| Gå til foreningen startside | Gamle rapporter | Udenlandske rapporter |
|
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark
Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel! Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare! |
| Dagsommerfugle | Natsommerfugle | Meddelelser |
| Forrige | Tilføj ny rapport | Næste |
| Rapportør | Obs. dato | Distrikt | Obs. type | Erik Obelitz | 13/6-2018 | NWZ | Natsommerfugle |
|
Var ved at tabe både næse og mund, da jeg så en kolibri i haven, som sugede nektar fra Jasmin-busken. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der var tale om en Duehale ( Macroglossum Stellatarum ) Anede ikke, at vi kunne træffe dem herhjemme, men jeg er heller ikke "kender". Skrevet d. 14/6-2018 | Emil Bjerregård | 13/6-2018 | Dagsommerfugle |
|
Rapporter for de sidste 3 dage: 11/6: EJ Da dagen blot bød på overskyet kedeligt vejr, tænkte Magnus og jeg at gå efter Brun Pletvinge (Melitaea athalia) på Djursland. Det første sted vi fik tjekket var to athalia-lokaliteter ved Pindstrup sydvest for selve Løvenholm-skovene. Ved det første sted fik vi kun set en enkelt athalia, men på et areal lidt nord for sås +60 athalia - flot syn. Også 25 Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) samt, for os, årets første Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae) blev fundet. Dertil skal det også nævnes at vi fandt en 2. årslarve af Bævreaspglassværmer (Eusphecia melanocephala) samt en udskudt puppehud. Kort efter fandt vi også en flot voksen han af Stor Glassværmer (Sesia apiformis) på en poppelstamme. Også her fandt vi en udskudt puppehud af apiformis. Efter Pindstrup tog vi til Fjeld Skov. Håbet var athalia, men skoven skuffede en del - det ville være synd at sige det er naturen der prioriteres her... Næste lokalitet blev nogle enge ved Stadsborg Skov. Her havde vi held i møgvejret med at finde 2 athalia samt også 3 Isblåfugle (Polyommatus amandus). Sluttede dagen ved Nielstrup Skov med ydermere 2 athalia, inden afrejse hjemme til Sjælland. 12/6: NEZ Havde noget eksamensforberedelse jeg skulle tage mig af, så kom først på tur om eftermiddagen da vejret havde konverteret til regn og grimme skyer. Valgte derfor "noget nemt" i form af Lille Lyngby Mose. På en runde fik jeg sparket nogle amandus op, samt fundet nogle eksemplarer siddende stille i vegetationen - i alt 12 stk. Dejligt sted, selvom det er trist at tænke på at lokaliteten i 1990'erne foruden amandus, var et mylder af semiargus, aglaja, ino, selene m.fl. 13/6: NWZ Valget faldt denne dag på Vestsjælland. Første lokalitet blev Rævebjerg i Bjergene syd for Kårup Skov. Målet her var Argusblåfugl (Plebejus argus), som jeg var så heldig at genfinde på lokaliteten i fællesskab med Magnus sidste år. Dengang var der pænt med dyr, hvor +30 eksemplarer blev noteret. Men i dag oplevede jeg en reel masseforekomst inden for det meget lille lyngareal arten flyver på – de var næsten umulige at tælle, men jeg så i hvert fald +250, og i virkeligheden var der nok 300-350. Hver gang man tog et skridt fløj der gerne 10 dyr op, og skuede man over arealet kunne man se flere parringer af gangen, mens 20-30 dyr vimsede rundt omkring hinanden. Ret imponerende. Næste stop blev Orhøje, også syd for Kårup Skov. Lokaliteten huser stadig bestande af Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) & Markperlemorsommerfugl (Argynnis