Sommerfuglerapporter fra Danmark

Gå til foreningen startside Gamle rapporter Udenlandske rapporter
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark

Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel!

Læs mere her om ret og pligt på denne side

Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare!

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste

Rapportør Obs. dato Distrikt Obs. type
Peter Augustinus 7/7-2012 NEJ Dagsommerfugle
Markperlemorsommerfugl – Læsø.



Vandrede i slutningen af sidste uge i sol, 24˚C og vindstille de 9 km. fra Saltsydehytten på Læsø og syd over Færøn til Hornfiskerøn – videre øst om Hornfiskerøn og retur til Saltsydehytten via Færøn og Langrøn. Området er på ca. 2.000 ha. og fremkommet ved landhævning for et par tusinde år siden. Langt størstedelen af området har aldrig været under plov og indeholder derfor interessante botaniske forekomster.



Store dele af Hornfiskerøn er dækket af selvsået skov (birk og pil). På sydsiden er skoven beliggende næppe mere end 40 meter fra kystlinjen. Mellem kysten og skoven findes der et imponerende blomsterflor, som er et eldorado for sommerfugle, og over dette blomsterflor observerede jeg inden for en strækning på 150 meter 40 – 50 Markperlemorsommerfugle (Mesoacidalia aglaja). De fløj som enkelte individer, i par, i trippel ja helt op til fire individer sammen som tumlende omkring hinanden i luften.



Helt sikker i påstanden om, at de alle er Markperlemorsommerfugle kan man naturligvis aldrig være, men det lykkedes at fotografere ét individ på undersiden – efterfølgende har Michael Stoltze været behjælpelig med at fastslå arten. Pointen er naturligvis, at flere af de andre sommerfugle i flotillen kan være andre perlemorsommerfuglearter.



Mange hilsner Peter Augustinus


Skrevet d. 10/7-2012

Tom Nygaard Kristensen 8/7-2012 NEJ Dagsommerfugle
I går eftermiddag ved Skiveren, hvor jeg gik gennem den reducerede lokalitet for A. artaxerxes (Sortbrun Blåfugl) ved Skiveren Sønderstrand ned til Tversted Plantage. Jeg så ca. 25 eksemplarer (hanner og hunner).



Hvis man (Natur- og miljøstyrelsen) m løsningen være at fælde den yderste del (nærmest stranden værende) af klitplantagen, pløje det op, så artens foderplante Blodrød Storkenæb kan etablere sig og også skabe passage til populationerne (kolonierne) syd for Tversted Klitplantage.



Tom Nygaard kristensen

Kontaktperson for arten, se i øvrigt link til denne.
Skrevet d. 9/7-2012

Peter Augustinus 9/7-2012 NEJ Dagsommerfugle
Svalehale – Læsø.

Projektet vedrørende registreringen af forekomsten af Svalehale på Læsø er i juni måned forløbet pauvert, idet jeg ikke har modtaget meddelelse om forekomsten af ét eneste individ. Registreringsperioden er som tidligere meddelt fra 1. juni til 31. august. Til sammenligning kan jeg oplyse, at jeg i juni 2011 modtog meddelelser om 5 observationer. Årsagen til det pauvre resultat hænger givetvis sammen med det usædvanlig dårlige vejr med kraftig blæst, kulde og regn i lange baner. Disse klimatiske forhold har samtidig bevirket, at jeg ikke i juni har set ét eneste individ af bl.a. Admiral og Sørgekåbe, som ellers plejer at flyve fint på Læsø i juni. Om der er håb forude ved kun gud.

Mange hilsner Peter Augustinus


Skrevet d. 9/7-2012

Peder Skou 6/7-2012 Dagsommerfugle
Med henvisning til Thomas Møllers sørgelige beretning om slåningen af Audebo-dæmningen, så må man jo undre sig over den ildhu og de omkostninger, som offentlige myndigheder (stadig) lægger slåning af diverse arealer. Jeg mener at kunne huske (!) at jeg sidst i 1970*erne læste at danske myndigheder brugte kr. 75 mio årligt på slåning af grøftekanter. Er der nogen der kender tallet i dag? Og så er der alle de arealer der ikke er gørftekanter men som også får det glatte lag hver evigt eneste år. Det er fanneme til at blive helt dårlig over.
Skrevet d. 6/7-2012

Thomas Møller 6/7-2012 NWZ Dagsommerfugle
Overordnet kan man vel sige, at hvis et område ikke er næringsstofforurenet i nævneværdig grad, så jo mindre pleje jo bedre! Ellers har de forskellige arter jo meget forskelligartede krav, hvor Fransk Bredpande, Pyrgus armoricanus repræsenterer den ene yderlighed med krav til meget lav plantevækst og dermed ret kraftig afgræsning, mens andre arter ikke tåler den ret godt. Herunder utvivlsomt Violetrandet Ildfugl Lycaena hippothoe, der, som det nævnes, holder til, hvor der ikke har været afgræsset i mange år.



Hvis man absolut vil afgræsse (og det vil man jo gerne på bjerget i disse år), og man ikke skal ind i noget artsspecifikt, så vil en turnus over nogle år utvivlsomt være en god måde at forhindre udryddelser og skabe fornuftige forhold for flest mulige arter.



