Sommerfuglerapporter fra Danmark

Gå til foreningen startside Gamle rapporter Udenlandske rapporter
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark

Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel!

Læs mere her om ret og pligt på denne side

Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare!

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste

Rapportør Obs. dato Distrikt Obs. type
Emil Bjerregård 22/6-2016 NEZ Dagsommerfugle
Trodsede gråvejr og regn, og drog endnu en gang til Nordkysten for bare i det mindste at få set et eller andet i dag. I dag valgte jeg dog at fokusere på lokaliteter vest for Tisvildeleje. Startede i Tibirke Bakker med rigtig mange idas. En grundig optælling gav 175 eksemplarer, men desværre fandt jeg ingen argus i blandt. Videre herfra til Karsemosen, men da jeg nåede frem til lokaliteten, begyndte det desværre at stå ned i stænger. Intet interessant blev set, så jeg skyndte mig hurtigt videre til Melby Overdrev. Her var jeg mere heldig med en kort opklaring som, og jeg fik set 25 argus, 300 idas og 6-7 aglaja. I Bølleljungen tæt ved sås yderligere 35 idas, trods opklaringen forsvandt. Kørte herfra mod Degneengen i Kirkeskov ved Holte. Her var jeg utrolig heldig igen med en kort lille opklaring, og det lykkedes mig at finde en enkelt Engperlemorsommerfugl, Brenthis ino. Overleve her kan arten uden tvivl ikke, men alligevel meget rart i det mindste at få set arten her i år. Videre til Karlslunde Strand/Trylleskoven, som blev dagens sidste stop. Trods gråvejr fik jeg lavet en ganske fin optælling af argus, hvor >250 dyr blev set. En ok dag taget i betragtning af vejrforholdene.
Skrevet d. 22/6-2016

Magnus Vest Hebsgaard 21/6-2016 Dagsommerfugle
20/6: Møn og Sydsjælland.



Tog om morgenen fra Nordsjælland med Emil, til en så - med offentlig transport - svært tilgængelig del af Danmark som Møn. Efter at være ankommet til Stege, fortsatte vi på cykel videre til Ulvshale, som trods sine gigantiske myggesværme altså er et lækkert område. Allerede på stien ind til hedeområdet syd for skoven, sås mindst 20 Polyommatus amandus (Isblåfugl) i grøftekanten. Ude på selve hedeområdet/overdrevet, formåede vi at finde yderligere 1 amandus, 25 Plebejus idas (Foranderlig Blåfugl) samt en meget slidt Boloria selene (Brunlig Perlemorsommerfugl). Ikke helt galt. Herefter fortsatte vi til Høvblege, hvor vi allerede ved ankomst til kalkoverdrevet så de første Maculinea/Phengaris arion (Sortplettet Blåfugl). Vi endte med at optælle ca. 60 eks. samt omkring 30 Zygaena purpuralis. Efter at have besøgt de to lokaliteter på Møn, havde vi egentlig tænkt os at fortsætte sydpå til Hovedskov på Østfalster for at kigge efter selene, men eftersom kraftige skyer kom blæsende ind fra syd, valgte vi i stedet at tage nordpå til Sydsjælland. Ved Vordingborg ville vi lige hurtigt tjekke Troldbjerg Skov, hvor der er set Brenthis ino (Engperlemorsommerfugl) i 1969. Grundet en meget stram tidsplan, nåede vi desværre kun frem til skoven - tidsmæssigt havde vi ikke mulighed for at tjekke de to mulige enge i skoven, vi havde fundet vha. luftfotos. Fra Vordingborg fortsatte vi ti Næstved-området, hvor vi ville tjekke et lille rigkær ved Myrup, tæt på Mogenstrup. Desværre uden at finde noget; der er ellers fundet både amandus og ino i 1988. Stedet så nu egentlig alligevel rigtig godt ud, så havde det ikke været overskyet og sent om aftenen, havde vi måske fundet noget interessant.

I dag, 21/6: Cykeltur på Sydsjælland.