aglaja). Sidstnævnte fik jeg set 1, måske 2 af, men desværre blev ingen idas observeret her. Bestanden er dog uhyggelig lille, så arten er svær her. Sidste år havde jeg et enkelt eksemplar på lokaliteten, og Jakob Arnholtz havde forinden også set et par eksemplarer, så jeg må bare komme igen en anden dag. Kørte videre til Ordrup Næs. Her var målene argus og idas. Jeg fik set en enkelt argus, men desværre ingen idas. Heller ikke sidste år fandt jeg idas her, så vi skal tilbage til 2016 siden jeg havde min sidste observation (som i øvrigt var den første nogensinde fra Ordrup Næs). Men godt argus i hvert fald stadig er her med sikkerhed. Herfra gik det videre til Skamlebæk Strand. Stedet huser den ene af kun to tilbageværende populationer på Vestsjælland af Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe). Bestanden er dog forsvindende lille, og jeg gik rundt på lokaliteten i næsten to timer uden at finde hippothoe. Til gengæld fik jeg dog set 150 argus, 50 idas, 1 aglaja, 2 stk. Okkergul Pletvinge (Melitaea cinxia) og 1-2 stk. Stribet Hedespinder (Spiris striata). Lige da jeg var kørt ud af Spovelunden for at forlade Skamlebæk Strand, da jeg havde givet op med hippothoe, opdagede jeg på den sydlige del af Skamlebækvej et areal, hvor jeg tænkte at der måske godt kunne flyve en hippothoe. Stoppede hurtigt op, hoppede ind over hegnet, og tjekkede stedet kort – og næsten med det samme fandt jeg en hippothoe-hun! Kanon! Fedt den stadig holder ud ved Skamlebæk Strand. På selvsamme areal sås i øvrigt endnu en cinxia. Nu hvor jeg havde held i sprøjten med hippothoe, rykkede jeg til Disbjerg ikke langt herfra, hvor den anden tilbageværende hippothoe-population på Vestsjælland lever. Her brugte jeg også et pænt stykke tid inden jeg fandt en enlig hippothoe-han – også 1-2 aglaja sås på lokaliteten. Også +30 eksemplarer af Pimpinellekøllesværmer (Zygaena minos) er værd at nævne herfra. Desværre må man konkludere at hippothoe er gået slemt tilbage heroppe bare de sidste 5 år, men trods alt rart at man stadig kan finde hippothoe i NWZ, selvom det kræver held og arbejdsindsats. Dagens næste lokalitet blev Jyderup Lyng, hvor hovedmålet var amandus. Her måtte jeg også lede meget længe efter amandus, da det yngleområde hvor jeg har fulgt arten i de senere år, var groet fuldkommen til. Det stod mig hurtigt klart at jeg nok ikke ville finde noget det sædvanlige sted ved Jyderup Lyng, så jeg måtte lede efter amandus alternative steder – og med lidt tålmodighed fandt jeg et andet sted for amandus, hvor 2 eksemplarer blev spottet – i parring. Det mest opsigtsvækkende var dog at jeg fandt en aglaja på lokaliteten. Det er første gang nogensinde jeg ser aglaja ved Jyderup Lyng, hvor arten er virkelig sjælden. Senest er der meldt enkelte dyr på bugbase i 2012, 2013 og 2014, så jeg var virkelig glad for denne observation. For resten så jeg også 300 argus og 100 idas på lokaliteten. Kørte videre til Hønsinge Lyng på en kendt amandus-lokalitet - fandt en enkelt hun. Næste mål var endnu en kendt amandus-bestand, ved Ellinge Lyng. Tilfældigt inden jeg nåede frem, fik jeg skræmt en Plebejus op mens jeg cyklede. Har kun set én idas ever på Ellinge Lyng og 0 argus, så det irriterede mig lidt jeg skræmte den væk. Det var dog lige ud for det store lyngareal ved Ellinge Lyng, hvor jeg har gået flere gange tidligere uden at se skyggen af Plebejus'er, selvom