Gå til foreningen startside | Gamle rapporter | Udenlandske rapporter |
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark
Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel! Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare! |
Dagsommerfugle | Natsommerfugle | Meddelelser |
Forrige | Tilføj ny rapport | Næste |
Rapportør | Obs. dato | Distrikt | Obs. type | Emil Bjerregård | 29/6-2019 | Dagsommerfugle |
Lidt rapporter fra det sidste: 23/6: LFM Fokus på Møn. Startede først på dagen ved Høvblege. Skulle lige se til bestanden af Sortplettet Blåfugl (Phengaris arion). I alt 20 eksemplarer flagrede rundt i terrænet, så det var vel fint nok. Også +50 Timiankøllesværmere (Zygaena purpuralis) blev det til. Herefter kørte jeg tilbage til Stege, hvor jeg blev samlet op af Kristian Graubæk. Vi havde nemlig planlagt at tage en tur rundt på Ulvshale sammen. Kristian gør en rigtig flot indsats hernede for biodiversiteten. Vi fik set meget lækker natur og hvad sommerfugle angår, blev resultaterne følgende: Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) +70, Isblåfugl (Polyommatus amandus) +24, Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) 2 og Bredrandet Humlebisværmer (Hemaris fuciformis). 24/6: NEZ Havde planlagt en ambitiøs eftersøgningstur til Midt-og Vestsjælland efter Slåensommerfugl (Satyrium pruni), som jeg stadig tror er herovre. Desværre sov jeg over mig, og måtte skære ned i planerne. Dumhed bliver straffet. Startede i Bidstrup-skovene, for at se hvordan det stod til på 6 udvalgte skovenge. Resultaterne blev: Smuldmosen: Kejserkåbe (Argynnis paphia) 1, Skovperlemorsommerfugl (Fabriciana adippe) 10, Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) 10 og 1 selene. Ellesøengen: 2 adippe, 30 ino og 1 selene. Smuldmosen: 5 adippe, 10 ino og 1 selene. Kildeengen: 2 adippe og +500 ino. Yssemose: 25 adippe, 25 ino og 5 selene. Rønnesømose: 1 adippe og +800 ino. Efter denne optællingsrunde satte jeg retningen mod Magleskov, Stubberup Storskov og Grønholt Lund. Her havde jeg stor succes sidste år med adippe i disse skove. Startede denne dag i Magleskov, men her var arten ikke startet endnu. Valgte derfor at droppe Stubberup Storskov og Grønholt Lund for denne dag, 25/6: NWJ Denne dag gik det mod Jylland. Stod op kl. 4:28 for at tage fra Hvidovre mod det jyske. Skulle raide rundt i Nordjylland i nogle dage, men på vejen valgte jeg lige at tage et smut forbi Flyndersø i NWJ. Målet var Brun Pletvinge (Melitaea athalia), som har en fin bestand i området. Over et større område talte +39 eksemplarer. Også +50 selene sås, og Skråstregbredpande (Thymelicus sylvestris) kom også lige på årslisten. Efterfølgende gik det videre til en fin lille mose i Stubberkloster Plantage. Her var der en lille population af aquilonaris - 7 eksemplarer sås mosen rundt, og også en enkelt selene fløj her. Sluttede af ved endnu en fin lille tilgroningsmose ved Ladegård Sø. Jævnt nederen gåtur herned fra Flyndersø, men whatever. Her fløj 5 optilete, 6 aquilonaris og 1 selene, og også et par cinxia fløj rundt ved Knudskær ikke langt herfra.. 26/6: NEJ Kørte tidligt denne dag mod Strandby Klit. Dejligt sted hvor man endnu trods alt kan finde en del finde dyr. Her fløj der bl.a. 4 semiargus, 25 amandus, 10 niobe og 1 cinxia. Kørte videre til Sønder Kragskov. Gav crataegi, hippothoe og niobe. Videre. Herefter gik jeg grundigt til værks i Råbjerg Mose. Fine arter fløj rundt som crataegi, hippothoe, idas, amandus, selene og tullia. Sluttede dagen ved Tannisby Strand. Skulle lige se Sortbrun Blåfugl (Aricia artaxerxes) i år, bare for gensynsglæden. Valgte en bevidst en svær lokalitet, hvor arten er fåtallig, da det er 4 år siden jeg sidst har set den ved Tannisby. Fandt et enkelt individ, så det var helt fint. Her fløj også amandus og selene Tjekkede også en række andre smålokaliteter som gav flere fine arter, men det orker jeg ikke lige remse op. Læs evt. om det under observationer i linket nederst. 27/6: NEJ Igen i dag skulle Råbjerg Mose tjekkes for god ordens skyld. Tænkte dog lige kunne nå lidt andre lokaliteter tidligere på dagen. Tog derfor toget til Bunken. Allerede ved Bunken Station fløj dagens første 4 eksemplarer af hippothoe rundt. Herefter kørte jeg ud mod Hvideklit. Her fløj der lidt gode sager rundt: 4 hippothoe, 10 idas, 2 niobe, 5 selene og 1 aurinia. Tjekkede undervejs en række smålokaliteter mellem Hvideklit og Råbjerg Mose. Det gav lidt crataegi, niobe og tullia. Herfra gjaldt det Råbjerg Mose. Først sås lidt crataegi, hippothoe, amandus og selene på de fine engen i vestkanten af mose. Mange tullia blev til, lidt idas, en enkelt slidt rubi, men ingen Mosehøsommerfugle (Colias palaeno) for anden dag i træk, selvom jeg tjekkede alle mine hemmelige steder, og gik det grundigt igennem. Så de er vist væk. Meget forventeligt dog, at eventyret ser ud til at være slut. Får vi nogensinde sådan en chance igen? 28/6: LFM Direkte om natten fra Nordjylland til Sydfalster – det’ ligemeget – sådan lidt Jørn Bittcher-agtigt. Skulle ned og se om jeg kunne finde lidt træk på diget. Startede dog lige i Bøtø Plantage for at se om Spejlbredpande (Heteropterus morpheus) skulle være kommet i gang. En lille kort morgenrunde gav 5 individer. Herefter rykkede jeg ud på diget til den sædvanlige digevandring. Gåtur fra Bøtø Strand op til Sildestrup Strand og retur igen; i alt 20 km da jeg også gik meget fra side til side. Træk var der en del af, men desværre ikke lige nogen af de sjove, som jeg havde sat næsen op efter. Det bliver først rigtig godt hernede fra omkring d. 20/7, når den bedste træktid starter. Fra d. 20/7 og lidt over en måned frem vil jeg opholde mig nede på disse kanter så godt som hver eneste dag, medmindre jeg lige tager nogle dage på Bornholm i trækperioden. Nå ja, må vel hellere nævne at jeg trods alt fik set lidt fine fastboende arter på diget denne dag i form af ok med argus og aglaja Sluttede af ved aften-tid med en tur ude på Bøtø Nor. Her er adgang forbudt for offentligheden, men jeg har en særlig tilladelse til at gå herude. Målet var optælling af morpheus herude. Det lykkedes at finde mindst 60 individer på en runde, og hvis jeg ikke havde småtravlt med at nå en bus, havde jeg set >100 morpheus. Også 3 aglaja blev det til. Nu hvor vi er godt inde i sæsonen, kan vi gøre lidt status på hvordan det går. Læs ikke med hvis I vil have ødelagt weekend-humøret. Som sædvanligt er der igen forsvundet flere dagsommerfuglepopulationer i Danmark fra sidste år. Så hvor skal det lige ende henne? Kigger man historisk på det rummer ADD-selvfølgelig mange skrækkeligheder, men det er jo intet i forhold til hvis vi kigger længere tilbage, ved f.eks. at læs de gamle tidsskrifter fra 1800-tallet. Tænk lige over det: Apollo har formentlig haft sin egen endemiske underart i Jylland, som kunne have bidraget til listen af underarter af Apollo der i forvejen rummer +330 beskrevede underarter. Rygtet siger at skovene på Midtsjælland husede en endemisk randøje-art, der aldrig nåede at blive beskrevet for Verden. På Lolland har der formentlig levet maturna og rygtet sig også at Hipparchia fagi har levet dernede. På Røsnæs var der en god bestand af Skovbjergrandøje (Erebia ligea) i slutningen af 1800-tallet. Jeg kunne blive ved. Det har været så sindsygt vildt for 200 år siden. Der har været vanvittige dyr OVERALT. Prøv at tænke hvor almindelige f.eks. machaon, mnemosyne, sinapis, arion, aurinia, diamina, hero og lucina har været. Jeg tager mig lidt til hovedet hver gang det skrives på nettet at det er gået særligt meget tilbage siden 1950'erne. Øhhh??? Det startede lang tid før. Eksempel: I et af de gamle tidsskrifter kan man læse en beretning fra en totalt random tur en enkelt dag et tilfældigt sted i Nordsjælland, hvor de på den ene dag fik set fine arter som machaon, edusa, hyale, palaeno, virgaureae, hippothoe, tityrus, optilete, semiargus, amandus, adippe, aglaja, niobe, ino, euphrosyne, selene, athalia, cinxia, camilla, antiopa, polychloros, maera (!) og malvae. Bare sådan lige uden problemer. Alle de nævnte arter er forsvundet fra lokaliteten i dag, og flere af disse er helt væk fra Danmark i dag. Der er langt under 1 promille tilbage af den danske sommerfuglebestand i forhold til for 2-300 år siden vil jeg tro. Det dør. Jo, om 2-300 år vil der nok stadig være iris, græsrandøje, nældens takvinger og andre almindeligheder (forhåbentlig da), men ellers vil Danmark være tomt for dagsommerfugle der kræver noget, måske med nogle ganske få undtagelser. Men ellers: Fuldkommen tomt. Det bliver en gold ørken, hvilket det jo sådan set allerede er sammenlignet med for 300 år siden, i hvert fald hvis man betragter det som en gold ørken nu hvor 99,9… % af den danske sommerfuglebestand af arter der kræver noget, er forsvundet. Naturligvis kan man da godt finde nogle få positive eksempler på opblomstringer over en kort årrække, især når man har introduceret nye genpuljer, og for arter der lever i en matrix, hvor vi stadig oplever spredning med f.eks. aglaja, hippothoe og comma, men på den lange bane dør det. De bliver presset fra alle sider og kanter. Selv hvor stederne ser bedre ud med flere værtsplanter og det hele, uddør arterne alligevel. Og hvad så med tørken sidste år? Den har kostet rigtig mange bestande. I gamle dage hvor der var levesteder overalt, havde det ikke været noget problem, for den gang var det helt naturligt at populationer døde ud, men tilsvarende opstod der også hele tiden nye populationer. Det er slut nu, og fordi det er så fragmenteret, har tørken været et seriøst problem. Og de steder hvor tørken har gavnet bestande, vil disse populationer hurtigt igen bliver neutraliseret til populationsloftet, så på den måde bliver tørken ret useless for de bestande der drager nytte af det. Vil jeg tro. Nu er Danmark jo særlig slemt hvad tilbagegang angår, men det samme sker alle andre steder i Europa. Også i Sverige. Også i Polen. Også i Rumænien. Selv i store sammenhængende