På min sidste fridag inden 3 dages køkkenhelvede måtte jeg lige et smut sydpå igen. Startede i Kåremose ved Glumsø, hvor jeg genfandt en bestand af ino sidste år. Det blev til 14 eks. på de fantastisk (floramæssigt) varierede rigkærsenge, som måske er de pæneste jeg indtil videre har set på Sjælland (hvilket siger ikke så lidt). Der må man næsten kunne finde andet spændende end ino... Fra Kåremose fortsatte jeg til Torpe Mose, hvor jeg formåede at finde ca. 30 ino samt 4 amandus i vekslende vejr. Desværre ingen selene. Efter Torpe Mose, nuppede jeg lige Kroglyng nord for Holmegårds Mose. Her blev det til 10 hanner af idas. På den nærliggende lokalitet Gammellung ved Broksø blev det til 2-3 ino i gråvejr. Sluttede dagen af med et meget hurtigt smut forbi Holmegårds Mose, hvilket gav 15 idas, 12 Agriades optilete (Bølleblåfugl) og 15 Coenonympha tullia (Moserandøje).
Skrevet d. 21/6-2016

Emil Bjerregård 19/6-2016 NEZ Dagsommerfugle
Valgte i dag at tage toget til Albertslund, for at besøge Vallensbæk Mose. Stedet har tidligere været kendt som en god lokalitet for Isblåfugl, Polyommatus amandus, hvor arten sidst blev set i 2007. Det lykkedes mig efter lidt besvær at finde flere egnede områder for arten på lokaliteten med pæne mængder af artens værtsplanter, men amandus lykkedes det mig desværre ikke at genfinde. Øv, men det skulle jo lige prøves. Videre herfra til Bidstrup-skovene. Startede i Hundemosen som gav 50 Engperlemorsommerfugl, Brenthis ino og 25 Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene. På Ellesøengen tæt ved kunne jeg tilføje yderligere 1 ino og 2 selene til dagens observationer. Næste skoveng jeg besøgte blev Smuldmosen, hvor 15 ino og 7 selene blev noteret. Fortsatte til Kildeengen som gav 3 ino og 5 selene. Ikke langt derfra, i Yssemosen, sås 15 ino, 10 selene samt en utrolig flot nyklækket Skovperlemorsommerfugl, Argynnis adippe. Sidste ophold jeg gjorde her blev Rønnesømosen. Her vrimlede det med ino, hvor jeg så langt over 100. Fornemt. Kørte fra Bidstrup-skovene nord på til Kirkemosen. Det gav 30-40 Moseperlemorsommerfugl, Boloria aquilonaris og efter 40 minutters eftersøgning i rigtig fine vejrforhold, fandt jeg omsider én Bølleblåfugl, Agriades optilete. Efter jeg ikke fandt arten ved mit første besøg i år d. 15/6, var det meget rart det lykkedes denne gang. Åbenbart et meget dårligt år for optilete i Kirkemosen, så vi må bare håbe det står bedre til næste år. Sluttede dagen i Ny Krogstrup Mose ved 18-tiden, men trods en god indsats lykkedes det mig ikke at finde aquilonaris. Mosen er meget kold, så jeg gætter på arten ikke er startet her endnu. Håber da ikke aquilonaris har taget skade af at over halvdelen af mosen var oversvømmet i vinters...
Skrevet d. 19/6-2016

