Adela violella D.& S. fundet som ny for Danmark ved Rødbyhavn

af Poul Szyska , Gammelgade 15, 4874 Gedser

Summary
During late June and early July Adela violella D.& S. was found new to the Danish fauna. The species was common on the locality, an abandoned railway area near Rødby, southern Lolland. The imagines were flying in sunshine near small bushes of Betula, and it is assumed, that the population is recently established.

(Uddrag) Torsdag den 29. juni var typisk for sommeren 2000 lidt under middel. Ganske vist stille vejr, men i øvrigt skyet, diset og fugtigt med jævne temperaturer.
Tiden var knap, så der var ikke langt fra tanke til handling, så jeg var hurtigt i Rødbyhavn og klar med nettet. Turens mål magaritana blev hurtigt klaret, og der var nu tid til en runde på området.
Trods det tvivlsomme vejr var der mange dyr på vingerne og specielt var Eulamprotes wilkella L. meget talrig. Ved en pludselig indskydelse begyndte jeg at ketsje et lille område med margueritter (Leucanthemum vulgare) og Lathyrus.

Mystiske dyr i nettet
Første øjekast i nettet afslørede ikke andet end blomsterhoveder og blade, men snart begyndte insekterne at bane sig vej mod lyset. Jeg var straks klar over, at jeg havde fat i noget interessant, da jeg opdagede et langhornsmøl på vej op ad nettet. Der skulle ikke være nogen af de arter ved Rødbyhavn. Den mest nærtliggende art var Nemophora cupriacella Hb. som er fremme sidst i juni. Dyret blev hurtigt sikret i et fangstglas, og et nærmere kig gjorde det ikke sandsynligt at det var cupriacella.
Mine tanker blev dog ret hurtigt afbrudt, da endnu et eksemplar af den ukendte art var på vej op fra bunden af nettet. En sammenligning af de to eksemplarer afslørede, at der var tale om en han og en hun, som sikkert har siddet i parring højt i vegetationen, da mit net kom forbi. En grundig eftersøgning i området gav dog ikke yderligere eksemplarer denne aften. Men langhornsmøl er solskinsflyvere, som åbenbart gemmer sig godt, når de ikke er på vingerne. Jeg måtte derfor afvente solskinsvejr en af de følgende dage. Jeg havde dog to eksemplarer med hjem, som kunne sammenlignes med samlingen derhjemme.

En repræsentant fra en interessant familie
Violella hører til den sommerfuglefamilie der populært kaldes langhornsmøl. Hannernes ekstremt lange følehorn gør sikkert gruppen velkendt af de fleste. Tilmed er de solskinsflyvere, og ses ofte samlet i store sværme. Det gør dem synlige i landskabet, og mange har sikkert fået en god oplevelse ved at se Adela reaumurella L. i en stor sværm op ad en hæg, tjørn eller lignende.
Flere aspekter omkring langhornsmøllene gør dem til medlemmer af en af de mere spændende microsfamilier. De lange følehorn er spektakulære, men hvad er egentlig meningen? Flere egenskaber er delvis knyttet til følehornene. Det gælder følesansen, lugtesansen og hos nogle insekter visse aerodynamiske egenskaber. Nogen forklaring har jeg ikke fundet, men blot konstateret at de lange følehorn er usædvanlige uden mange paralleller. En teori om at følehornene skulle være en hjælp under hannernes sværmning har jeg ikke kunnet finde støtte til, og den må vist stå for min egen regning.
De fleste sommerfugle udviser ikke nogen form for social adfærd, og han-sværmningen, som er udbredt hos langhornsmøl er helt usædvanlig. Den adfærd kunne tyde på, at det er hunnerne, som opsøger hannen. Hannens chance for at blive fundet, kunne tænkes at blive øget ved at de samles. Hunnerne har også nemmere ved at orientere sig efter sværme. Det sker sandsynligvis bl.a. ved hjælp af synet. For dette taler, at Adela’er har forholdsvis store øjne.
Et lignende fænomen kendes fra Hepialidae. De fleste har oplevet hanernes svirrende dans lavt over vegetationen i skumringen. Færre ved, at det er hunnerne, som opsøger hannen delvis ved hjælp af synet.

