solrige steder i skove, krat og hegn i floddale i
lavlandet. Også haver og parkanlæg i varmt beliggende bebyggelser nævnes (Bergmann,
1954). Stadel Nielsen (1991) omtaler eksempelvis poppelbevoksninger langs vandløb og veje
i Frankrig og Spanien.