Så vil jeg i denne forbindelse høre, om der er nogen, der kender årsagen til at man i år har valgt at slå vegetationen på Audebo-dæmningen allerede nu (omkring 1. juli) og ikke først engang i august, som man ellers har gjort i mange år? Man har ydermere også slået toppen af dæmningen, der vistnok ellers plejer at få lov at være i fred.. Jeg bliver altid lidt trist over at se denne tilbagevendende massakre, som naturligvis foretages med slagleklippere, og som efterlader det afslåede som bælter af 'ensilage'. Trist at se på og ødelæggende for de insekter, som ellers ville kunne have haft et fantastisk fristed på denne dæmning. Og som også havde det engang, kan jeg huske.. Men altså: er der nogen, der ved hvorfor???
Skrevet d. 6/7-2012

Jakob Arnholtz 6/6-2012 NWZ Dagsommerfugle
Hippothoe i Veddinge bakker. 8 eks. talt, og heldigvis også en enkelt parring



Endeligt har jeg fundet hippothoe på et par nye lokaliter der ikke har været græsset i mindst 15 år. Håber at få en snak med kommunen om den fremtidige pleje. Jeg vil foreslå en eller anden form for vekseldrift, men da jeg langt fra er nogen kapacitet på området ville det være fantastisk, om nogen kunne sende mig Peter Rostgaard Christensens Ph-D-afhandling: Effects of grazing on the butterfly fauna in Denmark som en en pdf. eller lignende, da det ville være en stor hjælp at kunne tilbyde nævnte publikation til en af biologerne ved Odsherreds kommune.
Skrevet d. 6/7-2012

Emil Blicher Bjerregård 5/7-2012 NEZ Dagsommerfugle
Har også været i Stenholts Indelukke (3/7). Resultat: 15 B. ino. Alle fløj inden for 10-20 kvadratmeter på tidsler lige uden for Odderdams enge.



Var også lige et smut forbi Skansebakken i Hillerød i går (4/7)og fik set 10 hippothoe samt et par friske virgaureae-hanner.
Skrevet d. 5/7-2012

Allan Bornø Clausen 5/7-2012 NEZ Dagsommerfugle
Iagtagelser på Økofarmen

Varmen betyder i sandhed noget for dyrerne. Nu myldrede det pludselig med friske icarusser >20, samt enkelte minimus,sammen med talløse jurtina en del hyperantus og sylvanus over bakkens blomstrende kællingetand mm. De forstår at vente. Når store dele af græsarealet slås til hø har man dem alle samlet på de tilbageblevne arealer. Her på stedet er atalanta lige så talrig som urtica der endnu ikke har haft held med at få den nye generations larver igang som ellers vanligt findes sidst i juni i store mængder i nælderne.



Iøvrigt: Brandbjerg NEZ, 4 juli kl 19.30: 1 stk smuk semiargus han søger mage i græsset, medens mange > 10 argus hanner allerede har sat sig til hvile på hver sit græsstrå.
Skrevet d. 5/7-2012

Magnus Vest Hebsgaard 4/7-2012 NEZ Dagsommerfugle
Under et besøg i Stenholt Indelukke idag, observerede jeg kun 2 Brenthis ino. Der var ikke noget i vejen med vejr og tidspunkt (kl. 12-15:30, sol og 25 grader), og jeg opholdte mig også de rette steder, men det blev alligevel ikke til mere end disse to dyr. Til gængæld bemærkede jeg, at lokalitetens mjødurt er græsset ned til omkring 5 cm., og selvom jeg ikke har et specielt godt kendskab til artens foretrukne værtsplanter, kan jeg ikke forestille mig at disse planter er særligt egnede. Det forklarer jo ino's antal. Efter min mening, er lokalitetens mjødurt overgræsset af de heste, der ellers skal holde stedet ved lige. Med mindre værtsplanternes størrelse ikke har betydning for larverne, kan jeg ikke forestille mig, at arten holder meget længere på lokaliteten.
Skrevet d. 5/7-2012

Erling Krabbe 1/7-2012 NEZ Dagsommerfugle
Efter gode råd fra John Faldborg tog jeg endnu en optælling i højmosen Skidendam, Teglstrup Hegn ved Helsingør, efter Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris), for at se om der skulle være flere denne gang, end de meget skuffende blot to dyr jeg fandt sammen med Lars Falck den 23. juni (Emil Bjerregaard meldte senere 5 dyr den 28/6). Og i dag så det helt anderledes positivt ud: Ikke mindre end 28 Moseperlemorsommerfugle talte jeg, heraf 17 i selve højmosen, og 11 i tre små næringsrige moser 200-300 meter udenfor højmosen, hvor de sugede nektar på kærtidsler og kærranunkler. At den strejfer noget omkring efter nektarplanter på steder uden for højmosen er et fænomen som Stolze også beskriver i sin bog Danske dagsommerfugle, så det er åbenbart kendt. Dejligt at se så mange dyr - faktisk er det rekord i de seneste seks år hvor jeg har fulgt bestanden i Skidendam. Ak ja - man skal være forsigtig med for hurtige konklusioner.:o)) Forøvrigt var nogen af individerne i moserne udenfor utroligt små, nærmest diminutive i størrelse. Interessant.

Af øvrige dyr: Ca. 50 Store Bredpande (venata), ca. 80 Græsrandøje (jurtina), min første Engrandøje i år (hyperanthus) og 3 Nældens Takvinger (urticae). I går en Admiral i haven ved Gurre (atalanta).
Skrevet d. 1/7-2012

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste