| Gå til foreningen startside | Gamle rapporter | Udenlandske rapporter |
|
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark
Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel! Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare! |
| Dagsommerfugle | Natsommerfugle | Meddelelser |
| Forrige | Tilføj ny rapport | Næste |
| Rapportør | Obs. dato | Distrikt | Obs. type | Emil Bjerregård | 21/6-2018 | Dagsommerfugle |
|
Rapporter for den sidste uges tid, med undtagelse af hhv. d. 15/6 og 18/6, hvor jeg var travlt optaget af hhv. en flytning og en eksamen. 14/6: NEZ Valgte at tage til Karlslunde Strand ved Trylleskoven med den tid jeg havde til rådighed denne dag. Stedet huser en sjov isoleret population af Argusblåfugl (Plebejus argus), som jeg på en kortere runde i dag så 42 eksemplarer af. Kørte også lige forbi Karlstrup Mose i umiddelbar nærhed. Der er aldrig rigtig meldt noget nævneværdigt herfra, men synes det så interessant ud på luftfotos. Trods en grundig gennemgang af området fandt jeg dog ikke rigtig noget nævneværdigt. 16/6: LFM Vejret så noget snusket ud over store dele af landet, så valgte at fokusere på noget nemt og isoleret - Møn. Startede på Høvblege. Flyvning var der ikke meget af i det kedelige vejr, men trods alt fik jeg set 8 stk. Sortplettet Blåfugl (Phengaris arion) og 40 eksemplarer af Timiankøllesværmer (Zygaena purpuralis). Kørte efterfølgende videre nordvest på til Ulvshale. Startede ved Vedelen i den sydlige ende, hvor en rigtig god bestand af Isblåfugl (Polyommatus amandus) holder ud, og jeg fik dag i dag også set 7 stk. Fint. Bevægede mig herefter mod nord til selve heden, hvor +40 eksemplarer af Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) blev noteret. Desværre ingen argus, som ikke er fundet her med sikkerhed i mange-mange år efterhånden. Noget tyder på den er væk herfra. I så fald er argus kun at finde ved Bøtø Strand inden for LFM. Det er sgu for sørgeligt. 17/6: NWZ & SZ Pga. regnvejret om morgenen, valgte jeg at bruge det elendige vejr på at rekognoscere lidt i Bromme Mose ved Munke Bjergby. Så sent som i 1991 var her nemlig stadig en bestand af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino), som var et af de sidste steder man kunne finde arten i NWZ. I dag er arten formentlig helt væk fra distriktet, da arten sidst blev fundet her i 1995 af yderst kompetente Jørn Bittcher ved Store Møsten. Lokaliteten har Magnus og jeg tjekket for et par år siden, og her er ino formentlig væk fra. Men tilbage til sagen. Jeg fandt nogle ganske interessante partier med rigkær ved Bromme Mose, takket være kyndig vejledning fra Jens Stolt, og det varede ikke længe før det begyndte at klare op. Men desværre sås ingen ino. Øv. Men helt forgæves var det bestemt ikke, da det lykkedes mig at finde en ny bestand af Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae), som efterhånden er en ret god art på Sjælland. I alt sås 3 hanner her i begyndelsen af flyvetiden, hvilket måske tyder på en ret god bestand. Kørte videre til Sorø Sønderskov, hvor jeg havde udset mig 2 lokaliteter på forhånd – Flommen & Bimosen. Ved Flommen er ino sidst fundet i 1988, og skulle efter sigende været forsvundet herfra. Har forsøgt mig én gang tidligere for et par år siden, men gav det et overfladisk skud, nu jeg alligevel kom forbi. Desværre udeblev ino herfra i dag trods fint vejr. Til gengæld lykkedes det at finde en enkelt ino ved Bimosen, på trods af at det havde skyet helt til da jeg nåede frem. Godt den trods alt holder stand hér. Næste mål på dagen blev Kåremose. Og uha, kun 2 eksemplarer af ino blev registreret, trods rigtig fint vejr. Meget mærkeligt. De sidste år har ino fløjet her ganske talrigt, og noget tyder på en pludselig voldsom decimering. Suk, måske forsvinder den herfra i snarlig fremtid? Til gengæld så det bedre ud hvad ino angår i Torpe Mose. Her fandt jeg på en runde i gråvejr mindst 300 eksemplarer af arten, og i virkeligheden nok langt flere. Også 1 stk. amandus og 1 stk. Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) blev også set. Dejligt sted. Næste mål blev Kroglyng. Stedet huser den ene af i alt kun 3 bestande af idas på Sydsjælland. Denne population blev fundet tilbage i år 2000 af Martin Bjerg, som jeg havde held med efterfølgende at genfinde for to år siden. Bestanden er af ganske rimelig størrelse, og så da også 7-8 eksemplarer i kedeligt og koldt vejr i dag. Godt den holder stand. Sluttede af i Holmegårds Mose. Stadig en fin dagsommerfuglelokalitet med arter som Dukatsommerfugl, Foranderlig Blåfugl, Bølleblåfugl, Brunlig Perlemorsommerfugl og Moserandøje, og i særdeleshed en rigtig flot lokalitet trods den er delvist ødelagt. Jeg fik da også i dagens sidste aftenlys set +75 idas, 4 optilete og 10 tullia, men det er dog ikke noget i forhold til hvordan mosen har været tidligere - følgende arter er forsvundet herfra: Svalehale (1950’erne cirka), Spættet Bredpande (1984), Violetrandet Ildfugl (1976), Grøn Busksommerfugl (1990), Arugsblåfugl (1951), Isblåfugl (1991), Skovperlemorsommerfugl (2007), Markperlemorsommerfugl (2002), Rødlig Perlemorsommerfugl (1992), Engperlemorsommerfugl (1993), Moseperlemorsommerfugl (2013), Okkergul Pletvinge (1946), Mørk Pletvinge (1960), Kirsebærtakvinge (1960’erne cirka) og Kommabredpande (1972). Desuden har Mosehøsommerfugl muligvis været fast her i 1940’erne. Det er til at græde over... 19/6: F Valgte at prøve noget denne dag, som jeg ikke har prøvet før, i form af Fyn. Distriktet er generelt dårligt undersøgt blandt entomologer, sammenlignet med resten af landet, så Fyn er bestemt ikke kedelig. Startede i Hesbjerg Skov, hvor ino har sin sidste sikre population tilbage på Fyn. I 1990'erne havde arten ellers fortsat mange bestande, men de sidste 10 år har den kun været kendt fra Hesbjerg Skov. En gennemgang af området gav +33 eksemplarer af ino, så dejligt den trods alt stadig flyver i pænt antal her. Kørte fra Hesbjerg videre mod syd til Storelung. Den gamle flotte højmose huser stadig en fin bestand af aquilonaris, som hér har sin ene ud af I alt kun 4 forekomster på Fyn. På en runde I området så jeg I alt 10 aquilonaris – ikke ret mange, og de var alle sammen godt brugte. Arten er kendt for på de fynske lokaliteter at påbegynde flyvetiden særdeles tidligt, typisk sidst i maj, OGSÅ i mere normale år – det varer ikke længe før de er helt brændt ud her for i år! En fin tur, hvor jeg glædede mig over endelig at få ino og aquilonaris fra Fyn. Regner med at tage herovre igen om nogle få dage, for at raide videre nede sydpå. 