naturområder i f.eks. det østlige Polen, som ser fuldkommen fremragende ud, som vi aldrig nogensinde får i Danmark, kan det ikke klare sig, og tilbagegangen er alarmerende bare siden slutningen af 1990'erne. For alt bliver påvirket. Der skal faktisk nærmest være levesteder overalt. Når jeg siger Danmark er fuldkommen tom for dagsommerfugle der kræver noget om 300 år, med nogle få undtagelser, er det selvfølgelig ikke noget man kan vide, og jeg ville elske at tage fejl, og det er en totalt uvidenskabelig påstand, men jeg vil virkelig blive meget overrasket hvis ikke mine vanlige velkvalificerede teorier holder. Det finder jeg jo så heldigvis aldrig ud af. Saftsusme godt jeg ikke er her om 300 år. Det ønsker jeg ikke at se. Ret paradoksalt at vi nu f.eks. sørger over euphrosyne snart forsvinder fra Danmark. En art der har været helt vildt almindelig. Tænk på at tidligere "skodarter" som amandus og selene på bare 15-20 år kunne miste mindst 90 % af deres lokaliteter på Sjælland, også selvom de fleste af lokaliteterne bare ligner sig selv. Hvordan tror I så det ser ud om 200 år? Egentlig en meget god tid at leve i egoistisk set, nu hvor der er et ret velstående samfund, hvor det er let at komme rundt, og trods alt en del gode dyr stadigvæk rundt omkring i Europa, om end der ikke er meget tilbage i Danmark overall. Men nu hvor jeg ikke er her om 300 år, vil jeg vove pelsen, og give mit eget totalt uvidenskabelige bud på at mindst 15-20 arter dagsommerfugle mere vil uddø i Danmark inden for 2-300 år. En del af dem er allerede sjældne i forvejen, mosearternes forsvinden er umulig at stoppe og er dømt til at dø lige meget hvad vi gør, og de halvsjældne arter der lever i en matrix har heller ikke en chance på den lange bane, på trods af midlertidige opblomstringer her og der. Jeg satser nok på sommerfugle i hele den Palæarktiske zone fra nu af. Godt jeg kommer til Albanien her i næste uge. Det er simpelthen for deprimerende det her, og jeg kan snart ikke klare alle forfærdelighederne mere, så mindre fokus på DK fra min side de kommende år, og mere fokus på den Palæarktiske zone hvor jeg da har mindst 1600 arter at hygge mig med, plus hundredevis af underarter og former, og jeg har vist også gjort min indsats herhjemme siden 2008. Det er kun én vej og det er ned af. Desværre. Fortsat god weekend! Skrevet d. 30/6-2019 | Emil Bjerregård | 22/6-2019 | Dagsommerfugle |
Rapporter fra de sidste 3 dage: 20/6: NEZ Begrænset hvad jeg kunne nå denne dag. Arbejdspligter skulle passes, så valgte at tage til Kirkemosen ved Ryegård Dyrehave om formiddagen for at lave en ordentlig optælling af Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris) på sin sidste sjællandske lokalitet. Trist der kun er ét sted tilbage herovre, men til gengæld kunne jeg så glæde mig over at jeg fik lavet mit hidtil bedste optælling af arten i Kirkemosen. 300-325 eksemplarer blev det til. Dejligt, for bestanden har ellers været en smule nedadgående de sidste 10 år, men nu er den næsten antalsmæssigt oppe på niveau med status anno ca. 2010. Desværre ingen Bølleblåfugl (Agriades optilete). Det tager jeg nu ikke så tungt, for den svinger antalsmæssigt enormt meget i Kirkemosen. Det ene år kan den være meget svær at støve op, det andet år kan der være ganske mange. 21/6: SZ Valget faldt på et Sydsjællands-raid. Startede ved Bimosen i Sorø Sønderskov. Skulle vise sig at blive et lidt underligt ophold. Har besøgt mosen gennem en årrække, og det har aldrig set bedre ud i min tid, end det gjorde denne dag, synes jeg i hvert fald. Man forventede næsten at mosen var et mylder af hippothoe, amandus, selene, diamina, hero, plantaginis og andre – spøg til side – de er jo forsvundet for længst herfra. Målet med opholdet i Bimosen var såmænd bare at konstatere at den finde lille bestand på stedet af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ion) var intakt. Plejer aldrig at have problemer med at finde arten her med min stædighed, men denne gang lykkedes det sgu ikke, selvom jeg kom godt rundt i mosen. Hmmm. Enten er den væk eller også er den nu yderligere decimeret, og méget langt nede i antal. Hvis ikke den er forsvundet, så sker det i hvert fald meget snart. Næste mål på dagen blev Kåremose ved Ulstrup. Sidste år da jeg besøgte lokaliteten skrev jeg følgende: ”…Og uha, kun 2 eksemplarer af ino blev registreret, trods rigtig fint vejr. Meget mærkeligt. De sidste år har ino fløjet her ganske talrigt, og noget tyder på en pludselig voldsom decimering. Suk, måske forsvinder den herfra i snarlig fremtid?” Og i dag var resultatet så….0 ino. Enten er den forsvundet herfra, eller også er den nu bare ekstremt langt nede i antal. Om det ene eller andet er tilfældet er i bund og grund ligegyldigt, for skulle sidstnævnte være tilfældet, er den jo med garanti væk lige om lidt. Den har været her i tusindvis af år, og nu er det forbi for altid. Da jeg besøgte stedet i 2015 og 2016 myldrede det med dem. Cyklede efterfølgende østpå til Torpe Mose. Her så det til gengæld bedre ud hvad ino angår. Her talte jeg på en runde +150 eksemplarer, og i virkeligheden nok langt flere. Også 1 amandus og 1 selene blev set. Herefter gjaldt det Holmegårds Mose. Stadig en fin dagsommerfuglelokalitet med arter som virgaureae, idas, optilete, selene og tullia, og i særdeleshed en rigtig flot lokalitet trods den er delvist ødelagt. Startede ved de så velkendte gamle tørvegrave i den vestlige ende, her fløj lidt idas, optilete og tullia som forventet. Brugte dog ikke så lang tid på det, da jeg denne dag havde hélt andre tanker. Gik nemlig en lang tur hélt over mod den østlige del, hvor der nærmest aldrig komme nogen mere. Vi er øst for glasværket. Havde udset mig det som ret spændende ved tidligere rekognosceringsarbejde. Her finder man en mosaik af gamle tørvegrave og bænke, hvor tørvegravene nu er faste, og står ret pæne. Her var der også idas, optilete og tullia…men desværre ingen aquilonaris som jeg havde drømt om. Men fint at se de 3 ovenstående arter var her; tallene kom på hhv. 12, 4 og 25. Kunne dog have nået laaangt højere antal hvis jeg havde holdt mig mere i den vestlige del, men tænkte dette foretagende var særdeles mere konstruktivt. Næste mål blev Kroglyng. Stedet huser den ene af i alt kun 3 bestande af idas på Sydsjælland. Denne population blev fundet tilbage i år 2000 af Martin Bjerg, som jeg havde held med efterfølgende at genfinde for tre år siden. Bestanden er af ganske rimelig størrelse, men det var blevet sent, så fandt kun lige en enkelt han. Fint den er her stadig. Sluttede af meget sent i Gammellung ved Broksø. Fandt en ino-bestand for 3 år siden, som jeg lige skulle se til. Klokken var ved at være 20, men fandt en enkelt siddende i vegetationen. Fint bare at konstatere arten her. Igen i dag fandt jeg også nye potentielle lokaliteter for c-aureum, hvor alt var som det skulle være, både i form af lokaliteternes beskaffenhed, tilstedeværelse af værtsplanter og ikke mindst måden værtsplanterne stod på. Men har desværre et for stort ego til at fortælle hvor :-))))) – I hører mere senere når jeg har fundet arten et nyt sted…eller to…eller tre. For ved I hvad? Jeg tror sgu den er flere steder end vi lige går og tror, efter mit rekognosceringsarbejde! Det handler udelukkende om at lede de rigtige steder, på den rigtige måde. 22/6: F Fyn-tid. Dagens første lokalitet var Nybo Mose nord for Brændegård Sø, øst for Korinth. Endnu overlever en meget lille population af underarten Agriades optilete ssp. clara. Dels er det Fyns sidste optilete-bestand, og dertil er det også det sidste kendte levested på verdensplan for underarten clara. Indtil i dag havde jeg faktisk aldrig fundet clara før, da jeg sidste år kom i lidt for dårligt vejr, og lidt for sent på flyvetiden, da den er så langt nede i antal på lokaliteten, at man helst skal ramme stedet fuldkommen optimalt. Det gjorde jeg så i dag…bortset fra at transporten fra København til Fyn gik lidt i ged, som ødelagde tidsplanen lidt, hvilket betød jeg lige pludselig ikke havde alt for meget tid i Nybo Mose. Det lykkedes dog heldigvis at finde en enkelt slidt han, så clara er dermed intakt endnu. Herefter kørte jeg til Skovholmmosen nord for Svendborg. Her findes en fin bestand af aquilonaris, som kun findes 4 steder på Fyn. Optælling i mosen gav +155 individer. Heraf blev bl.a. to parringer set - helt godt! Sluttede dagen i Ravnebjerg Mose på den anden side af Svendborgmotorvejen. Klokken var ved at være 19, så ikke meget flyvning, og bestanden her er også noget mindre end i Skovholmmosen, men jeg fandt da trods alt 3 aquilonaris – heraf endnu en parring. Fint. Er træt af ikke at se meget andet end død og ødelæggelse herovre, og jeg er ved at blive bims. Er der ikke nogen der lige kan opfinde en tidsmaskine? Så kunne jeg lige spole tiden tilbage til 1800-tallet eller før...eller måske ikke, for den tid er vel næppe noget vi ønsker os tilbage til, andet end når vi er på sommerfugletur. Men fra på tirsdag gælder det Jylland og Sverige som kan kompensere en smule for det. Inden da skal jeg dog lige ud og eftersøge Slåensommerfugl (Satyrium pruni). Tror stadig den er i NWZ, og korresponderede lidt med Brian J. K. Nielsen om det i nat, der kunne bidrage med særdeles interessante oplysninger, og jeg tror virkelig mere på, at den er i NWZ, end at den ikke er der. Og holder mine vanlige velkvalificerede teorier, jamen så skulle det gerne kunne lade sig gøre. Den skal dog også lige findes, som er det svære. Lad os se… Skrevet d. 23/6-2019 | Emil Bjerregård | 19/6-2019 | Dagsommerfugle |