stedet virker oplagt. Men en hurtig gennemgang i dag gav 1 argus og +10 idas. Fornemt! Argus er ikke fundet på Ellinge Lyng før, så rigtig godt med en ny delbestand her for arten. Efterfølgende kørte jeg lige videre til amandus-lokaliteten ikke langt herfra, hvor en enkelt han sås i den flotte aftensol. Sluttede dagen af ved Højby Lyng & Gudmindrup Lyng. Resultatet blev 2 argus ved Højby Lyng og 15 idas ved Gudmindrup Lyng. God dag! Skrevet d. 13/6-2018 | Carsten Schou | 13/6-2018 | NEZ | Natsommerfugle |
|
Her til morgen besøgte en duehale (M. stellatarum)vores have i Søllerød.Den var tilsyneladende meget begejstret for sporebaldrianer. Skrevet d. 13/6-2018 | Emil Bjerregård | 10/6-2018 | NEJ | Dagsommerfugle |
|
Rapporter for de sidste to dage i NEJ: 9/6: Tog meget sent fredag aften fra Hillerød lidt i midnat med Magnus Vest Hebsgaard mod Jylland på palaeno-eventyr. Vi landede i Aalborg lidt over 6, hvor vi tog videre til entomologen Klaus Jensen der havde lånt sit hus ud til os - en fantastisk gæstfrihed. Da vi havde installeret os hurtigt og effektivt, rykkede vi mod Napstjært, hvor vi nåede frem til ca. ved 10-tiden. Hovedmålet var naturligvis Råbjerg Mose for at se Mosehøsommerfugl (Colias palaeno), men vi tjekkede lidt smålokaliteter på vejen dertil fra Napstjært. Ved Jennet Gunger fik vi set både 1 stk. Argusblåfugl (Plebejus argus) og 1 stk. Isblåfugl (Polyommatus amandus), og ved Rimmen blev det til 25 stk. Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) - og Sortåret Hvidvinge (Aporia crataegi) var bare overalt på turen i dag. Da vi nåede frem til Råbjerg Mose, startede vi med at tjekke nogle engarealer inden selve tørveskæret. Her sås af interessante arter 3 stk. Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe), 3 stk. amandus, 35 stk. selene og 1 stk. Hedepletvinge (Euphydryas aurinia). Herefter gjaldt det selve tørveskæret, hvor adskillige timers palaeno-eftersøgning var planlagt. Vi fik vadet en del rundt uden at se noget til palaeno, men efter næsten to timers forgæves eftersøgning melder Magnus kl. 11:43 en mulig palaeno ud set på meget stor afstand (300 meter). Efter nogle nervepirrende øjeblikke vender dyret tilbage, og kommer tæt på nok på til en sikker artsbestemmelse - en lettere slidt palaeno-han! Få minutter senere, kl. 11:48, finder Magnus en hun nærmest samme sted som hannen. Jeg stod selv 100 meter derfra, og spændede i fuld drøn over til ham, hvor palaeno-hunnen fløj. Et ret flot eksemplar som tydeligt ikke var samme som Jørgen Munck fandt 4 dage forinden. Helt vildt at se både han og hun af den art inden for 5 minutter i Danmark - vi kunne simpelthen bare ikke tro vores egne øjne! Især for Magnus ville jublen ingen ende tage - aldrig har jeg set en mand gå så meget amok og skrige af jubel og glæde over en ny Danmarksart. Han råbte og skreg så man måske kunne høre ham en kilometer væk. Men okay, jeg var nok heller ikke selv meget bedre i forrige uge. Men her var eventyret ikke slut! Ca. 10 minutter senere opdager jeg endnu en palaeno-han - dyret sås desværre kun i få omgange, og var umuligt at arbejde med, men den så ret frisk ud. Måske var det en ny han, men det kan vi selvfølgelig ikke vide med sikkerhed. Så vi holder os til at melde 2 palaeno fra denne dag, selvom vi begge helt bestemt tror vi så 3 dyr. Det hele skete endda et nyt sted i Råbjerg Mose, som jeg ikke havde kigget