Xylena exoleta Hb. og Xylena vetusta L. - et tip til artsadskillelsen


Af Bjarne Skule

Fig. 1. Øverst Xylena vetusta L. Dania, B, WB00, Årsdale, 8.-10.ix.1980, leg. B.Skule
Nederst  Xylena exoleta Hb. Dania, LFM, PF36, Vindeholme Vesterskov, 4.xi.1983, leg. B. Skule. 
(Foto: B. Skule)
Fig. 2. Underside af Xylena exoleta Hb hvor også benene er synlige. Et godt kendetegn fra Xylena vetusta Hb er de hvidlige led yderst på benene. (Foto: B. Skule)
Fig 3. Underside af Xylena vetusta L. Denne art har markant mørkere, næsten sortbrune, ben helt ud til spidsen. (Foto: B. Skule)

Vi har i Danmark to arter af Xylena’er, vetusta Hb. og exoleta L. (figur 1), begge overvintrer som imago, og begge er flittige sukkerlokningsgæster både forår og efterår. En del samlere kalder dem »træstammerne«, da de i hvilestilling - og altså på sukkerlokningen - ligner små (eller sammenlignet med de øvrige ugler på lokningen: store!) afbrækkede kviste eller altså små stammer.

Der er jævnligt samlere, der sukkende udtrykker bekymring for ikke at kunne at kende den ene art fra den anden, men der er et sikkert kendetegn: Benenes farve!

I forbindelse med artsbestemmelsen af et færøsk eksemplar af Xylena, der viste sig at være en vestusta, måtte jeg se arterne godt efter, og benfarven slog mig, da jeg vendte eksemplarer af exoleta om og så på dem fra undersiden. Det viste sig så, at det faktisk er nævnt i litteraturen, idet karakteren senest fremhæves af Ronkay et al i Noctuidae Europaeae, vol 5, 2001.

Ganske enkelt: Xylena exoleta har hvidlige bagben (benfarvede - hm!), mens X. vetusta har alle tre par ben ensfarvede, mørkebrune til sortbrune (figur 3). Helt præcist ser det ud til at forholde sig sådan, at X. exoleta har et hvidligt, yderste »fod-led« (tarsus) på hver af de første to par ben, mens mindst den yderste halvdel af fodens led er hvidlige på det bageste benpar. Af og til er bagbenenes hele inderside hvidlige, mens ydersiden er mørkebrun bortset fra fødderne.

Husk at en fod (tarsus) hos en sommerfugl består af mange led.