20/6: LFM Vejrudsigten så ret dårlig ud for store dele af landet, men på LFM så det til gengæld nogenlunde fornuftig ud, så her gik turen hen i dag. Påbegyndte dagen ved Flintinge Byskov. I vinters fik jeg et tip fra den berømte LFM-duo Jan Grubbe & Niels Overmark Rasmussen, at Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe) muligvis stadig skulle være at finde i Flintinge Byskov, hvor arten ellers sidst er meldt fra (og LFM i det hele taget) tilbage i 2005. De fortalte dog de havde set et enkelt eksemplar for 3-4 år siden, som aldrig var meldt. Det skal lige siges at jeg kun kom herind i dag med en adgangstilladelse, da der i reglen er adgang forbudt, så koordinatet for min indtastning på f&n er upræcist. Trods en ihærdig indsats i ret godt vejr, lykkedes det ikke at se noget til hippothoe. I stedet fandt jeg dog et særdeles spændende slåenkrat i området – ikke mange kilometer væk fra den sidste kendte lokalitet for Slåensommerfugl (Satyrium pruni) ved Radsted Mose, hvor pruni forsvandt i 1987, og dermed uddøde i Danmark. Jeg fandt selvfølgelig ingen pruni, selvom jeg godt nok stirrede længere på krattet, da det så helt perfekt ud, dog måske lidt for småt. I stedet kunne jeg glæde mig over +15 eksemplarer af Hvid Admiral (Limenitis camilla). Herfra gik det videre til Søholt Storskov. Tænkte det kunne være meget sjovt at besøge skoven uden for silvicola/euphrosyne-sæson, og så havde jeg et helt konkret mål om at finde Markperlemorsommerfugl (Argynnis aglaja) på lokaliteten, som klart var den egentlige årsag til jeg besøgte stede i dag. Det er 4 år siden den sidst er set her, så det var lidt satset, men det lykkedes sgu at finde en enkelt aglaja her. Dejligt den stadig holder ud på Lolland som skovlysingsart. Dertil kunne jeg udover aglaja også glæde mig over 65 stk. Kejserkåbe (Argynnis paphia), 1 stk. Iris (Apatura iris), 4 stk. Hvid Admiral (Limenitis camilla) og 1 stk. Jomfrubjørn (Callimorpha dominula). Desuden fik jeg også lige w-album på årslisten ikke langt herfra. Brugte også en del tid på at lede efter Spejlbredpande (Heteropterus morpheus), da jeg fandt et område der så særdeles morpheus-egnet ud. Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, så ingen morpheus herfra i denne omgang. Sluttede dagen af på Det Falsterske Dige, samt den tilhørende plantage. Startede mod nord ved Marielyst Strand i håb om at se lidt træk. Det VÆLTEDE med kålsommerfugle ind syd fra, hovedsageligt Lille Kålsommerfugl (Pieris rapae). De sidste par dage har jeg set tusinder, og atter tusinder, af rapae på Fyn, Lolland og Falster. Et større træk er gået ind over Danmark, og jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at gøre opmærksom på muligheden for at der er Sydlige Kålsommerfugl (Pieris mannii) i blandt. Omkring 2008 lå artens nordgrænse omkring Schweiz, men på bare 10 år har arten rykket 800 km mod nord, og er nu fastboende i Tyskland og Holland. Arten er et særdeles godt bud på en ny dansk dagsommerfugl, hvis den ikke allerede er her? Spørgsmål er bare hvem der tør, og har evnerne til at hugge til den art. Af andet træk kan også nævnes træk af Admiral (Vanessa atalanta) og en enkelt Tidselsommerfugl (Vanessa cardui) fra diget i dag, udover dem jeg også så på Lolland tidligere. Dertil sås også 5 stk. aglaja var Marielyst Strand i dag, som nok også lige bør nævnes. Gik videre mod syd til Bøtø Strand, hvor trækket af rapae kun tog til. Desuden fik jeg også gjort en god optælling af argus, hvor +170 eksemplarer blev noteret – i virkeligheden så jeg nok op i mod 180-190 stk! Det er rigtig mange for Bøtø Strand, hvor den tilsyneladende har et særdeles godt år. Også 8 aglaja set. Sluttede dagen meget sent af i Bøtø Plantage. Så 2 morpheus ved den kendte lokalitet nær p-pladsen, samt en enkelt aglaja. Gik videre til den kendte amandus-lokalitet i skoven, længere mod syd, og her fik et par kortere solstrejf mindst 10 amandus, 1 aglaja og 2 camilla på vingerne. Morpheus var i øvrigt min dagsommerfugle-årsart nr. 60 i Danmark for 2018. Et meget godt bevis på hvor tidligt året har været! Skrevet d. 21/6-2018 | Christian Videnkjær | 19/6-2018 | SZ | Dagsommerfugle |