Emil Bjerregård 18/6-2016 SZ Dagsommerfugle
Jeg valgte at bruge min dag på at køre lidt rundt på Sydsjælland. Planen var at tage toget Glumsø og cykle herfra til Køge og stoppe på udvalgte lokaliteter undervejs. Valgte at lægge ud med at besøge Kåremose. Her fik jeg på et kort ophold set 10-12 Engperlemorsommerfugl, Brenthis ino. Nåede kun en lille del af området, da jeg havde en del steder jeg gerne ville nå i dag. Herefter kørte jeg til Herlufmagle Mose, som jeg havde kigget lidt på hjemmefra. Der er aldrig rigtig meldt noget herfra, men jeg syntes stedet så spændende ud på luftfotos. Havde håbet der kunne skjule sig en lille ino-bestand eller noget andet sjovt, men da jeg nåede frem viste det sig at stedet var uinteressant desværre. Kørte videre til Torpe Mose, hvor jeg hurtigt fandt ca. 20 ino samt en enkelt Isblåfugl, Polyommatus amandus. I Tybjerg Skov der ligger lige ved siden af Torpe Mose, så jeg til min store overraskelse endnu en amandus. Muligvis en tilflyver fra Torpe Mose, men der er da pænt med artens værtsplanter i skoven, så hvem ved om den godt kan leve her også. Herfra gik det videre til Kroglyng, som jeg aldrig har besøgt før. I år 2000 så Martin Bjerg Foranderlig Blåfugl, Plebejus idas på stedet, og mindsandten om det ikke lykkedes mig at genfinde netop idas på lokaliteten i dag. Jeg så i alt 4 eksemplarer i halvkedeligt vejr. Arten er jo ellers kun kendt fra 2 lokaliteter i SZ (Holmegårds Mose og Feddet), men nu kender vi altså igen arten fra 3 lokaliteter i distriktet. Fremragende. Så også min første camilla i år i skoven. Fortsatte øst på til Broksø. Endnu et sted jeg aldrig har besøgt før, men som jeg har set meget frem til at tjekke op på. Der var jo bl.a. comma så sent som i 1972 og diamina frem til 1951. Det lykkedes til min store overraskelse at genfinde ino på lokaliteten, som ikke er meldt herfra siden 1964. Fornemt. Så 3-4 dyr, og hvis jeg havde gidet lave en decideret optælling kunne jeg nok have fået flere ino'er ud af det. Kørte videre herfra til Holmegårds Mose. Et kort ophold gav 12 tullia, 15-20 optilete og 10 idas, men desværre ingen selene. Fint. Sluttede dagen ved Sofiedal Mose ved Haslev om aften, med >25 ino. Alt i alt en rigtig god tur, hvor der endelig var lidt bedre held med eftersøgningerne end der plejer at være...
Skrevet d. 18/6-2016

Emil Bjerregård 17/6-2016 NEZ Dagsommerfugle
Denne dag valgte Magnus Vest Hebsgaard og undertegnede og tage en lille runde i Nordsjælland. Vi begyndte dagen i Skidendam i Teglstrup Hegn. På trods af helt overskyet kedeligt vejr, lykkedes det os at finde én Moseperlemorsommerfugl, Boloria aquilonaris der sad stille i vegetationen. Kørte herefter til Farum-kanten. Vi startede i Krogenlund Mose med 2 amandus, og kørte efterfølgende til Gretesholm for at se om der stadig var liv i den spinkle bestand af hippothoe på stedet. Vi ledte længe forgæves, med ved Gedevase Bro (lige klods op af Gretesholm) fandt vi rent faktisk en lidt slidt han af hippothoe. Her har vi aldrig set arten før. Vi tjekkede herefter Hestetangshuse for Engperlemorsommerfugl, Brenthis ino, men desværre forgæves. Arten er blevet virkelig fåtallig i området, og meget tæt på at forsvinde. Sluttede dagen af kl. 20:30 om aften med 4 hippothoe ved Baunesletten (Værløse) der sad stille i vegetationen.
Skrevet d. 18/6-2016

Emil Bjerregård 16/6-2016 NEZ Dagsommerfugle
Torsdag d. 9. juni fik Lars Andersen tilsendt en mail fra en naturinteresseret person i Gentofte, der kunne berette at han havde obseveret en hun af Svalehale, Papilio machaon flyve rundt i området ved Gentofte Sø & Insulinmosen. Lars valgte derfor bare to dage senere, d. 11. juni, at tjekke op på dette fundet af flere årsager. Dels havde han håbet på at genfinde selvsamme individ, men derudover havde han også til formål, at se om dyret havde lagt æg på områdets store mængder af artens værtsplante Kær-Svovlrod. Den voksne Svalehale fik han ikke set noget til, men til gengæld lykkedes det ham at finde 8 æg af machaon! Efterfølgende besøgte Lars også lokaliteten i forgårs d. 14. juni sammen med Thomas Vikstrøm og fik set 5 æg.