Rapporter for de sidste 4 dage: 16/6: NEZ & SZ Tømmermandstur efter bryllup. Startede med noget nemt, da jeg var rimelig basket oveni hovedet, og kun havde sovet 1 time og 30 minutter, så valget faldt på Lyngby Åmose. Skulle lige have optilete på årslisten – i alt 5 individer blev det til. Dertil også lidt rubi og brunneata. Herefter tjekkede jeg lige op på Karlslunde Strand ved Trylleskoven. En fin isoleret forekomst af Argusblåfugl (Plebejus argus) er at finde i området, og skulle bare lige ud og konstatere at arten var pp. Så 2 individer – arten havde kun lige påbegyndt flyvning på denne lokalitet, hvor den i toppen af flyvetiden flyver meget, meget talrigt. Sluttede dagen af med en runde i Vallø Storskov & Gunderup Kohave. Måtte lige ud og lave mit årlige check-up på de 4 delpopulationer af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) der findes i skovkomplekset. Resultaterne blev: + 25 ved Kildemosen, 4 ved Almindebro (nedslående få?), 8 ved Vrietorneng og 5 ved ”Køge 391”. Desværre heller ingen Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) denne gang. Er alvorligt bekymret for, at den er forsvundet fra skovkomplekset. Men den kan vel stadig gemme sig i et hjørne eller to. Men i så fald overlever denne næppe ret længe. Trist, det er også kun få år siden euphrosyne forsvandt herfra. I gamle dage var den slags arter jo bare skrammeldyr på disse kanter; dengang var det f.eks. lucina man kom efter i Gunderup Kohave. Det skal i øvrigt også nævnes at jeg tilfældigvis faldt over en, efter egen vurdering, potentiel lokalitet for c-aureum. Det skal eftersøges næste år. 17/6: NEZ Startede på Jægerspris Skydeterræn ved morgentid. Resultaterne blev 2 hippothoe, 2 argus, +15 amandus, 4 striata og bedst: 1 meget fin han af Engblåfugl (Cyaniris semiargus). Tog mig en del tid at finde. Den er godt nok blevet sjælden på skydeterrænet. Vel en af de næste dagsommerfugle der forsvinder fra Sjælland. I dag er Jægerspris Skydeterræn den sidste sjællandske lokalitet for arten. Bare i 1990’erne var arten stadig en del steder herovre østpå så som Lammefjord (1990), Langesø (1990), Hald v. Liseleje (1994), Høvblege (1994), Heatherhill (1995), Lille Lyngby Mose (1997), Gudmindrup Lyng (1997), Overby Lyng (1998), Disbjerg (2001) og Yderby Lyng (2003). Sølle. Herefter gjaldt det Dalby Huse. For blot to år siden blev en ny sjællandsk bestand af amandus konstateret på stedet, men der har endnu kun været få observationer fra stedet af få individer, så i dag skulle det gås grundigt igennem. En optælling gav +20 flyvende amandus. Fint fint – ser ud til at være en god bestand, men bestemt ikke overraskende! Lignede også noget der godt kunne holde hippothoe eller andre dejligheder, men det udeblev desværre. Skulle desværre på arbejde ved 16-tiden, så det blev i denne omgang desværre kun til en halvdagsobs, men synes nu alligevel det var ok, tiden taget i betragtning. 18/6: NEZ Startede i Teglstrup Hegn. Erling Krabbe havde dagen forinden genfundet selene i Teglstrup Hegn, hvor arten ellers sidst var set i 2011. Utroligt. Det sker nærmest efterhånden aldrig, at jeg får nye dagsommerfuglebestande på kortet i Nordsjælland, så jeg kunne ikke lade være med at tage op at kigge på sagerne. Med lidt tålmodighed genfandt jeg samme individ som Erling så, under elmastnettet i den sydlige del af skoven. Cool nok! Herefter tjekkede jeg lige op på Skidendam i et desperat håb om at Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris) mod forventning skulle dukke op. Der fløj lidt rubi rundt samt lidt viklere, men ingen aquilonaris. Vi må nok erkende den bare er forsvundet fra Skidendam. For bare 6 år siden var der stadig 4 bestande på Sjælland, men nu er vi nede på kun en enkelt population. Godt nok ked af at den ser ud til at være væk fra Skidendam. Ved godt det lyder totalt plat og latterligt, men havde sgu et særligt forhold til den bestand. Måske var det min favorit-bestand i Nordsjælland, eller i hvert fald én af dem. Egoistisk set kan man sige, at jeg trods alt i det mindste nåede at følge arten i en årrække, inden jeg så den her for sidste gang i 2016. Men igen; sølle. Herefter blev det tid til et kort lille stop i Stenholts Indelukke. En fin ino-han fløj rundt på den klassiske lokalitet. Herefter gjaldt det Vaserne. Sidste år genfandt Christian Videnkjær ino i Vaserne, i form af et enkelt individ, som ellers ikke var meldt herfra siden 2004. Det lykkedes mig desværre ikke at få set arten, trods rimelig grundig gennemgang, så det er nok bare en forsvindende lille bestand der har overlevet i Vaserne i en årrække. Må prøve igen næste år. Nåede igen ikke mere; skulle på arbejde ved 16-tiden. 19/6: LFM Med udsigt til +30 grader og svag SØ-vind på LFM, skulle man da være et skarn, hvis ikke man lige skulle ned og lure. Med disse særlige omstændigheder var tanken at der var chancer for en Colias eller lignende dejligheder. Således begyndte jeg dagen på den store lucernemark ved Idestrup. Der var en del dyr på marken, men bare ikke nogen af de gule eller orange ræsere. Herefter valgte jeg en god gåtur fra Sildestrup Strand hele vejen ned til Bøtø Strand, videre ind i Bøtøskoven, gåtur ned mod Gedesby, med check-up undervejs af diverse skovveje; i alt en gåtur på 20 km. På selve diget var der som forventet en del træk af cardui samt en del atalanta, og fik da også set 4 argus, 1 agestis, mange-mange lathonia, flere cruentaria end jeg længe har set på diget m.v. Men til gengæld ingen aglaja endnu. Og så har selene været underligt fraværende på diget i år. Det samme har gjort sig gældende på det lollandske såvel som det falsterske dige. Håber den lige har klaret tørken, og hurtigt kommer op igen. Gik videre ind i Bøtø Plantage. Her fik jeg set et par slidte tityrus, men desværre ingen morpheus endnu. Kiggede dog også kun overfladisk efter dem. Sluttede i den sydlige del af Bøtø Plantage ikke langt fra Gedesby. Her fandtes, troede jeg, en lille bestand af Isblåfugl. Dog har jeg kun besøgt amandus-lokaliteten sidst på flyvetiden, og i dag ramte det bedre ind, og denne bestand er bestemt ikke lille. I løbet af bare 20 minutter talte jeg +60 individer af amandus. Og hvis det ikke var fordi jeg havde travlt med at nå min bus, kunne jeg vel have nået et sted mellem 100 og 200 individer, mindst! Måske den bedste bestand i Østdanmark, i skarp konkurrence med Lille Lyngby Mose? Ærgerligt jeg ikke havde mere tid, det kunne have blevet en super optælling, men var trods alt glad for de 20 minutter, omend det betød jeg måtte løbe de sidste kilometer fra Bøtø Plantage til Gedesby med oppakning på ryggen og lige en idiot, efter i forvejen at have været øm i fødderne oven på de mange tilbagelagte kilometer til fods. Skrevet d. 20/6-2019 | Emil Bjerregård | 30/7-2018 | Dagsommerfugle |
Hvor meget går vores dagsommerfugle egentlig tilbage? Der er gennem årene blevet efterspurgt data på hvor slemt det egentlig står til, og jeg vil i dette indlæg fokusere på tingenes tilstand for følgende 7 arter, inden for området Sjælland, Lolland, Falster og Møn: Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe) Bølleblåfugl (Agriades optilete) Isblåfugl (Polyommatus amandus) Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) Rødlig Perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne) Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris). Tilsammen har de 7 udvalgte arter i dag i 2018 ca. 64 helpopulationer på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Da atlasprojektet begyndte for lidt over 4 år siden, havde disse arter ca. 93 helpopulationer i dette område, og derved giver dette en tilbagegang på 32 %. På bare 5 år er altså ca. 1/3 af bestandene for disse arter forsvundet! Mange ville mene man i sådan en statistik burde tage højde for bestandsudviklinger for de enkelte populationer for år til år. Dog ville det for det første være et større arbejde, og desuden kan det være særdeles misvisende. Mange individer på en lokalitet et givent år, kan skyldes hyppighedsår grundet fremragende vejrforhold i klækningsperioden (som f.eks. i år), hvorefter en population næste år kan være neutraliseret til populationsloftet en given lokalitet kan rumme. For nogle arter klækker hele populationen inden for kort tid, mens for andre arter vil man oftest se forskudt klækningstid. Bl.a. derfor har jeg ikke valgt at tage højde for dette. Desuden betyder en arts antal på en lokalitet ikke nødvendigvis sige noget om artens forgodtbefindende. Arterne lever forskelligt - visse arter trives i små individfattige populationer, mens andre arter bygger store populationer op. I 1992 fløj Bølleblåfugl i Skidendam ved Teglstrup Hegn i 1000-vis, hvor man for hvert skridt kunne jokke adskillige eksemplarer op. 2 år senere var arten uddød uden lokaliteten havde ændret sig. På selvsamme lokalitet forsvandt Moseperlemorsommerfugl tilsyneladende for to år siden, uden nogen synlig forklaring. Kigger vi lidt længere tilbage end ved atlasprojektets begyndelse i 2014, ser det endnu voldsommere ud. De nævnte arter havde mere end 150 helpopulationer i år 2000 på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, og således er mindst 60 % af arternes bestande forsvundet siden da. I virkeligheden drejer det sig nok om 70-75 %. Siden 1990 har de 7 arter mistet mindst 80 % af deres populationer på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. I virkeligheden drejer det sig nok om 85-90-95 %. Dette er blot overordnede linjer for kun 7 arter, men Magnus og jeg arbejder pt. på en afrapportering i samarbejde med EFU (Entomologisk Fagudvalg), Lepidopterologisk Forening og Schjøtz-Christensens Mindefond, der gerne skulle være færdig til september, hvor detaljegraden er væsentligt højere end i dette indlæg. Rapporten indeholder beskrivelser af alle dagsommerfuglelokaliteter på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, og vil forhåbentlig give et bedre indblik i arternes skrækkelige masseuddøen. Skrevet d. 30/7-2018 | Emil Bjerregård | 10/7-2018 | Dagsommerfugle |