|
En smuttur i Holmegaards Mose gav +50 idas (Foranderlig blåfugl), 17 tullia (Moserandøje), to slidte optilete (Bølleblåfugl) og en enkelt cardui (Tidselsommefugl) som bedste dyr. Gik rundt i den vestlige ende, hvor man nemmest kommer til via Fensmark Skov, der i dag er mørk og kedelig. Kan huske at have set både iris, paphia (Kejserkåbe), selene (Brunlig perlemorsommerfugl) og aquilonaris (Moseperlemorsommerfugl) for 20-25 år siden på lysningen til højre for skovvejen på vej ned til mosen. Nu står der 6-8 meter høje grantræer skulder ved skulder. Skrevet d. 20/6-2018 | Thomas Møller | 15/6-2018 | NEZ | Dagsommerfugle |
|
Blomsterdalen - Lyngby Parkkirkegård. Området har jo gennemgået skiftende former for 'pleje' i de senere år. Det har betydet, at en rig population af både 5- og 6-plettet køllesværmer stort set er forsvundet. På en rundgang på arealet 15. juni så jeg én 5-plettet.. Nu er jeg spændt på, om området stadig rummer nogle 6-plettede. Det vil vise sig i de kommende dage, tænker jeg. Mht aquilonaris: hvad er der sket med de moser? Er det kvælstof, der er skurken? (Igen-igen) Skrevet d. 19/6-2018 | Emil Bjerregård | 19/6-2018 | NEZ | Dagsommerfugle |
|
Meget sørgeligt med aquilonaris i Skidendam. Jeg gik også forgæves sidste år, og har ikke set den der siden 2016. Der er godt nok sket meget med aquilonaris på Sjælland de senere år. For bare 5 år siden havde arten stadig 4 lokaliteter på Sjælland - nu er der måske kun 1 tilbage! I 2013 forsvandt den fra Holmegårds Mose, i 2015 fra Ny Krogstrup Mose, og måske i 2016 fra Skidendam? Så er der kun Kirkemosen tilbage, hvor det også er gået en del tilbage de sidste 5-10 år. Efterhånden kandiderer den til at blive den næste dagsommerfugl der forsvinder fra Sjælland, i skarp konkurrence med semiargus og euphrosyne. Det er ellers længe siden vi har mistet en dagsommerfugl på Sjælland. I perioden 1987-1996 mistede vi ellers en del arter som artaxerxes, arion, niobe, athalia og comma! Siden da er der dog ikke forsvundet noget...endnu... Skrevet d. 19/6-2018 | Poul Svendsen | 18/6-2018 | LFM | Dagsommerfugle |
|
Et meget omfattende træk af kålsommerfugle, flere tusinde eksemplarer kunne i går søndag d. 17 juni registreres langs med diget på Falster fra Gedser og til Mellemskoven, de var overalt, og besøgte ivrigt blomster Poul Svendsen og Bjørn Baungaard Skrevet d. 18/6-2018 | Erling Krabbe | 17/6-2018 | NEZ | Dagsommerfugle |
|
Besøgte højmosen Skidendam i Teglstrup Hegn i dag for at eftersøge Moseperlemorsommerfugl - på den ene af dens to sidste lokaliteter på Sjælland. Vejret var optimalt, lunt og solrigt, nærmest trykkende varmt. Ingen aquilonaris. Heller ikke i moser med kærtidsler i de omgivende bakker. Det er anden gang jeg eftersøger den forgæves i år. Den blev heller ikke fundet i 2017, og spørgsmålet er, om den ikke desværre kan anses som forsvundet fra lokaliteten. Skrevet d. 17/6-2018 | Peder Skou | 17/6-2018 | F | Dagsommerfugle |
|
Ollerup, Sydfyn: 1 stk. Apatura iris han. Dyret landede på jorden lige foran mig og gav sig til at suge. Den var så optaget af det at jeg kunne tage den med fingrene og se, at den var superfrisk. Det vel tidligt for arten, men Ole Fogh Nielsen har indberettet en fra d. 14. juni i år. Skrevet d. 17/6-2018 | Kurt Vangskjær | 17/6-2018 | NEZ | Dagsommerfugle |
|
1 stk p. c-album i haven i går og i forgårs - måske samme eksemplar ?, dejligt den er her endnu Skrevet d. 17/6-2018 | Erik Obelitz | 13/6-2018 | NWZ | Natsommerfugle |
|
Var ved at tabe både næse og mund, da jeg så en kolibri i haven, som sugede nektar fra Jasmin-busken. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der var tale om en Duehale ( Macroglossum Stellatarum ) Anede ikke, at vi kunne træffe dem herhjemme, men jeg er heller ikke "kender". Skrevet d. 14/6-2018 | Emil Bjerregård | 13/6-2018 | Dagsommerfugle |
|
Rapporter for de sidste 3 dage: 11/6: EJ Da dagen blot bød på overskyet kedeligt vejr, tænkte Magnus og jeg at gå efter Brun Pletvinge (Melitaea athalia) på Djursland. Det første sted vi fik tjekket var to athalia-lokaliteter ved Pindstrup sydvest for selve Løvenholm-skovene. Ved det første sted fik vi kun set en enkelt athalia, men på et areal lidt nord for sås +60 athalia - flot syn. Også 25 Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) samt, for os, årets første Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae) blev fundet. Dertil skal det også nævnes at vi fandt en 2. årslarve af Bævreaspglassværmer (Eusphecia melanocephala) samt en udskudt puppehud. Kort efter fandt vi også en flot voksen han af Stor Glassværmer (Sesia apiformis) på en poppelstamme. Også her fandt vi en udskudt puppehud af apiformis. Efter Pindstrup tog vi til Fjeld Skov. Håbet var athalia, men skoven skuffede en del - det ville være synd at sige det er naturen der prioriteres her... Næste lokalitet blev nogle enge ved Stadsborg Skov. Her havde vi held i møgvejret med at finde 2 athalia samt også 3 Isblåfugle (Polyommatus amandus). Sluttede dagen ved Nielstrup Skov med ydermere 2 athalia, inden afrejse hjemme til Sjælland. 12/6: NEZ Havde noget eksamensforberedelse jeg skulle tage mig af, så kom først på tur om eftermiddagen da vejret havde konverteret til regn og grimme skyer. Valgte derfor "noget nemt" i form af Lille Lyngby Mose. På en runde fik jeg sparket nogle amandus op, samt fundet nogle eksemplarer siddende stille i vegetationen - i alt 12 stk. Dejligt sted, selvom det er trist at tænke på at lokaliteten i 1990'erne foruden amandus, var et mylder af semiargus, aglaja, ino, selene m.fl. 13/6: NWZ Valget faldt denne dag på Vestsjælland. Første lokalitet blev Rævebjerg i Bjergene syd for Kårup Skov. Målet her var Argusblåfugl (Plebejus argus), som jeg var så heldig at genfinde på lokaliteten i fællesskab med Magnus sidste år. Dengang var der pænt med dyr, hvor +30 eksemplarer blev noteret. Men i dag oplevede jeg en reel masseforekomst inden for det meget lille lyngareal arten flyver på – de var næsten umulige at tælle, men jeg så i hvert fald +250, og i virkeligheden var der nok 300-350. Hver gang man tog et skridt fløj der gerne 10 dyr op, og skuede man over arealet kunne man se flere parringer af gangen, mens 20-30 dyr vimsede rundt omkring hinanden. Ret imponerende. Næste stop blev Orhøje, også syd for Kårup Skov. Lokaliteten huser stadig bestande af Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) & Markperlemorsommerfugl (Argynnis aglaja). Sidstnævnte fik jeg set 1, måske 2 af, men desværre blev ingen idas observeret her. Bestanden er dog uhyggelig lille, så arten er svær her. Sidste år havde jeg et enkelt eksemplar på lokaliteten, og Jakob Arnholtz havde forinden også set et par eksemplarer, så jeg må bare komme igen en anden dag. Kørte videre til Ordrup Næs. Her var målene argus og idas. Jeg fik set en enkelt argus, men desværre ingen idas. Heller