på tidligere. Trods 3 timers eftersøgning efterfølgende, sås der intet mere til palaeno. Status for Colias palaeno i Danmark i år: 1 eks. Skagen Klitplantage d. 2/6, 1 eks. Råbjerg Mose d. 3/6, 2 eks. Råbjerg Mose d. 5/6, 1 eks. Råbjerg Mose d. 7/6 og 2 eks. Råbjerg Mose d. 9/6. Antallet i Råbjerg Mose af palaeno er noget usikkert, men der er med sikkerhed observeret 1 han og 2 hunner, og måske op til 5 hanner – i alt 3-7 eksemplarer set i Råbjerg Mose i år, og dermed 4-8 eksemplarer i Danmark. Udover palaeno ude fra selve mosen, må vi nok også hellere nævne 1 stk. Grøn Busksommerfugl (Callophrys rubi), 20 stk. Bølleblåfugl (Agriades optilete), 40 stk. Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) og 150 stk. Moserandøje (Coenonympha tullia). Egentlig havde planen været at fortsætte palaeno-eftersøgningen til kl. 20 i aften, men da det skyede fuldkommen til, og vi kunne se at flyvningen af idas, optilete og tullia begyndte at indstille sig, følte vi det bedre kunne betale sig at gå efter andre arter heroppe. Vi valgte derfor at køre længere mod nordvest efter Sortbrun Blåfugl (Aricia artaxerxes). Første artaxerxes-lokalitet blev Vester Tversted - sidst vi besøgte lokaliteten var i 2016, så vi tænkte det kunne være meget hyggeligt at tælle artaxerxes her endnu en gang. Sol var der ikke meget af, men det var nu også ligemeget - vi fik set 28 artaxerxes, og der var helt sikkert flere hvis vi havde gidet udforske området mere. Dertil skal også nævnes 2 stk. hippothoe, 2 stk. amandus, 1 stk. selene. Herfra kørte vi videre til Uggerby Kliplantage, hvor vi fandt et par spændende arealer, hvor vi stoppede op for at se hvad der kunne flyve. Det første sted fik vi Skråstregbredpande (Thymelicus sylvestris) på årslisten, men ellers sås der ikke rigtig andet spændende. Til gengæld fandt vi et andet spændende sted, hvor der fløj flere gode arter. Der var flere crataegi, 1 stk. hippothoe, 4 stk. amandus, 1 stk. cinxia og nok så interessant også 2 stk. Smalrandet Humlebisværmer (Hemaris tityus). Ikke langt herfra fik vi også lige obset en idas i en vejgrøft. Dagens sidste lokalitet blev Kjul Strand lige øst for Hirtshals, hvor vi ankom ret sent. Her er der kun meldt artaxerxes ganske få gange, hvor der typisk bare lige har været meldt et enkelt dyr. Vi tænkte derfor det ville vigtigt lige at få klarlagt den egentlige bestandsstørrelse her. Det lykkedes os at finde 11 artaxerxes - et ret godt resultat, men desværre er stedet ved at gro til her. Det ville være fint hvis man kunne få ryddet området for Rynket Rose, og give artaxerxes en chance her på sigt. Udover artaxerxes er det også værd at nævne 3 stk. hippothoe, 2 stk. amandus og 3 stk. selene. Desuden fik Magnus også set en cinxia. Virkelig godt at blive klogere på artaxerxes-forekomsten ved Kjul Strand! 10/6: Vejret var denne dag mildest talt elendigt i NEJ - pisøsregnvejr og koldt. Egentlig er det jo meget godt oven på alt tørken, men det begrænser jo lidt palaeno-muligederne. Derfor valgte vi en art der er god at gå efter i så elendigt vejr - Boloria aquilonaris. Vi valgte derfor at køre mod Rold Skov, hvor fokus var skovdelene syd for Skørping. Første sted vi fik tjekket i skoven var en sphagnummose ved Knebel Bakker. I selve mosen var der ikke rigtigt noget, men fik fundet 3 aquilonaris ved at tjekke tidsler langs den tilstødende skovvej op til mosen. Desværre var alle 