Lars havde dog gennem kontakt fra kommunale biologer, desværre fået oplyst at området med Kær-Svovlrod skal slås omkring Skt. Hans. I forvejen er lokaliteten meget sårbar, da der er tale om en lille grussti med værtsplanter i en smal bræmme i kanten af stien. Derfor måtte disse æg blive flyttet hurtigst muligt til et mere sikkert og roligt sted. Så i går ringede Lars Andersen til Magnus Vest Hebsgaard og undertegnede, for at høre om vi var interesserede i at hjælpe ham med opgaven. Det kunne vi ikke takke nej til, især med tanke på at vejret i dag ikke så særlig lovende ud. Desuden skader det jo heller ikke med lidt variation i ens ture, og når det nu ikke for alvor kunne betale sig at raide så meget andet, kunne vi lige så godt give Lars en hjælpende hånd. Således mødtes vi med Lars på Gentofte Station kl. 13:20. Ved vores ankomst, kunne Lars berette at han havde tyvstartet, og allerede fundet de første 3 æg ved 12-tiden før vores ankomst. Det tegnede jo alt sammen meget godt.

Herfra kørte vi alle 3 sammen ned til Gentofte Sø og Insulinmosen, og fik hurtigt set de 3 nævnte æg Lars allerede havde fundet forinden. Efterfølgende gav vi os til at lede efter flere æg meget grundigt. Som nævnt var området jo fyldt med artens foretrukne værtsplante Kær-Svovlrod, hvilket gjorte eftersøgningen en smule uoverskuelig. Derfor handlede det om at være omhyggelig, og i løbet af en times tid lykkedes det os da også at finde 10 æg, hvor 2 af dem var helt nye i forhold til de 8 æg Lars havde fundet d. 11. juni. På nær ét enkelt af æggene, havde de alle i løbet af den sidste uges tid skiftet farve fra gullige til mere rød-orange. I løbet af et par dage vil æggene blive helt sorte, inden vi måske kan være heldige at få larverne at se i snarlig fremtid.

Da æggene var fundet, kunne vi endelig komme i gang med det egentlige projekt: Få flyttet æggene til en mere sikker placering. Derfor havde Lars aftalt med to af kommunens biologer at mødes i dag sammen med os på lokaliteten. De medbragte en lille motorbåd, netop for at vi kunne flytte æggene væk herfra til et andet egnet sted i nærheden. Således fik også lige en fin lille sejltur på Gentofte Sø, hvilket også var en meget smuk og anderledes oplevelse. Da vi kom i land, fandt vi hurtigt et lille hotspot, hvor der var fyldt med Kær-Svovlrod. Magnus og jeg blev enige om at dette var det rigtige sted at placere æggene. Arbejdet blev udført, og projektet var hermed gennemført, med et endda meget vellykket resultat. Vi kunne vende tilbage til stien, hvor vi kunne mødes igen med Lars. Vi var dog slet ikke færdige, da det stod klart for os at der måtte eksistere muligheder for at finde endnu flere æg. De æg vi havde fundet, befandt sig jo på en strækning på blot 10-15 meter, og samtlige æg i hele området ville jo naturligvis være fuldkommen umulige at opspore. Inden vi fortsatte, måtte vi dog lige fejre vores resultat, ved at få vores depoter fyldt op. Efterfølgende kørte Magnus, Lars og jeg tilbage til Gentofte Sø, i håb om at presse dagens observationstal for machaon yderligere op. I løbet af de næste par timer, lykkedes det os da også at finde et enkelt æg mere. Således fik vi presset dagens observationstal for machaon op på i alt 11 æg. Det er jo ikke hver dag man for sådan en observation i bogen, så lidt høje var vi da efterfølgende. Til slut tog Magnus og jeg lige et smut forbi Degneengen i Kirkeskov ved Holte, i håb om at finde Engperlemorsommerfugl, Brenthis ino. Desværre var vejret lidt halvsløjt og vi ankom ret sent på dagen, så ino fandt vi ingen af. Nu skal det også siges at arten er meget tæt på at forsvinde herfra, eftersom vi blot har set 3-4 dyr tilsammen fordelt på flere besøg sidste år. Ikke ligefrem de bedste forudsætninger at have for at få arten at se i dag. Det gjorde nu heller ikke så meget, da dagen i dag alt i alt var yderst vellykket alligevel.
Skrevet d. 16/6-2016