ikke sidste år fandt jeg idas her, så vi skal tilbage til 2016 siden jeg havde min sidste observation (som i øvrigt var den første nogensinde fra Ordrup Næs). Men godt argus i hvert fald stadig er her med sikkerhed. Herfra gik det videre til Skamlebæk Strand. Stedet huser den ene af kun to tilbageværende populationer på Vestsjælland af Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe). Bestanden er dog forsvindende lille, og jeg gik rundt på lokaliteten i næsten to timer uden at finde hippothoe. Til gengæld fik jeg dog set 150 argus, 50 idas, 1 aglaja, 2 stk. Okkergul Pletvinge (Melitaea cinxia) og 1-2 stk. Stribet Hedespinder (Spiris striata). Lige da jeg var kørt ud af Spovelunden for at forlade Skamlebæk Strand, da jeg havde givet op med hippothoe, opdagede jeg på den sydlige del af Skamlebækvej et areal, hvor jeg tænkte at der måske godt kunne flyve en hippothoe. Stoppede hurtigt op, hoppede ind over hegnet, og tjekkede stedet kort – og næsten med det samme fandt jeg en hippothoe-hun! Kanon! Fedt den stadig holder ud ved Skamlebæk Strand. På selvsamme areal sås i øvrigt endnu en cinxia. Nu hvor jeg havde held i sprøjten med hippothoe, rykkede jeg til Disbjerg ikke langt herfra, hvor den anden tilbageværende hippothoe-population på Vestsjælland lever. Her brugte jeg også et pænt stykke tid inden jeg fandt en enlig hippothoe-han – også 1-2 aglaja sås på lokaliteten. Også +30 eksemplarer af Pimpinellekøllesværmer (Zygaena minos) er værd at nævne herfra. Desværre må man konkludere at hippothoe er gået slemt tilbage heroppe bare de sidste 5 år, men trods alt rart at man stadig kan finde hippothoe i NWZ, selvom det kræver held og arbejdsindsats. Dagens næste lokalitet blev Jyderup Lyng, hvor hovedmålet var amandus. Her måtte jeg også lede meget længe efter amandus, da det yngleområde hvor jeg har fulgt arten i de senere år, var groet fuldkommen til. Det stod mig hurtigt klart at jeg nok ikke ville finde noget det sædvanlige sted ved Jyderup Lyng, så jeg måtte lede efter amandus alternative steder – og med lidt tålmodighed fandt jeg et andet sted for amandus, hvor 2 eksemplarer blev spottet – i parring. Det mest opsigtsvækkende var dog at jeg fandt en aglaja på lokaliteten. Det er første gang nogensinde jeg ser aglaja ved Jyderup Lyng, hvor arten er virkelig sjælden. Senest er der meldt enkelte dyr på bugbase i 2012, 2013 og 2014, så jeg var virkelig glad for denne observation. For resten så jeg også 300 argus og 100 idas på lokaliteten. Kørte videre til Hønsinge Lyng på en kendt amandus-lokalitet - fandt en enkelt hun. Næste mål var endnu en kendt amandus-bestand, ved Ellinge Lyng. Tilfældigt inden jeg nåede frem, fik jeg skræmt en Plebejus op mens jeg cyklede. Har kun set én idas ever på Ellinge Lyng og 0 argus, så det irriterede mig lidt jeg skræmte den væk. Det var dog lige ud for det store lyngareal ved Ellinge Lyng, hvor jeg har gået flere gange tidligere uden at se skyggen af Plebejus'er, selvom stedet virker oplagt. Men en hurtig gennemgang i dag gav 1 argus og +10 idas. Fornemt! Argus er ikke fundet på Ellinge Lyng før, så rigtig godt med en ny delbestand her for arten. Efterfølgende kørte jeg lige videre til amandus-lokaliteten ikke langt herfra, hvor en enkelt han sås i den flotte aftensol. Sluttede dagen af ved Højby Lyng & Gudmindrup Lyng. Resultatet blev 2 argus ved Højby Lyng og 15 idas ved Gudmindrup Lyng. God dag! Skrevet d. 13/6-2018 |
| Dagsommerfugle | Natsommerfugle | Meddelelser |
| Forrige | Tilføj ny rapport | Næste |