Rapporter for de sidste 5 dage: 5/7: NEZ Vejrudsigten var mildest talt elendig, så tænkte jeg ville bruge dagen på at få ordnet Argusblåfugl (Plebejus argus) fra Smidstrup Strand, vest for Gilleleje. Det skulle så ende med at blive en af mine mest kedelige sommerfugleture længe. Vejret var for dårligt til flyvning, så jeg brugte flere timer på at slå vegetationen igennem med min netstang (især hybenroserne!). Det var ikke nemt da vi efterhånden er sent på flyvetiden, og bestanden er lille - men efter næsten 4 timer fik jeg endelig skræmt en blåfugl op fra hybenroser vha. nogle dask fra mit netstang, men det viste sig bare at være en icarus. Så gad jeg sgu ikke det mere. Må komme forbi i bedre vejr næste år tidligere på året. 6/7: SZ Jeg startede dagen ved Gammellung nær Broksø. Hovedmålet var at se til bestanden af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino), som jeg fandt for to år siden. Trods det er ret sent efterhånden på flyvetiden, fik jeg set 3 eksemplarer i området. Fint. Da jeg var på vej ud af Gammellung, fandt jeg på tilfældig vis et rigtig godt og varmt slåenkrat. Tænkte jeg godt lige ville give det et skud for at se om der skulle skjule sig en Slåensommerfugl (Satyrium pruni). Og efter nogle minutter vimsede der sgu lige pludselig en Satyrium rundt i slåenkrattet! Nok til at jeg lige fik pulsen helt op, indtil den satte sig, og det bare var den pisseirriterende w-album, som lige havde forvildet sig ind i slåenkrattet. Den slags burde være forbudt! Så faktisk to. Kørte fra Gammellung videre til Haslev Orned, for at tjekke denne skov ud. Her er egentlig aldrig rigtig fundet noget særligt spændende, men man skal prøve noget nyt en gang i mellem. Fandt dog ikke noget interessant. Herefter gjaldt det Sofiedal Hestehave. Her findes en lille adippe-bestand, men jeg havde desværre ikke held med adippe her i dag, hvor den også er meget svær. Fik dog set +55 paphia, 1 Hvid Admiral (Limentis camilla), samt ydermere et par paphia og en slidt ino i Sofiedal Mose, lige op til skoven. Næste skov blev Grevindeskov ved Tureby. Jeg cyklede skoven på kryds og tværs i et par timer, indtil jeg endelig fandt en egnet rydning for adippe. Her blev det til 7-10 eksemplarer. Dejligt at se arten i dette antal ved Grevindeskov, hvilket jeg ikke har formået siden 2014. Så også +40 paphia og en enkelt camilla. Og ved Tureby station også en Iris. Sluttede dagen sent ved Feddet med 3 virgaureae og 2 Isblåfugle (Polyommatus amandus). Kunne nok også have fundet lidt Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) og Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene), men ville hellere fokusere på virgaureae og amandus, nu hvor det var sent på dagen, samt at jeg allerede har set til både idas og selene i år på Feddet. 7/7: NEZ Tog med Magnus Vest Hebsgaard ud på en eftersøgningstur på Midtsjælland, for at tjekke undervurderede skove. Hovedmålet var at finde nye lokaliteter for Skovperlemorsommerfugl (Argynnis adippe), samt rekognoscere for potentielle nye lokaliteter, der skal tjekkes på andre årstider for andre arter. En satset tur der dog skulle vise sig at blive særdeles givtig. Vi startede ved Rye Skov nord for Borup. Dette var mildest talt skuffende. Naturkvalitet var der ingen af, så vi skyndte os bare videre til Magleskov. Tilbage i 2014 fandt John Faldborg 2 eksemplarer af adippe, og sandelig om vi ikke også havde held med at finde adippe i den nordlige ende af skoven. Vi fik observeret i alt 5 eksemplarer. Herligt! Også +25 paphia kom i bogen. Herfra gik det videre til Stubberup Storskov. Her var adippe sidst fundet i 1986, men vi tænkte at det bestemt burde være muligt at genfinde arten, med tanke på manglen af besøgende entomologer. Og ja da - vi fandt 4 adippe, fordelt på 2 forskellige steder i skoven. Skønt med et genfund! Også +50 paphia skal nævnes. Vi fortsatte videre sydpå gennem skovkomplekset til Bastebjerg Skov. Her sås 15 paphia, men ingen adippe. Næste skov blev Grønholt Lund. Her er adippe aldrig nogensinde blevet meldt fra, men det afskrækkede os ikke. Og minsandten om det ikke lykkedes os at finde en ny overset adippe-bestand! Det blev til i alt 4 adippe og +30 paphia. Med dagens adippe-fund i Stubberup Skov og Grønholt Lund, var denne eftersøgningstur allerede en succes. Næste lokalitet blev Lille Fredskov. Her fløj 5 paphia rundt, men ikke så meget andet. Kedelig lokalitet. Herefter gjaldt det Dyndet. Der er fundet adippe så sent som i 2011, men desværre havde vi ikke held med arten. Vi var dog heller ikke syd for jernbanen, som vi måske burde. Vi fandt dog et spændende slåenkrat, som vi gloede en del på. Der er jo fundet pruni i 1906 ved Vigersted, så den har i hvert fald tidligere været i det område vi fokuserede på denne dag. Men pruni udeblev. Resultatet ved Dyndet blev blot +20 paphia. Heller ikke virgaureae sås, som ellers er fundet her i 2012. Vi sluttede dagen ved Kværkeby Mose med en enkelt Iris samt synet af en Muldvarp. En supergod adippe-dag! Dertil fandt vi også nogle steder der skal tjekkes fremovre for bl.a. selene og euphrosyne. 8/7: WJ Valget for Magnus og mit eget vedkommende denne dag, faldt på Nørrebro ved Vestre Plantage i Vestjylland, ikke langt fra Holstebro. Målet var Ensianblåfugl (Phengaris alcon). I dette fantastiske område fik vi optalt i alt 21 eksemplarer af alcon. Foruden alcon kunne vi også glæde os over 25 virgaureae, 5 argus, 5 idas, og 20 Markperlemorsommerfugle (Argynnis aglaja). Vi var også forbi Fladmose Plantage, hvor vi så en del virgaureae, bl.a. 3 trafikdræbte, som blev fundet enkeltvis! Sjovt. Herefter sluttede vi sent ved Nibsbjerg, for at se om de første Kommabredpander (Hesperia comma) skulle være dukket op i år, på en ny lokalitet Morten D. D. Hansen fandt i 2017. I den forbindelse blev der kun meldt et enkelt eksemplar, så vi tænkte det ville være mere konstruktivt at se på sagerne hér, frem for en sikker lokalitet. Vi så dog ingen comma, men det var måske også lige tidligt nok for en måske lille bestand. 9/7: NEZ Vejret var sløjt indtil eftermiddagen, så det var begrænset hvad der kunne betale sig at planlægge. Valgte sammen med Magnus derfor at tage en tur i Pinseskoven for at få Sørgekåbe (Nymphalis antiopa) på årslisten. Det lykkedes at få observeret et enkelt eksemplar, og foruden antiopa sås også 1 Ilia og +20 Iris. Nymphalis antiopa var årsart nr. 65 for mit vedkommende (medregnet Guldhale, Thecla betuale som æg), og mangler stadig 3 nemme: Orange Høsommerfugl (Colias croceus), Gul Høsommerfugl (Colias hyale) og Kommabredpande (Hesperia comma). Så skal der "bare" lige komme et par gode dyr til som f.eks. Grønbroget Kålsommerfugl (Pontia edusa) og Østlig Perlemorsommerfugl (Argynnis laodice), for at nå de "magiske" 70 årsarter. En bedrift som jeg ikke tror på at nogen har opnået endnu. Det kan dog ikke udelukkes at de gamle afdøde storsamlere som f.eks. Nils Bagger Olesen, Forum Petersen eller Niels Laue Wolff har været deroppe omkring. Dengang var det også lettere, og de nævnte personer nåede formentlig allesammen ca. 79-81 dagsommerfuglearter i Danmark. Og det er jo uden f.eks. xanthomelas og ilia Selv var jeg tæt på at nå målet i 2016, hvor det lykkedes at nå 69 arter på én sæson, hvor jeg nåede gode arter som machaon, edusa og xanthomelas (foruden hvad man kunne forvente), men jo ikke Mosehøsommerfugl (Colias palaeno). I år skal det være. Til Michael: Har du evt. mulighed for at tage derud igen og fotodokumentere dit fund? Til Steen: Jeg har skam tjekket alle tidligere polychloros-fund igennem. Nymphalis polychloros klækkede i Sverige allerede i år d. 18. juni, og var i fuld gang overalt en uges tid senere. Selv antiopa, som er senere end polychloros, startede sidst i juni, også i Danmark. Alt er jo op til 3 uger foran i år - fænologisk er vi jo nu efterhånden ca. omkring 1. august, sammenlignet med et gennemsnitligt år. Og når man nu alligevel er (læs: var) på Bornholm, og polychloros er i fuld gang, skulle man da være et skarn hvis ikke man gav den et skud. I det også tidlige 1992, men ikke nær så tidligt som 2018, blev polychloros også fundet på Bornholm 4/7. Skrevet d. 10/7-2018 | Emil Bjerregård | 5/7-2018 | B | Dagsommerfugle |
Rapporter for den sidste uges tid: 28/6: NEZ En tur til Pinseskoven på Vestamager gav 6 Ilia (Apatura ilia) og +20 Iris (Apatura iris). Cyklede også igennem Fasanskoven hvor en enkelt iris sås. 29/6: Skåne Tog denne dag med Kasper Nyberg & Magnus Vest Hebsgaard til Bornholm. Planen havde egentlig tidligere været Polen, men dette måtte vi aflyse, så vi måtte trøste os med en lille tur til klippeøen. Det meste af dagen gik med at pakke og rejse, men undervejs nåede vi da en tur til Sandhammeren i Skåne og så enkelte Egesommerfugl (Satyrium ilicis) samt mange Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) i tilgift. Dejligt lige at nå lidt ilicis i år i Sverige, nu hvor det ikke bliver til det store udenlandsgøjl for mit vedkommende. 30/6: B På førstedagen valgte vi at starte ved Slusegården. Frem til 2002 var der stadig Klitperlemorsommerfugl (Argynnis niobe) på arealet, men det lykkedes os ikke at genfinde arten. Til gengæld fløj der stadig en hel del idas og vi fandt også et par galler af Pileglassværmer (Synanthedon flaviventris). Hefter gjaldt det Raghammer Odde på sydkysten. Målet var niobe som på Øerne nu kun findes ved sikkerhed i Raghammer-området. Vi fandt i alt 20 eksemplarer af niobe, hvoraf de fleste tilhørte eris-formen. Dertil sås også 5 Argusblåfugl (Plebejus argus), 75 idas samt 2 eksemplarer af både Plettet Myreløve (Euroleon nostras) og Blåvinget Ørkengræshoppe (Oedipoda caerulescens). Vi kiggede også ihærdigt efter Engblåfugl (Cyaniris semiargus), som senest er fundet her i 2013. Vi så desværre ingen semiargus, men vi er også lige sidst i flyvetiden. Efter Raghammer Odde kørte vi til Kadeau ved Sømarken. Vi kiggede en del efter niobe i klitten og Grønbroget Kålsommerfugl (Pontia edusa) på stranden, mens feromonerne gjorde deres arbejde. Desværre sås hverken niobe eller eudsa, men til gengæld lykkedes det Kasper at finde en enkelt flaviventris samt endnu en Plettet Myreløve. Kørte direkte videre til Aakirkeby Plantage. Håbet var Sort Glassværmer (Paranthrene tabaniformis), men ingen sås på denne kendte lokalitet. I stedet fandt vi 6 larver af Fingerbøldværgmåler (Eupithecia pulchellata) samt finde dagdyr som 2 stk. Skovperlemorsommerfugl (Argynnis adippe), hvoraf den ene tilhørte cleodoxa-formen (!), 1 stk. Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene), 2 idas og 1 stk. Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae). Herefter kørte vi til Ølene. Håbet var Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe), som på Bornholm kun findes i Bastemosen, Svinemosen og Ølene. Desværre ramte vi flyvetiden ret sent, så hippothoe fandt vi ikke ved Ølene. Vi fik dog set ca. 20 Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino), så helt forgæves var det ikke. Herfra gik det videre til Svinemosen. Ej heller her lykkedes det med hippothoe. Resultatet blev 15 virgaureae, 2 adippe, 40 aglaja, 13 ino og 3 selene. Sluttede af ved Bastemosen. Her lykkedes det endelig at finde en ganske slidt han af hippothoe. Også 2 aglaja, 5 ino og 2 selene blev det til. En fin dag. 1/7: B Vi startede denne dag ved Svartingedalen nær Hasle, for at finde larver af Brunrods-Hætteugle (Shargacucullia scrophulariae). Vi fandt i alt 8 larver, og derudover kunne vi også glæde os over 3 stk. Hvid Admiral (Limenitis camilla). Vi kørte efterfølgende til Sorthat Odde for at se efter Engblåfugl. Mens vi kiggede efter semiargus lokkede vi efter Snyltehveps-Glassværmer (Bembecia ichneumoniformis) som sidst er fundet på Bornholm i 1996. Men det lykkedes sgu at genfinde arten for øen, da 25 eksemplarer kom til feromonet. Også en enkelt larve og flere pupper blev fundet. Helt kanon! Dertil fandt vi også en enkelt hun af Engblåfugl - fint den stadig er her. Også Markperlemorsommerfugl på lokaliteten. Vi kørte videre nordpå til Slotslyngen. Vi gav os til at hænge snore op for at lokke efter Kirsebærtakvinge (Nymphalis polychloros). Tidspunktet er perfekt nu, og Slotslyngen & Borrelyngen er nok nogle af de mest oplagte polychloros-lokaliteter i Danmark, hvor arten senest er fundet i 1994 & 2004. Vi fik set +1000 idas, 65 aglaja, 1 selene, 1 iris og 2 camilla, men polychloros udeblev. Magnus fandt også en larve af Bævreaspglassværmer (Eusphecia melanocephala). Efter et længere ophold ved Slotslyngen, fortsatte vi til Mølledalen ved Hammershus. Vi fik set 1 idas og 30 aglaja, men desværre ingen adippe som jeg ellers havde på lokaliteten i 2014. Vi kørte videre til Rutsker Højlyng i håb om at finde lidt glassværmere. Vi fandt ikke noget særligt, men kunne dog glæde os over 80 idas og 1 aglaja. Vi sluttede dagen af ved Døndalen i håb om lidt flere larver af scrophulariae, men vi fandt desværre ingen. 2/7: B Vi valgte denne dag at køre til Paradisbakkerne. Målet var at finde Skovperlemorsommerfugl-formen Argynnis adippe f. cleodoxa. Ved Dyndedal kendte jeg en god adippe-lokalitet fra 2015 & 2016, og sørme om vi ikke fandt 3 cleodoxa blandt de 30 adippe der fløj rundt i området. Også 25 idas, 15 aglaja 20 selene, 5 camilla og 1 iris skal nævnes herfra. Herefter valgte vi at splitte os op. Kasper & Magnus kørte til sydkysten for at lokke efter flaviventris som de fandt 8 af, mens jeg valgte at sukkerlokke i området efter polychloros. Det var netop i Paradisbakkerne at polychloros havde sin sidste sikre faste bestand på Bornholm, hvor arten sidst blev observeret i 1984, så det skulle lige have et skud. Desværre lå der en megairriterende kæmpe sky over mig, så det var ikke meget der kom til snorene ud over lidt camilla og iris. I selve Paradisbakkerne fik jeg dog set 3 virgaureae, 50 idas, 10 adippe (heraf endnu en cleodoxa!), 10 aglaja, 5 selene og 2 ino. Fedt med de mange cleodoxa. I alt 4 cleodoxa blev det til denne dag, og dermed i alt 5 cleodoxa blev det til på denne tur for mit vedkommende. Inden turen havde jeg kun en enkelt dansk cleodoxa fra Bornholm tilbage i 2016, men nu er min DK-total op på 6 stk. Var også en tur i Povlsker Plantage, hvor 9 virgaureae, 1 idas, 1 adippe, 2 aglaja og 2 camilla blev resultatet. På vejen sås også 1 virgaureae og 1 adippe ved Alterstenen. En meget god dag selvom polychloros udeblev. 3/7: B Vi startede ved en æbleplantage ved Svartingedalen, i håb at finde Æbleglassværmer (Synanthedon myopaeformis) som ny for Bornholm. Stedet var perfekt, men desværre kom der ingen myopaeformis til feromonet. Øv! Efterfølgende var det Ringebakker ved Vang det gjaldt. Magnus og jeg havde held med at finde i alt 19 larver af scrophulariae, mens Kasper lokkede efter ichneumoniformis og fandt 13 stk. Herefter kørte vi endnu en gang til Borrelyngen & Slotslyngen. Heller ingen polychloros denne gang, men vi fik dog nogle fine resultater i form af 35 idas, 14 aglaja (10 ved Slotslyngen, 1 ved Borrelyng og 3 ved Troldsmyr), 5 camilla, 3 iris samt en larve af Sort Glassværmer (Paranthrene tabaniformis). Vi rundede dagen af ved Gråmyr. Håbet var polychloros der sidst er fundet på træk her i 1999. Vi så 1 iris, 2 camilla men selvfølgelig ingen polychloros. 4/7: B Startede dagen på Raghammer i den østlige ende ved Svenskevig. Jeg ville godt lige se til niobe her som Kasper og Magnus 2 dage forinden på deres flaviventris-tur fandt ved denne ende af Raghammer, og en tur i klitterne gav da også 5-6 eksemplarer. Dertil skal også nævnes en virgaureae samt +100 idas. Jeg brugte også en del tid nede på stranden for at tjekke efter Grønbroget Kålsommerfugl (Pontia edusa), hvor der stod meget Strandsennep. Jeg fandt desværre ingen eksemplarer, men til gengæld havde Kasper og Magnus held med i mellemtid at lokke lidt flaviventris frem med feromoner oppe i baglandet. Herefter kørte vi til Bastemosen, for at se om vi ikke kunne finde lidt flere hippothoe. Vi fandt desværre ingen hippothoe, men i stedet kunne vi dog glæde os over 1 virgaureae, 4 idas, 1 adippe, 1 aglaja og +25 ino. Vi sluttede dagen ved Galløkken inden vi skulle med færgen. Stedet gav ikke rigtig noget ud over lidt quercus som vi har set i tusindvis på øen, men det var nu meget hyggeligt at gå der alligevel. En meget god tur, selvom lyslokningsnætterne skuffede lidt som jeg ikke har valgt at gide skrive om. 1 stk. Abrostola asclepiadis, enkelte Agrotis cinerea samt 2 stk. Moma alpium var nok det mest nævneværdige. Og ærgerligt at polychloros udeblev - napper en på LFM i stedet:D Nu skal der ryddes lidt op på Sjælland og LFM den næste uges tid, med de sidste dagsommerfuglebestande jeg mangler herovre fra for i år, samt et par Jyllandsture efter Ensianblåfugl (Phengaris alcon) og Kommabredpande (Hesperia comma), inden en forhåbentlig forrygende træksæson står for døren hvor der skal satses på LFM og Bornholm! Skrevet d. 5/7-2018 | Christian Videnkjær og Laura Videnkjær Brøndum | 4/7-2018 | NEZ | Dagsommerfugle |
En smuttur på et par timer i Vaserne i nordøstenden af Furesø sammen med min niece, Laura, der gerne ville havde et par larver med hjem til pasning. Fandt 3 kuld urticae-larver af forskellig størrelse, så 10-15 larver blev forsigtigt overført til et lille klækkebur. 15 arter blev det i alt til heriblandt en atalanta og en c-album lægge æg på brændenælder. Kort efter larveindsamlingen blev en han af engperlemorsommerfugl (B. ino) set og fotograferet i et lille glas, inden den blev sluppet fri igen. Vi prøvede at sætte den på en tidselblomst til yderligere fotografering, men kræet stak af ud i mosen. Den så stadig (trods kun et enkelt følehorn) rimelig frisk ud. Skrevet d. 4/7-2018 | Emil Bjerregård | 27/6-2018 | Dagsommerfugle |
Rapporter fra den sidste uges tid: 21/6: NEZ Vejret var ikke ligefrem strålende, så valgte at køre en hyggetur i NEZ. Startede ved Dumpedalen ved Birkerød, hvor Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe) blev genfundet tidligere på året, efter ikke at have været set på lokaliteten siden 2008. På trods af det kedelige vejr fik jeg set en slidt hippothoe-hun, så det var vel godkendt nok. Kiggede også en del efter Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino), som er fundet i området i antal så sent som i 2004, men meget tyder på denne er forsvundet herfra. Rykkede videre til Degneengen i Kirkeskov. Første gang jeg besøgte lokaliteten tilbage i 2014 vrimlede det dengang med ino, men siden er det gået støt ned af bakke med bestande. Sidst jeg så arten her var i 2016, og meget tyder på den er uddød på lokaliteten - ingen individer sås i dag, trods vejret var fuldstændig perfekt mens jeg gik på Degneengen. Hmmm... Næste lokalitet blev Rusland ved Dronningmølle. Desværre begyndte det både at blæse og småregne, men 30 Argusblåfugle (Plebejus argus) og 3 Foranderlige Blåfugle (Plebejus idas) blev da trods alt noteret. 