Magnus Vest Hebsgaard 12/6-2016 Dagsommerfugle
11/6: NWZ



Kørte ved 9-tiden fra Holte med Emil Bjerregård & Erik Steen Larsen med udgangspunkt i Vestsjælland. Startede ved Løbeskansen (Reersø) ved Gørlev. Her er der fra 2013 og 2014 meldt enkelte Polyommatus amandus (Isblåfugl), som vi lige ville se om vi kunne genfinde. Selvom vi havde kørt i sol næsten hele vejen fra Nordsjælland, var der dog næsten totalt overskyet da vi nåede lokaliteten - et fint urterigt strandoverdrev/strandeng. Vi formåede dog heldigvis alligevel at finde 3 amandus, da solen pludselig kortvarigt kom frem. Herefter kørte vi lidt nordpå til Ornum ved Bjerge Sydstrand. Her er der på et område ved Halleby Å bestående af blandet lynghede/overdrev og sumpet eng, i 2013 set en enkelt amandus samt både i 2013 og 2014 set Plebejus idas (Foranderlig Blåfugl). Desværre lykkedes det ikke at finde nogen af de to arter hér, selvom vejret i den grad var med os, hvilket i øvrigt også gjorde sig gældende resten af dagen. Fra Ornum fortsatte vi nordpå til Disbjerg ved Ordrup, i et forsøg på at se Lycaena hippothoe (Violetrandet Ildfugl), der her har sin sidste bestand i NWZ, og i det hele taget en af sine sidste (kendte) 9 bestande på Sjælland. Vi så ingen. Ikke et godt tegn, da Emil allerede sidste år kun så to eks. efter langs tids eftersøgning. Det meste af området var barberet helt ned ligesom Allerød Sø, ikke det smarteste tidspunkt hvis man gerne vil forsøge at redde hippothoe. I stedet sås en enkelt Melitaea cinxia (Okkergul Pletvinge) og årets 3 første Argynnis aglaja (Markperlemorsommerfugl). Tidligere i år var vi af Jan Fischer Rasmussen blevet tippet om at han for nogle år siden fandt både idas og Plebejus argus (Argusblåfugl) ved Skamlebæk Strand, lidt nord for Disbjerg, ved den gamle radiostation. Det måtte vi da lige tjekke op på. Det lykkedes at genfinde både idas og argus (hhv. 4 og 6 eks. set), samt cinxia, som der lige kom en enkelt af flyvende. Fra Skamlebæk Strand tog vi videre nordpå til Sjællands Odde, hvor vi startede ved Overby Lyng. Her sås 13 argus og 15 cinxia, men desværre ingen idas, som Kristian Graubæk meldte herfra i 2012. Efter Overby Lyng tog vi længere vestpå på Odden, helt ud til Gniben, hvor vi desværre intet så. Lidt længere inde på Odden fandt vi en enkelt cinxia på nordstranden ved Yderby Lyng, og på et nærliggende hedeareal centralt på Odden, formåede vi at finde 4 argus og 5 cinxia. Derefter tog vi videre til Sejerøbugten, hvor vi startede med 1 amandus på Hønsinge Lyng. Lidt længere nordpå, på Ellinge Lyng, formåede vi at finde ca. 20 amandus samt 1 idas. Fra Ellinge Lyng kørte vi sydpå til Jyderup Lyng, hvor vi havde håbet på amandus, men "kun" fandt 20 argus, 6 idas og 3 cinxia. Dagens sidste stop blev ved Højby Lyng og Gudmindrup Lyng om aftenen. Første sted blev det til 2 argus; ved Gudmindrup Lyng 20 idas. Alt i alt en yderst vellykket tur.



I dag, 12/6: NEZ

Selvom det egentlig er Emils fødselsdag, var han villig til lige at tage en middagstur, inden det skyede helt til. Vi startede ved Lille Lyngby Mose nord for Meløse, hvor vi efter det sædvanlige besvær til sidst nåede amandus' primære flyvested hér, tæt ved bredden af Arresø. 15 hanner og 1 hun sås i det fine vejr. Efterfølgende nåede vi lige et smut til Stenholts Indelukke ved Hillerød, hvor Brenthis ino (Engperlemorsommerfugl) endnu findes på Odderdamsengene, som et af de sidste 4 kendte steder i Nordsjælland. Det lykkedes os at finde 3, måske 4 individer, men arten hænger altså virkelig i en tynd tråd på denne lokalitet...
Skrevet d. 12/6-2016