3 aquilonaris'er af norminatformen - ja, vi kom her egentlig pga. den meget specielle og smukke aquilonaris-abberation nigromaculata. Denne abberation findes på verdensplan kun i Rold Skov ved Rauf Mose. Nu sås disse aquilonaris'er så ikke i Rauf Mose, men da vi ikke var langt herfra, kunne man da lige have håbet. Vi gik dog naturligvis efter dette ophold videre mod Rauf Mose - en ret nederen gåtur, hvor det mest interessante på turen vi kunne glæde os over var 12 idas. Ved Rauf Mose var vejret mindst lige så nederen, men vi fik da set en sort Hugorm, pænt med Hvid Næbfrø, 25 idas, 20 tullia og ja en enkelt aquilonaris siddende på Kragefod - men desværre norminatformen. Dertil så Magnus også en optilete. Lidt ærgerligt det ikke lykkedes med nigromaculata, især pga. vi også forsøgte os i 2014, med ligeledes forgæves resultat. Taget i betragtning af vejrforholdene, var dagens resultat vel ok, men det var virkelig så dårligt vejr, at det nok var de færreste der kunne komme i tanke om at tømme deres egen postkasse. I morgen bliver det forhåbentlig bedre. Måske kører vi til Djursland. Skrevet d. 10/6-2018 | Martin Bjerg | 10/6-2018 | NEZ | Dagsommerfugle |
|
Et par småture i NEZ de sidste par dage har fået et par arter mere på årslisten; aglaja fra Melby Overdrev, cardui rundt omkring og så 2 quercus (blåhale) fra i dag ved Ullerup Skov. Quercus den 10. juni; verden er af lave. Det næste bliver vel en juni-betulae. Skrevet d. 10/6-2018 | Steffen Johansen | 9/6-2018 | NEZ | Dagsommerfugle |
|
Auderød Skov. Super lørdag formiddag med livlig flyvning af hvid admiral (camilla), så 10 på en halv time. Skrevet d. 10/6-2018 | Emil Bjerregård | 8/6-2018 | NEZ | Dagsommerfugle |
|
Glemte lige at nævne mit besøg ved Stenholts Indelukke d. 8/6: Her så jeg +25 ino - ganske pænt for lokaliteten. Skrevet d. 9/6-2018 | Emil Bjerregård | 8/6-2018 | Dagsommerfugle |
|
Rapporter fra de sidste 4 dage: 5/6: NEZ Dødtræt efter endnu en 10-timers tur uden søvn med offentlig transport fra Skagen til Nordsjælland, landede jeg hjemme i Hillerød ved 8-tiden. Skulle lige ordne nogle ting på hjemmefronten, men en halv time senere, kl. 8:30, rykkede jeg mod Hornsherred. Første lokalitet var Jægerspris Skydeterræn. Stedet er i dag nok bedst kendt for sin forekomst af Engblåfugl (Cyaniris semiargus). For bare 20-25 år siden var der stadigvæk en del levesteder for arten på Sjælland, men i dag er populationen ved Jægerspris Skydeterræn den absolut sidste vi har på øen. Ovenikøbet virker det som om der bliver færre og færre for hvert år, så det er virkelig en art der hænger i en tynd tråd. Det hjalp heller ikke arten, at det bedste yngleområde blev pløjet op for bare 3 år siden, men heldigvis lykkedes det mig at finde en meget flot semiargus-hun på de sidste velbevarede enge. Dertil kunne jeg også glæde mig over 2 stk. Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe), 15 stk. Argusblåfugl (Plebejus argus) og 20 stk. Isblåfugl (Polyommatus amandus). Rykkede videre nordpå til Skovsøgård Overdrev ved Kulhuse. Stedet huser finde bestande af hippothoe og argus - så hhv. 2 og 6, Glimrende. Især argus fløj der flere af end der plejer, så det var vel ok. Ikke langt fra Skovsøgård Overdrev ligger der nogle flotte strandenge ud for Jægerspris Nordskov, hvor der bl.a. flyver hippothoe og amandus. Og det lykkedes da også at få opsporet begge arter, i form at hhv. 1 og 3 eksemplarer. Fint at konstatere de stadig er her. Hermed var jeg færdig med det nordlige Hornsherred, og jeg kunne derfor fortsætte videre sydpå, hvor jeg besøgte Dalby Huse. Sidste år fandt Vilhelm Dalgaard en lille amandus-bestand på stedet, og selvsamme år havde jeg da også held med at få set arten på lokaliteten. I dag lykkedes det også at se amandus, men det blev dog kun til 1, måske 2 eksemplarer. Efter Dalby Huse tænkte jeg at det måtte være tid til at se lidt mosearter - derfor valgte jeg at aflægge Kirkemosen ved Ryegård Dyrehave et besøg. Besøget blev kort, men jeg fik da set 3 stk. Grøn Busksommerfugl (Callophrys rubi), 7 stk. Bølleblåfugl (Agriades optilete) og 35 stk. Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris). Det begyndte at blive småsent på dagen, men tænkte jeg godt lige kunne nå en runde i Bidstrup-skovene at runde af på. Besøgte de 6 velkendte skovenge i området der huser rigtig gode bestande af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) og Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) med følgende resultat: Hundemosen: 25 ino og 35 selene. Ellesøengen: 20 ino og 1 selene. Smuldmosen: 8 ino og 12 selene. Kildeengen: +200 ino og 3 selene. Yssemose: 4-5 ino og 175 selene. Rønnesømose: +800 ino - i virkeligheden nok op i mod de 1200. Imponerende! Det var virkelig dejligt at se hvordan både ino og selene fortsat stortrives i Bidstrup-skovene. 6/6: NEZ Inden uni kunne jeg lige nå en kort morgenobs møgtidligt i Børstingerød Mose ved Allerød, hvor jeg fandt en enkelt ino siddende i vegetationen. Da jeg fik fri kørte jeg mod Hedeland ved Hedehusene - her holder en fin bestand af amandus stadig ud. Fandt 4 eksemplarer på lokaliteten i denne omgang - 2 hanner og 2 hunner. Sluttede af ved Vallensbæk Mose syd for Albertslund. Så sent som i 2007 var der stadig amandus på lokaliteten, men da jeg første gang besøgte lokaliteten i 2016 lykkedes det mig i den henseende ikke at genfinde amandus. Denne dag forsøgte jeg mit et nyt sted i området, som jeg havde fået at vide af Michael Andersen, hvor han også havde haft den i 2007. Men desværre var stedet i dag, 11 år efter, fuldkommen ubrugeligt for amandus. Så her er den nok også væk. Suk. 7/6: SZ Fik relativt hurtigt klaret dagens pligter på universitetet, så jeg havde tid til en Sydsjællands-tur denne dag. Valgte at starte i Sofiedal Mose ved Haslev, hvor John Faldborg tilbage i 2014 fandt en stor bestand af ino. En optælling på stedet gav absolut minimum 100 eksemplarer, og virkeligheden var der nok op i mod de 150. Dagens næste mål var Vallø-skovene, hvor jeg ville tælle ino-bestanden op på de 4 enge arten fortsat holder stand på i skoven. Inden jeg nåede så langt så jeg dog mit første eksemplar i år af Hvid Admiral (Limenitis camilla). Fint. Det første reelle stop i skoven jeg gjorde var ved Almindbro i Tureby Hestehave - talte +40 ino på en runde. Næste mål, også i Tureby Hestehave, var Vrietorneng. Her fløj der flere ino'er end jeg nogensinde har set på lokaliteten. Jeg noterede +50, og der var givetvis mange flere. Arten har virkelig et godt år! Sluttede Tureby Hestehave af ved skovengen "Køge 391", hvor jeg i hvert fald kunne tælle 20 ino'er. Herfra kørte jeg længere østpå i skovområdet, ud mod Kildemosen i Gunderup Kohave. Det var netop hér at Rødlig Perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne) for mindre