22/6: F Målet denne dag var den sydlige del af Fyn, for at få de vigtigste ting jeg manglede herovre fra "lukket af". Første sted blev Håstrup Bakker ved Ny Stenderup. Indtil 2008 troede man i en lang periode at hippothoe var uddød på Fyn siden begyndelsen af 1990'erne, indtil den blev genfundet hér på sin gammelkendte lokalitet. Desværre kom jeg altså lige sent nok i flyvetiden, og det bedste flyvested var også netop blevet slået, så jeg måtte prøve andre steder i området. Men med ihærdighed i en 1,5 time lykkedes det mig sgu at finde en meget træt hippothoe-hun siddende i vegetationen. Super! Næste mål blev et lille forholdsvis, blandt entomologer, "ukendt" ekstremfattigkær ved Korinth, ikke langt fra Nybo Mose. Tænkte stedet så ret spændende ud fra kortlæsning, og skulle tjekkes for de moselevende dagsommerfugle. Trods mosens ringe størrelse, var den faktisk ok pæn - men desværre ingen dagsommerfugle på den. Forgæves var det ikke forgæves, for nu er man blevet klogere hvad den lokalitet angår. Herefter gjaldt det Nybo Mose. Et ophold jeg så meget frem til, da den uhyre sjældne underart af Bølleblåfugl, Agriades optilete ssp. clara flyver her - som det sidste sted i hele verden! Denne underart er udover Nybo Mose ellers kun kendt fra andre få lokaliteter på Fyn og Lauenborg i det nordlige Tyskland - men underarten er i dag forsvundet fra alle andre steder end Nybo Mose. Uheldigvis forsvandt solen da jeg kom ind i mosen, og det blæste en halv pelikan. Møgirriterende, som endda var skyld i at jeg ikke fandt én eneste optilete. Dér var jeg godt nok skidesur - nok min største skuffelse i år at det ikke skulle lykkes at få clara i hus. Søgte lidt opmuntring efter de forgæves timer i Nybo Mose ved Snarup Mose. Stedet huser den ene af i alt kun 4 bestande af Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris) på Fyn. Trods jeg ankom meget sent fandt jeg da en enkelt aquilonaris på Kragefod. Det hjalp en smule på humøret. Men whatever, clara må bare vente til næste år. Det skal nok lykkes til den tid. 23/6: NEZ Startede dagen ved Nørrevang i Birkerød, hvor Lars Andersen & Anders Michaelsen tidligere på året genfandt hippothoe på lokaliteten, efter hippothoe ikke hat været set her i mange år. Jeg tager virkelig hatten af for det arbejde der er gjort på lokaliteten. En kort runde på en halv times tid gav 5 eksemplarer her i slutningen af flyvetiden. En grundig optælling næste år når arten topper bør bestemt overvejes. Herefter kørte jeg til Lille Rørbæk mellem Frederikssund og Jyllinge. Stedet huser en meget lille bestand af amandus, som er ved at forsvinde herfra. Jeg ved andre entomologer har haft svært ved arten her, så derfor var jeg meget glad for at finde en enkelt han. Sluttede dagen af ved Tørslev på Hornsherred. For bare 4 år siden var det en dejlig lokalitet med både hippothoe & amandus. Meget tyder dog på de er forsvundet herfra - se kommentarer under mine observationer på f&n. 24/6: NEZ Startede dagen på Rundebakke ved Ølsted. Målet var aglaja som ses her ind i mellem med sjældne mellemrum. Det var faktisk første gang nogensinde jeg besøgte lokaliteten, men aglaja fandt jeg ingen af. Men det gør ikke så meget - jeg kommer bare igen snarest. Næste lokalitet blev Melby Overdrev. Her sås 10 argus, +200 idas, og nok så interessant +25 aglaja. Ganske mange herfra, og jeg var ikke engang særlig grundig på lokaliteten. Denne og adippe har virkelig et kanon år! Herfra gik det videre til Bølleljungen. Undervejs så jeg 2 aglaja i Asserbo Plantage, og ved selve Bølleljungen havde jeg såmænd også 2 aglaja sammen med 10 idas. Rykkede videre til Karsemosen. Underligt nok ser det ud til at både argus og idas pludselig er forsvundet herfra. For 3-4 år siden var der stadig godt med dyr, men for some reason er de forsvundet, selvom området stadig ser ud som det skal. Det er sgu for mærkeligt. Efterfølgende kørte jeg til Ellemosen. Tidligere på dagen mødte jeg Martin Bjerg ved Melby Overdrev, som kunne fortælle han havde set Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae) ved Ellemosen tidligere på dagen, hvor den ellers er svær. Jeg har ikke set arten på lokaliteten siden 2013, men ved god vejledning af Martin, fandt jeg hvad der vist nok var præcis samme dyr som han så tidligere på dagen. Den sad i hvert fald på nøjagtig samme kvadratmeter. Ved Tibirke Bakker lige op til Ellemosen så jeg yderligere 3 virgaureae, 60 idas samt 1 stk. Stribet Hedespinder (Spiris striata). Desværre ingen argus eller aglaja - begge arter er meget svære her. Har sidst set dem på lokaliteten i hhv. 2015 og 2013. Dagens næste lokalitet blev Heatherhill ved Rågeleje. En af mine yndlingslokaliteter i NEZ. En runde gav 1 virgaureae, 6 argus, 35 idas og pænt med minos. Ved Rågegården ikke langt herfra så jeg ydermere 2 idas. Fortsatte videre øst over til Udsholt Strand. Resultatet blev 25 idas men ingen argus der muligvis er forsvundet herfra. Personligt har jeg ikke set den her siden 2014. Sluttede dagen ved Smidstrup Strand. Havde håbet at se argus som flyver fåtalligt på lokaliteten, men det lykkedes ikke. Så dog en minos. Gjorde en del ud af at tjekke nye lyngarealer mellem Udsholt- og Smidstrup Strand, men det lykkedes desværre ikke at finde nye lokaliteter for argus og idas. Trods alt en fin dag alligevel. 25/6: NWZ Valgte faldt denne dag på Vestsjælland, da jeg godt lige ville "have styr" på nogle amandus-lokaliteter herovre inden det er for sent for i år. Dertil var vejret ikke særlig fantastisk, så det ville være klogt at køre noget amandus, nu hvor vejret jo ikke ligefrem var fantastisk. Første sted blev en kendt lokalitet ved Løbeskansen ved Reersø. Det gav 2 slidte hunner af amandus. Herefter kørte jeg videre mod nordøst i møgvejret og rekognoscerede lidt, for at finde nye lokaliteter. Undervejs kom jeg i tanke om at Jan Fischer Rasmussen engang fortalte mig at han havde set ganske mange aglaja ved Flasken. Det skulle lige prøves. Desværre blev det ikke til aglaja (vejret var nu heller ikke liiige til den...), men pludselig faldt jeg over et område, hvor jeg med det samme tænkte "...det der ligner sgu en amandus-lokalitet...". Og der gik heller ikke meget mere end 10 sekunder, før jeg trådte en amandus-hun op. YES! Undskyld mit udtryk, men fuck den var vigtig. Jeg har de sidste år i Østdanmark haft held med at finde nye og genfinde gamle lokaliteter for malvae, armoricanus, virgaureae, hippothoe, argus, idas, optilete, aglaja, selene, ino og andet godt - men lige amandus har altid drillet mig, og jeg havde endnu ikke fundet en ny lokalitet for arten herovre, indtil i dag. Desværre sås ikke flere amandus på lokaliteten, men vejret var også dårligt, så jeg tror bestemt at en optælling i ordentligt vejr når flyvetiden er på sit højeste næste år, kan give ganske fine resultater. Efter Flasken kørte jeg til Ornum. I 2013 så Jan Lindgaard Rasmussen både amandus og idas i området, men jeg havde desværre ikke held med arterne da jeg besøgte området for et par år siden. Tænkte dog at denne gang skulle det være. Desværre fandt jeg ingen amandus, men med god tålmodighed lykkedes det at genfinde idas på lokaliteten. Fornemt - igen! Kørte videre mod nord til Bjerge Nordstrand. Hovedmålet var at genfinde aglaja på lokaliteten der blev fundet i hobetal hér i 1992. Desværre fandt jeg ingen aglaja på en ellers smuk lokalitet. Det bedste var en uhyre stor bestand af Pimpinellekøllesværmer (Zygaena minos). Hefter gik det videre mod Brændemosen, nord for Kalundborg. Tidligere på året lykkedes det Svend Aage Hansen at finde en amandus-lokalitet her, så måtte lige op og se på sagerne. En fin lokalitet der gav 2 amandus-hanner denne dag. Sluttede af ved Staslunde nord for Holbæk. Tilbage i 2014 var der stadig amandus på lokaliteten, men arten har glimret ved sit fravær de senere år ved Staslunde. Og heller ikke i dag lykkedes det at observere amandus på lokaliteten, men giver det et skud igen næste år for sure. 26/6: SZ Rykkede denne dag til skovene syd for Køge for at lave en 12-timers obs af Skovperlemorsommerfugl (Argynnis adippe). Startede tidligt ud ved Løkketykke nord for Faxe. Stedet huser en lille bestand af adippe, men desværre sås arten ikke. Det eneste jeg fik set var ca. 10 paphia. Herefter kørte jeg til Kirkeskov der støder lige op til Løkketykke. Her var resultatet noget bedre. Resultatet blev 5, måske 6, eksemplarer af adippe. Helt godt! Også 15 paphia set. I øvrigt var adippe DK-dagsommerfugleårsart nr. 63 for mit vedkommende - der er efterhånden ikke så langt til 70, som er målet i år efter jeg nåede 69 i 2016. Jeg kunne selvfølgelig godt tælle diamina med, så jeg havde nået 70 for to år siden, men det er jo snyd at tælle den med. Efter Kirkeskov kørte jeg til Åstrup Skov. Stedet gav +22 paphia, 1 iris, men ingen adippe. Tror dog helt bestemt at jeg via ihærdighed nok skal få registreret den herfra i år. Prøver stedet igen om en uges tid. Næste lokalitet på dagen blev Hundemose Skov ved Tokkerup. En cykeltur gennem skoven her gav 4 adippe og 15 paphia. Ret positivt med 4 adippe herfra synes jeg - og jeg tror der var flere. Næste skov der skulle tjekkes var Ganneskov. Her er adippe fundet tidligere i år af John Faldborg, men trods skoven blev cyklet igennem på kryds og tværs fra min side, så jeg ikke skyggen af adippe. Den er virkelig svær her, men fik da set +55 paphia og 4 camilla. Fra Ganneskov kørte jeg videre til Gunderup Kohave. Startede i den østlige del, hvor jeg kørte ind ved Grubberholm. Ved den første rydning jeg tjekkede fandt jeg 15-20 adippe og 30 paphia. Så var jeg egentlig godt tilfreds med adippe fra denne skov, og vil hellere komme videre til nogle mindre skove for at tjekke arten ud mens tid stadig var. Kunne dog ikke lade være med at tjekke Kildemosen på min vej ud af skoven, for lige at få ino i bogen fra i dag - 3 slidte eksemplarer sås på den velkendte lokalitet. Ved Tureby Hestehave, som også er en del af hele skovkomplekset, sås også en enkelt iris, og ved Gunderup Kohave også 1 stk. camilla. Da jeg var færdig i Vallø-skovene kørte jeg til Munkeskov, hvor Torben Sebro tidligere på året fandt en ny lokalitet for adippe. Trods det var meget sent på dagen efterhånden, var det ikke noget problem at finde Argynnis'er på tidsler. Resultatet blev 35 paphia, 2 adippe samt en enkelt camilla. Sluttede dagen af ved Grevindeskov. Det var blevet meget sent på dagen, så ingen adippe blev observeret, og kun én paphia. Til gengæld lykkedes det mig at finde en ny bestand af Jomfrubjørn (Callimorpha dominula). Ikke helt galt! 27/6: NEZ & NWZ Drog denne dag til Midt-og Vestsjælland i selskab med Nikolaj Noel Christensen & Arne Volf. Vi startede dagen ved Kirkemosen i Ryegård Dyrehave, for at se til aquilonaris. Vi så som ventet mange, +100. Stedet virkede bedre end de sidste 3-4 år, hvor arten ellers har været på vej ned. Herefter kørte vi til Åstrup Skov ved Vester Såby. Der er set enkelte eksemplarer af adippe de senere år, men det lykkedes os desværre ikke at finde arten. Vi fik dog set 5 paphia og 1 camilla. Men det skal siges at vi kun var i en lille del af skoven, og jeg tror helt bestemt at en god cykeltur i skoven senere på året kunne give hélt andre resultater. Herefter kørte vi syd på til Bidstrup-skovene, for at aflægge Kildeengen i Ravnsholte Skov et besøg. Stedet gav 4 virgaureae, 1 adippe og 30 ino. Fint. Ikke langt fra Kildeengen, tjekkede vi også Lille Oremose i skoven. I 2013 var der både virgaureae og adippe på stedet, men jeg har ikke været der siden 2013 & 2014, så tænkte det kunne være meget sjovt at gense stedet. Vi fandt ikke adippe, men dog fik vi fundet 3 virgaureae, så absolut godkendt! Herefter var vi færdige på Midtsjælland, i denne omgang, og rykkede til Gudmindrup Lyng & Højby Lyng. Ved førstnævnte sted sås 20 idas og ved Højby Lyng 6 argus og 10 idas. Desværre sås ingen aglaja på stederne. Arten er desværre ved at forsvinde fra området - i år har jeg so far kun set ét eksemplar ved Jyderup Lyng. Ellers skal vi tilbage til 2016, hvor jeg så arten ved Ellinge Lyng. Bekymrende. Dertil bør også nævnes en trækkende camilla ude på Højby Lyng som Nikolaj fandt - underligt sted, underlig obs. Til gengæld fik vi nogle bedre aglaja-oplevelser, da vi rykkede ud mod Sjællands Odde. Først havde vi +25 aglaja ved Overby Lyng, hvor også 20 argus og +100 minos bør nævnes fra denne lokalitet. Efterfølgende kørte vi til Yderby Lyng hvor vi meget glædeligt fik set hele 8 aglaja. Arten har været meget sjælden på Yderby Lyng de senere år, og jeg har aldrig set den her i dette antal. Dertil så vi også 25 argus og et par minimus. Vi eftersøgte også amandus der er fundet her så sent som i 2010. Desværre ser den gamle lokalitet ud til at være helt ødelagt af tilgroning. Til gengæld fandt vi dog et nyt potentielt sted, som skal tjekkes igennem næste år på den rette tid af året. Vi sluttede dagen ved Bidstrup-skovene igen, men denne gang for at aflægge Yssemosen et besøg. Stedet er kendt for en god adippe-lokalitet, men vi så dog lige lidt flere end vi regnede med - et sted mellem 35 og 45. Ganske fornemt. Det var en af de smukkeste adippe-oplevelser jeg har haft i DK, hvor de om aftenen stadig fløj rundt på tidsler og i trækroner i stort antal inden for et meget lille område. Også 2 ino og 3 selene sås på den smukke skoveng, og ikke langt herfra er en Rødtoppet Fuglekonge også værd at næve. God dag! Skrevet d. 28/6-2018 | Emil Bjerregård | 21/6-2018 | Dagsommerfugle |
Rapporter for den sidste uges tid, med undtagelse af hhv. d. 15/6 og 18/6, hvor jeg var travlt optaget af hhv. en flytning og en eksamen. 14/6: NEZ Valgte at tage til Karlslunde Strand ved Trylleskoven med den tid jeg havde til rådighed denne dag. Stedet huser en sjov isoleret population af Argusblåfugl (Plebejus argus), som jeg på en kortere runde i dag så 42 eksemplarer af. Kørte også lige forbi Karlstrup Mose i umiddelbar nærhed. Der er aldrig rigtig meldt noget nævneværdigt herfra, men synes det så interessant ud på luftfotos. Trods en grundig gennemgang af området fandt jeg dog ikke rigtig noget nævneværdigt. 16/6: LFM Vejret så noget snusket ud over store dele af landet, så valgte at fokusere på noget nemt og isoleret - Møn. Startede på Høvblege. Flyvning var der ikke meget af i det kedelige vejr, men trods alt fik jeg set 8 stk. Sortplettet Blåfugl (Phengaris arion) og 40 eksemplarer af Timiankøllesværmer (Zygaena purpuralis). Kørte efterfølgende videre nordvest på til Ulvshale. Startede ved Vedelen i den sydlige ende, hvor en rigtig god bestand af Isblåfugl (Polyommatus amandus) holder ud, og jeg fik dag i dag også set 7 stk. Fint. Bevægede mig herefter mod nord til selve heden, hvor +40 eksemplarer af Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) blev noteret. Desværre ingen argus, som ikke er fundet her med sikkerhed i mange-mange år efterhånden. Noget tyder på den er væk herfra. I så fald er argus kun at finde ved Bøtø Strand inden for LFM. Det er sgu for sørgeligt. 17/6: NWZ & SZ Pga. regnvejret om morgenen, valgte jeg at bruge det elendige vejr på at rekognoscere lidt i Bromme Mose ved Munke Bjergby. Så sent som i 1991 var her nemlig stadig en bestand af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino), som var et af de sidste steder man kunne finde arten i NWZ. I dag er arten formentlig helt væk fra distriktet, da arten sidst blev fundet her i 1995 af yderst kompetente Jørn Bittcher ved Store Møsten. Lokaliteten har Magnus og jeg tjekket for et par år siden, og her er ino formentlig væk fra. Men tilbage til sagen. Jeg fandt nogle ganske interessante partier med rigkær ved Bromme Mose, takket være kyndig vejledning fra Jens Stolt, og det varede ikke længe før det begyndte at klare op. Men desværre sås ingen ino. Øv. Men helt forgæves var det bestemt ikke, da det lykkedes mig at finde en ny bestand af Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae), som efterhånden er en ret god art på Sjælland. I alt sås 3 hanner her i begyndelsen af flyvetiden, hvilket måske tyder på en ret god bestand. Kørte videre til Sorø Sønderskov, hvor jeg havde udset mig 2 lokaliteter på forhånd – Flommen & Bimosen. Ved Flommen er ino sidst fundet i 1988, og skulle efter sigende været forsvundet herfra. Har forsøgt mig én gang tidligere for et par år siden, men gav det et overfladisk skud, nu jeg alligevel kom forbi. Desværre udeblev ino herfra i dag trods fint vejr. Til gengæld lykkedes det at finde en enkelt ino ved Bimosen, på trods af at det havde skyet helt til da jeg nåede frem. Godt den trods alt holder stand hér. Næste mål på dagen blev Kåremose. Og uha, kun 2 eksemplarer af ino blev registreret, trods rigtig fint vejr. Meget mærkeligt. De sidste år har ino fløjet her ganske talrigt, og noget tyder på en pludselig voldsom decimering. Suk, måske forsvinder den herfra i snarlig fremtid? Til gengæld så det bedre ud hvad ino angår i Torpe Mose. Her fandt jeg på en runde i gråvejr mindst 300 eksemplarer af arten, og i virkeligheden nok langt flere. Også 1 stk. amandus og 1 stk. Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) blev også set. Dejligt sted. Næste mål blev Kroglyng. Stedet huser den ene af i alt kun 3 bestande af idas på Sydsjælland. Denne population blev fundet tilbage i år 2000 af Martin Bjerg, som jeg havde held med efterfølgende at genfinde for to år siden. Bestanden er af ganske rimelig størrelse, og så da også 7-8 eksemplarer i kedeligt og koldt vejr i dag. Godt den holder stand. Sluttede af i Holmegårds Mose. Stadig en fin dagsommerfuglelokalitet med arter som Dukatsommerfugl, Foranderlig Blåfugl, Bølleblåfugl, Brunlig Perlemorsommerfugl og Moserandøje, og i særdeleshed en rigtig flot lokalitet trods den er delvist ødelagt. Jeg fik da også i dagens sidste aftenlys set +75 idas, 4 optilete og 10 tullia, men det er dog ikke noget i forhold til hvordan mosen har været tidligere - følgende arter er forsvundet herfra: Svalehale (1950’erne cirka), Spættet Bredpande (1984), Violetrandet Ildfugl (1976), Grøn Busksommerfugl (1990), Arugsblåfugl (1951), Isblåfugl (1991), Skovperlemorsommerfugl (2007), Markperlemorsommerfugl (2002), Rødlig Perlemorsommerfugl (1992), Engperlemorsommerfugl (1993), Moseperlemorsommerfugl (2013), Okkergul Pletvinge (1946), Mørk Pletvinge (1960), Kirsebærtakvinge (1960’erne cirka) og Kommabredpande (1972). Desuden har Mosehøsommerfugl muligvis været fast her i 1940’erne. Det er til at græde over... 19/6: F Valgte at prøve noget denne dag, som jeg ikke har prøvet før, i form af Fyn. Distriktet er generelt dårligt undersøgt blandt entomologer, sammenlignet med resten af landet, så Fyn er bestemt ikke kedelig. Startede i Hesbjerg Skov, hvor ino har sin sidste sikre population tilbage på Fyn. I 1990'erne havde arten ellers fortsat mange bestande, men de sidste 10 år har den kun været kendt fra Hesbjerg Skov. En gennemgang af området gav +33 eksemplarer af ino, så dejligt den trods alt stadig flyver i pænt antal her. Kørte fra Hesbjerg videre mod syd til Storelung. Den gamle flotte højmose huser stadig en fin bestand af aquilonaris, som hér har sin ene ud af I alt kun 4 forekomster på Fyn. På en runde I området så jeg I alt 10 aquilonaris – ikke ret mange, og de var alle sammen godt brugte. Arten er kendt for på de fynske lokaliteter at påbegynde flyvetiden særdeles tidligt, typisk sidst i maj, OGSÅ i mere normale år – det varer ikke længe før de er helt brændt ud her for i år! En fin tur, hvor jeg glædede mig over endelig at få ino og aquilonaris fra Fyn. Regner med at tage herovre igen om nogle få dage, for at raide videre nede sydpå. 20/6: LFM Vejrudsigten så ret dårlig ud for store dele af landet, men på LFM så det til gengæld nogenlunde fornuftig ud, så her gik turen hen i dag. Påbegyndte dagen ved Flintinge Byskov. I vinters fik jeg et tip fra den berømte LFM-duo Jan Grubbe & Niels Overmark Rasmussen, at Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe) muligvis stadig skulle være at finde i Flintinge Byskov, hvor arten ellers sidst er meldt fra (og LFM i det hele taget) tilbage i 2005. De fortalte dog de havde set et enkelt eksemplar for 3-4 år siden, som aldrig var meldt. Det skal lige siges at jeg kun kom herind i dag med en adgangstilladelse, da der i reglen er adgang forbudt, så koordinatet for min indtastning på f&n er upræcist. Trods en ihærdig indsats i ret godt vejr, lykkedes det ikke at se noget til hippothoe. I stedet fandt jeg dog et særdeles spændende slåenkrat i området – ikke mange kilometer væk fra den sidste kendte lokalitet for Slåensommerfugl (Satyrium pruni) ved Radsted Mose, hvor pruni forsvandt i 1987, og dermed uddøde i Danmark. Jeg fandt selvfølgelig ingen pruni, selvom jeg godt nok stirrede længere på krattet, da det så helt perfekt ud, dog måske lidt for småt. I stedet kunne jeg glæde mig over +15 eksemplarer af Hvid Admiral (Limenitis camilla). Herfra gik det videre til Søholt Storskov. Tænkte det kunne være meget sjovt at besøge skoven uden for silvicola/euphrosyne-sæson, og så havde jeg et helt konkret mål om at finde Markperlemorsommerfugl (Argynnis aglaja) på lokaliteten, som klart var den egentlige årsag til jeg besøgte stede i dag. Det er 4 år siden den sidst er set her, så det var lidt satset, men det lykkedes sgu at finde en enkelt aglaja her. Dejligt den stadig holder ud på Lolland som skovlysingsart. Dertil kunne jeg udover aglaja også glæde mig over 65 stk. Kejserkåbe (Argynnis paphia), 1 stk. Iris (Apatura iris), 4 stk. Hvid Admiral (Limenitis camilla) og 1 stk. Jomfrubjørn (Callimorpha dominula). Desuden fik jeg også lige w-album på årslisten ikke langt herfra. Brugte også en del tid på at lede efter Spejlbredpande (Heteropterus morpheus), da jeg fandt et område der så særdeles morpheus-egnet ud. Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, så ingen morpheus herfra i denne omgang. Sluttede dagen af på Det Falsterske Dige, samt den tilhørende plantage. Startede mod nord ved Marielyst Strand i håb om at se lidt træk. Det VÆLTEDE med kålsommerfugle ind syd fra, hovedsageligt Lille Kålsommerfugl (Pieris rapae). De sidste par dage har jeg set tusinder, og atter tusinder, af rapae på Fyn, Lolland og Falster. Et større træk er gået ind over Danmark, og jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at gøre opmærksom på muligheden for at der er Sydlige Kålsommerfugl (Pieris mannii) i blandt. Omkring 2008 lå artens nordgrænse omkring Schweiz, men på bare 10 år har arten rykket 800 km mod nord, og er nu fastboende i Tyskland og Holland. Arten er et særdeles godt bud på en ny dansk dagsommerfugl, hvis den ikke allerede er her? Spørgsmål er bare hvem der tør, og har evnerne til at hugge til den art. Af andet træk kan også nævnes træk af Admiral (Vanessa atalanta) og en enkelt Tidselsommerfugl (Vanessa cardui) fra diget i dag, udover dem jeg også så på Lolland tidligere. Dertil sås også 5 stk. aglaja var Marielyst Strand i dag, som nok også lige bør nævnes. Gik videre mod syd til Bøtø Strand, hvor trækket af rapae kun tog til. Desuden fik jeg også gjort en god optælling af argus, hvor +170 eksemplarer blev noteret – i virkeligheden så jeg nok op i mod 180-190 stk! Det er rigtig mange for Bøtø Strand, hvor den tilsyneladende har et særdeles godt år. Også 8 aglaja set. Sluttede dagen meget sent af i Bøtø Plantage. Så 2 morpheus ved den kendte lokalitet nær p-pladsen, samt en enkelt aglaja. Gik videre til den kendte amandus-lokalitet i skoven, længere mod syd, og her fik et par kortere solstrejf mindst 10 amandus, 1 aglaja og 2 camilla på vingerne. Morpheus var i øvrigt min dagsommerfugle-årsart nr. 60 i Danmark for 2018. Et meget godt bevis på hvor tidligt året har været! Skrevet d. 21/6-2018 | Emil Bjerregård | 8/6-2018 | Dagsommerfugle |
Rapporter fra de sidste 4 dage: 5/6: NEZ Dødtræt efter endnu en 10-timers tur uden søvn med offentlig transport fra Skagen til Nordsjælland, landede jeg hjemme i Hillerød ved 8-tiden. Skulle lige ordne nogle ting på hjemmefronten, men en halv time senere, kl. 8:30, rykkede jeg mod Hornsherred. Første lokalitet var Jægerspris Skydeterræn. Stedet er i dag nok bedst kendt for sin forekomst af Engblåfugl (Cyaniris semiargus). For bare 20-25 år siden var der stadigvæk en del levesteder for arten på Sjælland, men i dag er populationen ved Jægerspris Skydeterræn den absolut sidste vi har på øen. Ovenikøbet virker det som om der bliver færre og færre for hvert år, så det er virkelig en art der hænger i en tynd tråd. Det hjalp heller ikke arten, at det bedste yngleområde blev pløjet op for bare 3 år siden, men heldigvis lykkedes det mig at finde en meget flot semiargus-hun på de sidste velbevarede enge. Dertil kunne jeg også glæde mig over 2 stk. Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe), 15 stk. Argusblåfugl (Plebejus argus) og 20 stk. Isblåfugl (Polyommatus amandus). Rykkede videre nordpå til Skovsøgård Overdrev ved Kulhuse. Stedet huser finde bestande af hippothoe og argus - så hhv. 2 og 6, Glimrende. Især argus fløj der flere af end der plejer, så det var vel ok. Ikke langt fra Skovsøgård Overdrev ligger der nogle flotte strandenge ud for Jægerspris Nordskov, hvor der bl.a. flyver hippothoe og amandus. Og det lykkedes da også at få opsporet begge arter, i form at hhv. 1 og 3 eksemplarer. Fint at konstatere de stadig er her. Hermed var jeg færdig med det nordlige Hornsherred, og jeg kunne derfor fortsætte videre sydpå, hvor jeg besøgte Dalby Huse. Sidste år fandt Vilhelm Dalgaard en lille amandus-bestand på stedet, og selvsamme år havde jeg da også held med at få set arten på lokaliteten. I dag lykkedes det også at se amandus, men det blev dog kun til 1, måske 2 eksemplarer. Efter Dalby Huse tænkte jeg at det måtte være tid til at se lidt mosearter - derfor valgte jeg at aflægge Kirkemosen ved Ryegård Dyrehave et besøg. Besøget blev kort, men jeg fik da set 3 stk. Grøn Busksommerfugl (Callophrys rubi), 7 stk. Bølleblåfugl (Agriades optilete) og 35 stk. Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris). Det begyndte at blive småsent på dagen, men tænkte jeg godt lige kunne nå en runde i Bidstrup-skovene at runde af på. Besøgte de 6 velkendte skovenge i området der huser rigtig gode bestande af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) og Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) med følgende resultat: Hundemosen: 25 ino og 35 selene. Ellesøengen: 20 ino og 1 selene. Smuldmosen: 8 ino og 12 selene. Kildeengen: +200 ino og 3 selene. Yssemose: 4-5 ino og 175 selene. Rønnesømose: +800 ino - i virkeligheden nok op i mod de 1200. Imponerende! Det var virkelig dejligt at se hvordan både ino og selene fortsat stortrives i Bidstrup-skovene. 6/6: NEZ Inden uni kunne jeg lige nå en kort morgenobs møgtidligt i Børstingerød Mose ved Allerød, hvor jeg fandt en enkelt ino siddende i vegetationen. Da jeg fik fri kørte jeg mod Hedeland ved Hedehusene - her holder en fin bestand af amandus stadig ud. Fandt 4 eksemplarer på lokaliteten i denne omgang - 2 hanner og 2 hunner. Sluttede af ved Vallensbæk Mose syd for Albertslund. Så sent som i 2007 var der stadig amandus på lokaliteten, men da jeg første gang besøgte lokaliteten i 2016 lykkedes det mig i den henseende ikke at genfinde amandus. Denne dag forsøgte jeg mit et nyt sted i området, som jeg havde fået at vide af Michael Andersen, hvor han også havde haft den i 2007. Men desværre var stedet i dag, 11 år efter, fuldkommen ubrugeligt for amandus. Så her er den nok også væk. Suk. 7/6: SZ Fik relativt hurtigt klaret dagens pligter på universitetet, så jeg havde tid til en Sydsjællands-tur denne dag. Valgte at starte i Sofiedal Mose ved Haslev, hvor John Faldborg tilbage i 2014 fandt en stor bestand af ino. En optælling på stedet gav absolut minimum 100 eksemplarer, og virkeligheden var der nok op i mod de 150. Dagens næste mål var Vallø-skovene, hvor jeg ville tælle ino-bestanden op på de 4 enge arten fortsat holder stand på i skoven. Inden jeg nåede så langt så jeg dog mit første eksemplar i år af Hvid Admiral (Limenitis camilla). Fint. Det første reelle stop i skoven jeg gjorde var ved Almindbro i Tureby Hestehave - talte +40 ino på en runde. Næste mål, også i Tureby Hestehave, var Vrietorneng. Her fløj der flere ino'er end jeg nogensinde har set på lokaliteten. Jeg noterede +50, og der var givetvis mange flere. Arten har virkelig et godt år! Sluttede Tureby Hestehave af ved skovengen "Køge 391", hvor jeg i hvert fald kunne tælle 20 ino'er. Herfra kørte jeg længere østpå i skovområdet, ud mod Kildemosen i Gunderup Kohave. Det var netop hér at Rødlig Perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne) for mindre end 15 år siden stadig fløj talrigt i området, hvilket desværre ikke gør sig gældende længere. Heldigvis har ino det stadig fint på engen, hvor jeg i hvert fald så 25 dyr - men desværre ingen selene, som er ved at forsvinde fra Gunderup Kohave, hvis det ikke allerede er sket - arten er sidst set her i 2015. Sluttede dagen af meget sent ved 19-20 tiden på Feddet. Flyvningen var tæt på overstået, men det lykkedes da trods alt at få sparket lidt Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) og selene op som afslutning på dagen. 8/6: NEZ Startede dagen tidligt i Allerød-området. Første lokalitet blev Allerød Sø. For bare 3 år siden var der stadig en fin bestand af hippothoe, men ved et uheld blev hele forekomstområdet slået i primo-juni tilbage i 2016. Desværre tyder alt på at denne handling har kostet arten livet på lokaliteten. Ingen eksemplarer blev set denne dag, og heller ikke i 2016 eller 2017 lykkedes det for jeg og andre at finde hippothoe her. Endnu et suk. Næste stop blev Allerød Sortemose, hvor jeg i 2013 havde held med at genfinde optilete på lokaliteten, hvor arten ellers ikke var fundet siden 1981. Desværre har jeg ikke set optilete i Allerød Sortemose siden 2014, og heller ikke i dag fandt jeg arten her. Vi må efterhånden nok konkludere arten uddød herfra. Til gengæld kunne jeg glæde mig over 4 stk. rubi der stadig var nogenlunde pæne - dog ikke overraskende taget i betragtning af hvor sent arten påbegynder sin flyvning her. Efterfølgende var det Børstingerød Mose det gjaldt, for at lave en ordentlig optælling af ino. En runde gav +35 eksemplarer, og også et par eksemplarer af den uægte udsatte Mørk Pletvinge (Melitaea diamina) blev spottet. Herefter var det Gretesholm ved Farum det gjaldt. For bare 2-3 år siden fløj hippothoe stadig på lokaliteten, men har arten har glimret ved sit fravær de senere år. Og heller ikke i dag lykkedes det at finde hippothoe på lokaliteten. Bekymrende. Næste lokalitet blev Gedevase Bro & Hestetangshuse i umiddelbar nærhed. Det var mit desperate håb at finde bare en enkelt ino i området, der dog sidst er set her i 2015. Det lykkedes desværre ikke, og jeg tvivler efterhånden på den stadig er her. Også andre har forsøgt sig her de senere år uden held, så alt tyder på det er slut her med ino. Sluttede dagen af kl. 19 i Krogenlund Mose. Målet var amandus, men flyvningen var på dette tidspunkt overstået. Alligevel lykkedes det med lidt ihærdighed at få sparket 2 eksemplarer af amandus op - hhv. en han og en hun. Sidder i skrivende stund igen på vej mod Jylland med et nattog, for at raide videre ovre vest på. Hovedmålene er palaeno og artaxerxes, og så må vi se hvad det ellers bliver til. Skrevet d. 9/6-2018 |
Dagsommerfugle | Natsommerfugle | Meddelelser |
Forrige | Tilføj ny rapport | Næste |