Magnus Vest Hebsgaard 7/6-2016 Dagsommerfugle
De seneste dages ture:

2/6: NWZ

Efter en del bøvl med togene mellem Holbæk og Kalundborg, landede jeg endelig ved 13-tiden på Røsnæs, hvor første lokalitet var Vindekilde, tæt på spidsen af næsset. Her eftersøgte jeg i 2014 forgæves Pyrgus armoricanus (Fransk Bredpande) selvom den stadig har en bestand på lokaliteten, så i dag skulle det altså være. Ret hurtigt lykkedes det at finde 5 halvgrimme individer i de ca. 30 graders varme, samt lidt Melitaea cinxia (Okkergul Pletvinge), Cupido minimus (Dværgblåfugl) og Aricia agestis (Rødplettet Blåfugl). Pludselig dukkede en anden lepidopterolog op. Det viste sig at være Lasse Larsen fra Vestjylland, som var på Røsnæs i samme ærinde som mig. Mens vi gik og snakkede om alle de ting han så i gamle dage og alle de ting Emil og jeg IKKE ser i dag, lykkedes det at finde yderligere 4 armoricanus, og en del flere cinxia. Efterfølgende besluttede vi sammen at køre videre til Horsedalen ved Ulstrup, et stykke mod øst. Her fik vi på blot 15 minutters tid set minimum 50 armoricanus på blot en lille del af lokaliteten. Herefter var Lasse nødsaget til at fortsætte mod Nordsjælland, så efter at have fået et lift tilbage til min cykel ved Vindekilde, fortsatte jeg på egen hånd til Kongstrup Klint. Her har jeg både i 2013 og 2015 forgæves eftersøgt armoricanus, så det var yderst glædeligt at opleve 30-35 eks. vimse rundt på lokaliteten, i øvrigt i selskab af ca. 15 cinxia. Man kunne i øvrigt tydeligt mærke cardui-trækkets ankomst til Danmark denne dag. De var simpelthen overalt. Naturligvis især på armoricanus-lokaliteterne, der holder en høj naturkvalitet, men også alle mulige andre steder, f.eks. siddende på vejen, flyvende over markerne og meget talrigt fouragerende på en kirkegård hvor jeg tankede vand op.



3/6: LFM

Med en lidt sen ankomst på Nykøbing Station, tog jeg op mod Corselitze Hovedskov på Østfalster, hvor der i de samme rydninger som Boloria euphrosyne (Rødlig Perlemorsommerfugl) skulle være Boloria selene (Brunlig Perlemorsommerfugl). Det lykkedes desværre ikke at se nogen af arterne på den time jeg havde i skoven, før jeg skulle tilbage med bussen. Åbenbart var det her for tidligt for selene, og euphrosyne er vist for længst færdig med at flyve for i år. Men da jeg på vej mod busstopstedet kom forbi en af rydningerne jeg allerede havde tjekket, fløj en lille gylden bredpande op fra vejrabatten og satte sig på en lavthængende gren i ca. 3 meters højde. Kræet både fløj som en Carterocephalus silvicola (Sortplettet Bredpande), lignede en silvicola og havde størrelse som en silvicola. Jeg føler mig i hvert fald overbevist om at det ikke var en sylvanus, "jizzet" matchede ikke, men jeg nåede ikke at se den tilstrækkeligt godt. Desværre lod det til at kræet smuttede sin vej igen, i løbet af de 20 sekunder jeg forlod den for at finde en gren jeg kunne kastede op i træet. Havde jeg ikke haft en bus at nå, havde jeg helt klart brugt længere tid på at forsøge at genfinde den. 1,5 time senere endte jeg op i Maribo, hvorfra jeg cyklede videre til Søholt Storskov. Efter at have ledt i meget lang tid, lykkedes det endelig at finde en enkelt slidt silvicola-han ved pavillonen på Skelsnæs. Tror aldrig jeg har taget så mange billeder og videoer af en sommerfugl... Hvis individantallet var kritisk lavt sidste år, så er det da akut i år. Det er fedt at den også stadig er i Favrsted Skov lige i nærheden, men som den skov ser ud nu, tror jeg det er slut dér endnu tidligere end i Søholt...