Metalfarvede sommerfugle
Det er tvivlsomt om Adela’ernes iøjenfaldende metalfarver spiller nogen speciel rolle i pardannelsen. Metalfarver er udbredt blandt de primitive sommerfugle, selv om der findes eksempler fra de mere »avancerede« familier. Metalfarver kan derfor betragtes som et primitivt træk, som Adela’erne har arvet. De lysreflekterende skæl giver kun mening i dagslys, og hvis der er forbundet fordele med dem, er de ikke afgørende. Mange slægter og familier er jo ganske succesfulde med pigmenterede skæl.
Umiddelbart ligner arterne tilhørende slægterne Nemophora, Adela og Cauchas hinanden. Jeg husker første gang jeg havde lejlighed til at se langhornsmøllene i Zoologisk Museums samling. Det syntes nærmest umuligt at skelne en række ensfarvede arter i metalfarver med vekslende skær af grønt , kobber og violet. Men i virkeligheden volder bestemmelsen af de danske arter ingen problemer. Det samme gælder violella, når først man har lært den at kende. De første to eksemplarer jeg fik på spændebrædtet voldte godt nok både undren og besvær, men i felten var der ingen tvivl om at det drejede sig om en ny dansk art.

Violellas udseende
Violella er en lille art med et vingefang på ca. 11 mm, og den er karakteristisk ved den smalle, spidse vingeform. Hannens følehorn er relativt lange. De angives at være ca. tre gange vingelængden. Dette kan være en hjælp til identifikationen. Forvingen har ganske rigtigt et kraftigt violet skær. Men farverne kan for den og beslægtede arter være af en lidt ubestemmelig art, da den skifter alt efter hvilken vinkel vingerne betragtes fra.
Hunnen er lig hannen, men kendes let fra denne på de kortere følehorn. Hunnens følehorn har samme længde som vingerne, er kraftigere og er ved roden kraftigt skælbesatte.

Artens biologi
Violella er knyttet til perikon og vist først og fremmest prikbladet perikon (Hypericum perforatum). Æggene lægges på frøkapslerne. Derefter lever larven først i frøene som udhules. Dernæst vandrer larven ned på jorden, hvor den konstruerer en sæk af jord og plantedele. Sækken er flad og toskallet. Farven er gulbrun og sækken er lidt smallere på midten. I dette stadie ernærer larven sig af nedfaldne blade og de nedre dele af perikonplanten. Først om foråret sker forpupningen.
Larven har samlere ikke meget glæde af at kende, men den beskrives i korte træk som hvidlig med mørkt hoved. Interesserede kan finde en udmærket illustration hos Stainton.
Flyvetiden angives i flere kilder som juni/juli. Det synes at stemme med danske forhold. Omkring den 1. juli er den meget talrig ved Rødbyhavn. De første vil sikkert være fremme omkring den 20. juni og fortsætter sikkert til midt i juli.
I Europa er violella kendt fra de fleste lande syd for Danmark. Stainton afskrev i 1873 muligheden for at finde den i England. De måtte også vente over hundrede år. Nu er den for få år siden fundet på kanaløerne. Mod øst mangler den mærkværdigvis i de baltiske lande. Den angives fra Rusland, men det er som bekendt et vidt begreb.
Det er straks vanskeligere at finde nærmere angivelser af hyppigheder og tætheder af kolonierne. Om vor nabo i sydøst, Polen, skriver Razowski: »Findes sandsynligvis i hele landet«, og han tilføjer »lokalt udbredt i Europa«. Allerede i 1873 skriver Stainton, at den i Tyskland er iagttaget flere steder. »Selv om den ikke er specielt almindelig synes den at være udbredt overalt«.
Meget taler for at forekomsten ved Rødbyhavn er af nyere dato. Typisk ser vi ofte at nyindvandrede arter de første år er meget talrige. Midt i 1990’erne havde vi nogle somre, der netop startede den 23. juni samtidigt med violellas flyvetid. Det kunne være i den forbindelse, at den har fundet vej til Danmark.

Tak til Flemming Vilhelmsen og Ole Karsholt for beredvilligt hjælp med litteratur, til N.P. Kristensen for biologiske oplysninger, til samlere der gennem fundlister og personlige oplysninger har bidraget til artsoversigten og til Gert Brovad for de fine fotos.