end 15 år siden stadig fløj talrigt i området, hvilket desværre ikke gør sig gældende længere. Heldigvis har ino det stadig fint på engen, hvor jeg i hvert fald så 25 dyr - men desværre ingen selene, som er ved at forsvinde fra Gunderup Kohave, hvis det ikke allerede er sket - arten er sidst set her i 2015. Sluttede dagen af meget sent ved 19-20 tiden på Feddet. Flyvningen var tæt på overstået, men det lykkedes da trods alt at få sparket lidt Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) og selene op som afslutning på dagen. 8/6: NEZ Startede dagen tidligt i Allerød-området. Første lokalitet blev Allerød Sø. For bare 3 år siden var der stadig en fin bestand af hippothoe, men ved et uheld blev hele forekomstområdet slået i primo-juni tilbage i 2016. Desværre tyder alt på at denne handling har kostet arten livet på lokaliteten. Ingen eksemplarer blev set denne dag, og heller ikke i 2016 eller 2017 lykkedes det for jeg og andre at finde hippothoe her. Endnu et suk. Næste stop blev Allerød Sortemose, hvor jeg i 2013 havde held med at genfinde optilete på lokaliteten, hvor arten ellers ikke var fundet siden 1981. Desværre har jeg ikke set optilete i Allerød Sortemose siden 2014, og heller ikke i dag fandt jeg arten her. Vi må efterhånden nok konkludere arten uddød herfra. Til gengæld kunne jeg glæde mig over 4 stk. rubi der stadig var nogenlunde pæne - dog ikke overraskende taget i betragtning af hvor sent arten påbegynder sin flyvning her. Efterfølgende var det Børstingerød Mose det gjaldt, for at lave en ordentlig optælling af ino. En runde gav +35 eksemplarer, og også et par eksemplarer af den uægte udsatte Mørk Pletvinge (Melitaea diamina) blev spottet. Herefter var det Gretesholm ved Farum det gjaldt. For bare 2-3 år siden fløj hippothoe stadig på lokaliteten, men har arten har glimret ved sit fravær de senere år. Og heller ikke i dag lykkedes det at finde hippothoe på lokaliteten. Bekymrende. Næste lokalitet blev Gedevase Bro & Hestetangshuse i umiddelbar nærhed. Det var mit desperate håb at finde bare en enkelt ino i området, der dog sidst er set her i 2015. Det lykkedes desværre ikke, og jeg tvivler efterhånden på den stadig er her. Også andre har forsøgt sig her de senere år uden held, så alt tyder på det er slut her med ino. Sluttede dagen af kl. 19 i Krogenlund Mose. Målet var amandus, men flyvningen var på dette tidspunkt overstået. Alligevel lykkedes det med lidt ihærdighed at få sparket 2 eksemplarer af amandus op - hhv. en han og en hun. Sidder i skrivende stund igen på vej mod Jylland med et nattog, for at raide videre ovre vest på. Hovedmålene er palaeno og artaxerxes, og så må vi se hvad det ellers bliver til. Skrevet d. 9/6-2018 | Mathias Blicher Bjerregård | 9/6-2018 | NEZ | Natsommerfugle |
|
Her i nat 9/6 hele 44 stk. Tortrix viridana på køkkenet i Kgs. Lyngby. Der må have kunnet findes flere tusinde på hele DTU denne nat. Også bl.a. D. chrysitis/stenochrysis, C. bilineata, B. bicolorana, P. cerasana og A. xylosteana var til stede. Skrevet d. 9/6-2018 | Erik Steen Larsen | 9/6-2018 | EJ | Natsommerfugle |
|
Så er verbasci nået til distrikt EJ: Larver fundet på Filtbladet kongelys i Gludsted ved Ikast: https://www.fugleognatur.dk/forum/show_message.asp?page=1&MessageID=1878479&ForumID=11 Skrevet d. 9/6-2018 |
| Dagsommerfugle | Natsommerfugle | Meddelelser |
| Forrige | Tilføj ny rapport | Næste |