5/6: NEZ

Fik usædvanligt tidligt fri fra arbejde, allerede ved 16-tiden, så måtte lige på en lille tur på vejen hjem fra Fredensborg. Det blev så Skansebakken midt i Hillerød by, hvor det lykkedes at finde 5 smågrimme hanner af Lycaena hippothoe (Violetrandet Ildfugl) ved Egedam.



6/6: NWZ

Ankom lidt i 11 i Rørvig, efter med Emil at have taget færgen fra Hundested. Efter at have cyklet til Nykøbing Sj. tog vi toget til Vig, hvorefter turen gik videre på cykel igen til Jyderup Skov ved Sejerøbugten. Her blev det til 2 Pyrgus malvae (Spættet Bredpande) langs en lille skovvej i en rydning. Sjov at se sjællandske "skov-malvae". Der skal man alligevel 20-25 år tilbage før det var normalt. Fra Jyderup Skov fortsatte vi ud til kysten ved Jyderup Lyng, hvor det lykkedes os at finde 1 Plebejus argus (Argusblåfugl), 7 Plebejus idas (Foranderlig Blåfugl), 3 selene og 30 cinxia. Herefter gik turen mod syd, da vi ville besøge Vaseskov ved Skellebjerg (Dianalund) for første gang nogensinde for os begge, efter at have snakket om det i et par år. En kendt skov, hvor der i tidens løb er blevet gjort mange spændende fund. Via. luftfotos havde vi i skoven fundet frem til noget der lignede en skoveng. Det viste det sig også at være, endda i en kvalitet der ville kunne måle sig med Bidstrupskovenes enge. På den times tid vi var der, lykkedes det at optælle i hvert fald 28 selene. Man kunne heller ikke lade være med at kigge efter noget lidt sjældnere - der voksede Tvebobaldrian flere steder, og visse dele af engen var totaldomineret af Hulkravet Kodriver. Derudover nogle fine slåenkrat og store mængder Alm. Hundegræs. I hvert fald hero og diamina var i gamle dage kendt fra Vaseskov - sidst set i hhv 1937 og 1963. Det er da vist ikke utænkeligt at de to arter dengang kan have holdt til på netop denne skoveng, sådan som den i dag stadig ser ud. Efter Vaseskov, fortsatte vi østpå til Store Bøgeskov. I den sene eftermiddagssol fandt vi 4 selene på euphrosyneengen. Imidlertid blev den idyllisk skovstemning lidt ødelagt, da vi fandt ud af at hvis vi ikke straks kom videre måtte vi vente i stationsbyen Nyrup i en time. Tror jeg aldrig har haft så travlt før. På 10 minutter fik vi cyklet knap 6 km i hård modvind, på dårlige grusveje og op ad lange, stejle bakker - men vi nåede toget i sidste øjeblik! Alt i alt en meget vellykket tur.



I dag, 7/6: NEZ

En hyggelig runde i Nordsjælland på egen hånd, da Emil var til eksamen den første del af dagen. Startede i Børstingerød Mose ved Allerød ved 10-tiden, med 6 nyklækkede Brenthis ino (Engperlemorsommerfugl) og 15 af de svenske diamina sværmende omkring mig. Tog derefter videre til Allerød Sø, for at kigge efter hippothoe. Et sørgeligt syn mødte mig. Allerød Kommune havde åbenbart besluttet sig for at slå HELE området på det absolut værst tænkelige tidspunkt på hele året. Og ikke noget med at levne nogle få områder - alt var barberet ned. Dvs. at de hippothoe der allerede er klækket vil sprede sig og søge bort fordi lokaliteten ikke længere er egnet og alle blomster er væk (sikkert ende i skoven eller på en mark), mens de endnu ikke-klækkede individer der faktisk overlevede slåmaskinen, ikke vil kunne finde planter at lægge æg på når de indenfor den næste uges tid klækker. Det er måske ikke den smarteste måde at eksperimentere med en art der på Sjælland i dag kun kendes fra 8 andre lokaliteter... Efter den kedelige oplevelse ved Allerød Sø, fortsatte jeg til Lyngby Åmose, hvor 3-4 Agriades optilete (Bølleblåfugl) sås i det varme vejr. Fra åmosen gik det videre til Værløse Flyvestation, hvor det på græsmarkerne lykkedes at finde 4 helt nyklækkede hippothoe - 3 hanner og 1 hun. Derefter gik det videre mod Hornsherred, hvor jeg startede på Skovsøgård Overdrev i Kulhuse. Her lykkedes det at finde 1 argus og 2 hippothoe. Dagens sidste lokalitet blev Jægerspris Skydeterræn. Her sås 1 argus, 1 hippothoe, 2 Polyommatus amandus (Isblåfugl), og endelig 1 fin han af Cyaniris semiargus (Engblåfugl). Rart at sidstnævnte stadig findes der. Efter sidste års observationer kunne man godt blive i tvivl om hvor vidt den ville klare sig til i år.
Skrevet d. 7/6-2016

Magnus Vest Hebsgaard 15/6-2014 F Dagsommerfugle
Fyn-raid med Kristian Graubæk i dag: Startede i Hedeskov, hvor det i Skovholmmosen lykkedes at finde ca. 50 Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris). En kilometer derfra, i Ravnebakke Skov, lykkedes det os at genfinde aquilonaris i en (også) ret tilgroet hængesækmose, hvor den ikke er fundet siden 1991. Her fløj den ligeledes også i antal, 40-50 individer, hvoraf mange sås fouragerende på Kragefod. Videre i Hesbjerg Skov (lidt vest for Odense) fandt vi på nogle enge op mod 100 individer af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino). Hesbjerg Skov er det sidste kendte fysnke levested for ino, i hvert fald iflg. meldingerne om fejlslåede eftersøgninger andre steder. Det næste sted var Storelung, hvor det i (primært) gråvejr, lykkedes os at finde lidt under 50 aquilonaris, hvoraf mange sås nektarsøgende på især Kærtidsler. Før vi afsluttede, tog vi lige ind forbi Nybo Mose ved Brændegård Sø. Her lykkedes det at finde omkring 40 hanner og hunner af Bølleblåfugl (Agriades optilete), så den er altså endnu på Fyn. Den er sidst meldt derfra i 2005, hvor 1 enkelt individ sås i netop Nybo Mose. Før det er den seneste melding fra 1992, da det lader til at bestanden i Storelung (fundet i 2000-2005) drejer sig om udsatte dyr.
Skrevet d. 15/6-2014

Emil Bjerregård 10/6-2014 NEZ Dagsommerfugle
Tur rundt i Nordsjælland i dag med Magnus Vest Hebsgaard:



Vi startede ved Skidendam i Teglstrup Hegn om formiddagen. Her lykkedes det at finde 5 Moseperlemorsommerfugl, B. aquilonaris. Yderligere lykkedes det også at finde 7 Grøn Busksommerfugl, C. rubi.



Herefter kørte vi til Bøllemosen ved Jægersborg Hegn. Efter at have tjekket mosen grundigt igennem i næsten en time, lykkedes det til sidst af finde en enkelt Bølleblåfugl, A. optilete. Arten har været meget fåtallig siden 2012, og vi var endda ved at snakke mindeord om arten hér, inden vi opdagede det enkelte individ. Sørgeligt, men alligevel positivt at optilete stadig holder ud hér.



Herefter kørte vi til Farum. Vi startede ud ved Gretesholm, hvor vi så 2 Violetrandet Ildfugl, L. hippothoe. Der har helt sikkert været langt flere i området, da vi kun var der kort pga. tidspres. Vi tjekkede også det nærliggende Storebjerg for hippothoe, men her er hele området slået, så ingenting her. Vi tjekkede også, Sortemosen i Farum, hvor vi så 20 slidte Grøn Busksommerfugl, C. rubi.



Vi kørte videre til Hestetangshuse ved Terkelskov, for at kigge efter Engperlemorsommerfugl, B. ino. Det lykkedes desværre ikke at se arten hér. Næste stop var Småsøerne/Krogenlund Mose. Trods meget kort ophold lykkedes det at se 15 Isblåfugl, P. amandus. Fint. Vi sluttede af i Børstingerød Mose med 5 Engperlemorsommerfugl, B. ino og udsatte Mørk Pletvinge, M. diamina.
Skrevet d. 10/6-2014

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste