Sommerfuglerapporter fra Danmark

Gå til foreningen startside Gamle rapporter Udenlandske rapporter
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark

Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel!

Læs mere her om ret og pligt på denne side

Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare!

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste

Rapportør Obs. dato Distrikt Obs. type
Emil Bjerregård 21/5-2018 NWZ Dagsommerfugle
Rapport for i dag:

Startede dagen ved Store Bøgeskov nord for Ringsted, da jeg følte mig lidt forpligtet til at lave en ordentlig optælling af Rødlig Perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne). Det er jo trods alt efterhånden den sidste rigtig gode bestand i Danmark. Desværre måtte jeg konstatere at arten allerede har toppet for nogle dage siden, da hovedparten af de dyr jeg så var slidte hunner - men fik trods alt noteret +46 individer over et større område. Så det var vel ok, men skulle jeg have nået på den gode side af 100 individer, skulle jeg have besøgt lokaliteten nogle dage forinden.

Herefter valgte jeg at besøge Vaseskov ved Skellebjerg, hvor målet var eftersøgninger af Spættet Bredpande (Pyrgus malvae) og euphrosyne, der sidst er set på lokaliteten i hhv. 2007 & 1991. På trods af at jeg har eftersøgt malvae forgæves to gange tidligere på lokaliteten hhv. d. 6/6 - 2016 & 12/5 - 2017, har jeg ikke afskrivet den herfra, da arten typisk lever i små populationer, hvor man ofte lige skal ramme den rigtige dag. De to tidligere besøgsdatoer for mit vedkommende har i begge tilfælde også været enten for sent eller lige tidligt nok til euphrosyne, så der var virkelig grund til at håbe på noget her. Skoven huser stadig nogle fine lysninger, og det ser altså virkelig egnet ud til både malvae og euphrosyne - men desværre genfandt jeg ingen af arterne. Men hvor intet vover, intet vinder! Nu er man da i hvert fald blevet klogere. Til gengæld så jeg 6 eksemplarer af Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) på lokaliteten, hvilket jo efterhånden er en rigtig god art, der er ved at forsvinde fra Sjælland - så helt forgæves var mit besøg i skoven ikke. Fedt den også er begyndt at flyve på skovlokaliteter, selvom det i forvejen er kendt at arten starter særlig tidligt i netop Vaseskov i forhold til andre sjællandske skovlokaliteter.

Kørte efterfølgende vest på, for at tjekke strandenge i strækningen fra Reersø til Kalundborg. Ved Reersø fandt jeg noget der godt kunne ligne en potentiel malvae-lokalitet med store mængder værtsplanter, og den helt rigtige vegetationshøjde, men desværre blæste det en halv pelikan. Men bestemt noget jeg vil følge op på næste år.

Kørte videre til Ornum Strand, hvor det lykkedes at finde en enkelt Okkergul Pletvinge (Melitaea cinxia). Ikke langt herfra, ved Bjerge Sydstrand, fandt jeg ydermere et eksemplar af cinxia.

Herefter var målet Bjerge Nordstrand. Sidste år genfandt Jan Lindgaard Rasmussen malvae på lokaliteten (dog kun et enkelt eksemplar), som jeg håbede at kunne finde her. Desværre var det blevet ganske sent på dagen og noget køligt, så trods en ihærdig indsats fandt jeg ingen malvae. Til gengæld kunne jeg nyde synet af en stor cinxia-population, hvor langt over hundrede individer lod sig opspore. Fint.

På vej tilbage til Kalundborg fandt jeg på tilfældig vis en ny indlandslokalitet for cinxia ved Ugerløse. Da arten primært er knyttet til kystlokaliteter på Sjælland, var det et godt fund at runde dagen af på.
Skrevet d. 21/5-2018

Thomas Møller 21/5-2018 NWZ Dagsommerfugle
Var også ved Høve Strand/Hønsinge Lyng-området, hvor jeg faldt over et lille, fint område med mange cinxia (20+) og enkelte selene. Derudover 1 malvae, 2 friske og flotte minimus, nogle megera og pamphilus samt en del icarus. Samt mange larver af Ringspinder og Græsspinder. (Der var to små folde på området, men der var ikke græsset i år, og vegetationen så fin ud. Bl.a. var der mange orkideer.)

I klitområdet i Hønsinge Lyng var det dejligt at se selene flyve ret talrigt. Godt at se at den sydlige ende af Korevle-området stadig har nogle fine småbiotoper og en del gode arter - selvom der her som andre steder er en tendens til at behandle de grønne arealer ret respektløst.. (Kørsel gennem dem, uforståelige slåninger osv..)


Skrevet d. 21/5-2018

Jørgen Krogh 20/5-2018 NWZ Dagsommerfugle
Skøn pinserundtur til vestsjællandske lokaliteter:

Gudmindrup Lyng: 8 arter, herunder rubi, megera og (i hobetal i klitterne) selene.

Jyderup Lyng: Sølle 3 arter på en halv time. Til gengæld var det megera, selene og lathonia, så det var vel fint nok.

Disbjerg: 11 arter, herunder cinxia, minimus samt hilltoppende megera i stort tal.

Eskebjerg Vesterlyng: 13 arter, herunder megera, levana og c-album. På vej til bilen fløj en lille håndfuld Pyrgus, men jeg fik ikke checket om det var malvae eller armoricanus.
Skrevet d. 20/5-2018

Emil Bjerregård 20/5-2018 NEZ Dagsommerfugle
Angående cinxia i Heatherhill vil jeg lige nævne at jeg heller ikke fandt arten sidste år trods en ihærdig indsats. Bekymrende. I 2016 var der stadig pænt med dem. Måske endnu et eksempel på en population der på underlig og totalt uventet vis forsvinder ud af det blå fra det ene år til det andet - ligesom med f.eks. rubi i Uglesø Mose.
Skrevet d. 20/5-2018

Emil Bjerregård 19/5-2018 Dagsommerfugle
Rapporter for de sidste 2 dage:

18/5: LFM

Der var lovet halvdårligt vejr, så tænkte at jeg hellere gå efter Rødlig Perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne) denne dag, som er god at gå efter i gråvejr.

Dagens første lokalitet blev Corselitze Østerskov. Det bedste yngleområde fra 2016 & 2017 er i år desværre ubrugeligt for arten pga. tilgroning. Heldigvis overlever arten dog længere mod øst i Corselitze Østerskov, hvor jeg var heldig at finde 2-3 eksemplarer. Lidt lavt antal for lokaliteten, men trods alt godt euphrosyne holder stand i Corselitze Østerskov. Og så skal det jo lige siges at vejret ikke var specielt godt.

Kørte videre til Donnemosen ved Mellemskoven. Her fandt jeg et nyt åbent område som jeg aldrig har besøgt før. I gråvejret fløj der sørme også 3 friske euphrosyne rundt, hvilket er et meget godt antal for denne lille population. Måske bestanden har det bedre end først antaget. Under bedre vejrbetingelser kunne jeg sikkert have lavet en ganske pæn opælling af euphrosyne.

Sluttede dagen af i Corselitze Hovedskov. Her var euphrosyne yderst talrig for 3-4 år siden, men siden dengang er det gået noget ned af bakke. Arten har hele tiden været koncentreret til 3 rydninger. I dag er den formentlig væk fra 2 af dem, og forekommer dermed måske kun ét sted i skoven nu. Resultatet for i dag blev da også kun én euphrosyne, hvilket er noget sølle, med tanke på at jeg i 2014 var tæt på at nå 100 eksemplarer herfra. Det ville være prisværdigt hvis nogen gad tage herned i godt vejr og tælle bestanden op, frem for alle de fantasiløse besøg i Store Bøgeskov.

Alt i alt et udmærket resultat taget i betragtning af vejrforholdene. Kunne måske godt have nået enten rubi ved Horreby Lyng eller eftersøge euphrosyne i Hannenov Skov, men valgte at tage hjem, da jeg godt for en gangs skyld ville være hjemme inden kl. 23...

19/5: NWZ

Tog til Vestsjælland i dag så godt som direkte efter en bytur. Første lokalitetsbesøg i dag blev Jyderup Lyng. Her har jeg gået forgæves efter Spættet Bredpande (Pyrgus malvae) ganske mange gange, men i dag lykkedes det mig ENDELIG at finde arten her. Et meget slidt eksemplar blev opdaget stort set ved min ankomst. Dertil kan også nævnes 3 stk. Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) og ca. 25 Okkergul Pletvinge (Melitaea cinxia).

Kørte videre til Høve Strand ikke langt herfra. Lokaliteten er nok bedst kendt for sin tidligere forekomst af Gråbåndet Bredpande (Erynnis tages), der forsvandt her i 1992. Målet var såmænd bare at gense cinxia her, og det lykkedes ganske fint med +20 eksemplarer.

Herfra gik det videre til Veddinge Bakker. Spættet Bredpande er sidst fundet her i 2006, men da jeg kørte forbi stedet tidligere på året fandt jeg det ikke malvae-egnet. Gav det dog et skud i dag, men det må nok desværre konstateres at malvae er væk herfra, da lokaliteten er groet for meget til.

Efter den forgæves malvae-eftersøgning kørte jeg til Disbjerg. Her lykkedes det at finde et enkelt eksemplar af Fransk Bredpande (Pyrgus armoricanus) som var hovedmålet. I tilgift sås også 5 cinxia.

Kørte videre ud mod Skamlebæk Strand. Håbet var at finde lidt nyklækkede selene og cinxia, men desværre var disse arter ikke startet her endnu - ganske interessant at se disse lokale små fænologiske forskelle.

Efter mit besøg ved Skamlebæk valgte jeg at tage et sats. Tidligere i år (d. 7/5) eftersøgte jeg malvae forgæves på Ordrup Næs. Arten er eftersøgt forgæves på Ordrup Næs af flere entomologer siden den sidste observation blev gjort i 2011 af Martin Bjerg. Jeg havde derfor nok ikke regnet med det store, men minsandten om det sgu ikke lykkedes mig at finde mindst 3 malvae - måske var der 4. Fornemt at genfinde arten her på en sjællandsk lokalitet, som der jo ikke er mange af tilbage, hvor det heldigvis ser anderledes bedre ud vest på. Udover malvae sås også +30 cinxia på stedet.

Nu hvor jeg havde tur i den, tænkte jeg at jeg ville aflægge Orhøje et besøg. Her eftersøgte jeg også malvae forgæves tidligere i år d. 7/5. Spættet Bredpande er sidst set her i 2003, og på trods af jeg fandt et væld af værtsplanter, var der ingen malvae i sigte. I stedet måtte jeg tage til takke med 9 cinxia'er.

Kørte videre syd på til Rævebjerg. Så sent som i 2012 var der stadig malvae på lokaliteten, men jeg har frygtet den er væk herfra, eftersom jeg eftersøgte arten forgæves ved ét besøg i 2017 og ét besøg i 2018. Nu prøvede jeg så igen, og heller ikke denne gang lykkedes det. Den er med største sandsynlighed forsvundet herfra. Fik dog observeret 12 cinxia'er som trøst.

Sluttede dagen ved Eskebjerg Vesterlyng i det smukkeste aftenlys med mørke ubehagelige skyer i baggrunden, hvor jeg kunne nyde synet af +30 armoricanus samt en hel del cinxia'er.

En supergod dag, selvom jeg led en del under mine tømmermænd. Det er altid en fornøjelse når der bare for en gangs skyld er held med eftersøgningerne.
Skrevet d. 20/5-2018

Martin Bjerg 19/5-2018 NEZ Dagsommerfugle
Så nåede jeg de 25 årsarter. Fik minimus og cinxia på i går. Rundede også lige Melby Overdrev i dag; mindst 75 cinxia på et begrænset areal; det godt nok mange år siden, jeg har set så mange der. Som den første rigtige sommerart kom 8 selene på i Heatherhill. Så dog ingen cinxia der. Frygtede også, at arten nok var på vej til at forsvinde, efter jeg kun så en enkelt sidste år.
Skrevet d. 19/5-2018

Emil Bjerregård 15/5-2018 Dagsommerfugle
Rapporter for de sidste 5 dage:

13/5: LFM

Drog til Falster denne dag med Magnus Vest Hebsgaard. Målet var Corselitze-skovene på den østlige del af øen, for at se til Rødlig Perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne). Vi startede med den nordlige bestand ved Corselitze Østerskov. Her er euphrosyne fundet ganske fåtalligt tidligere, lige indtil sidste år, hvor jeg d. 25/5 noterede minimum 20 eksemplarer af arten. Dog starter arten her lidt senere end de andre danske lokaliteter grundet kystens nærhed, så vi måtte erkende at vi lige akkurat var kommet for tidligt på flyvetiden. Desværre måtte vi også konstatere at lokaliteten er groet kraftigt til bare siden sidste år, så euphrosyne hænger virkelig i en tynd tråd her.

Næste lokalitet blev Donnemosen i Mellemskoven. Bestanden her er yderst fåtallig, og vi så heller ikke nogen. Men også her starter den lidt sent grundet kystens nærhed, og den er da også set her sidenhen, i begrænset omfang.

Herefter var det Corselitze Hovedskov det gjaldt, nede syd på ikke langt fra Corselitze Teglskov. Et rystende, men langt fra overraskende syn mødte os. De 3 rydninger hvor arten tidligere har været meget talrig er i dag TOTALT ødelagt af tilgroning og tilplantning. Øv. I 2014 noterede vi +85 euphrosyne d. 17/5 på disse 3 rydninger. Siden er det gået stødt ned af bakke, og i dag fandt vi ikke så meget som én eneste euphrosyne. Her mine optællinger fra 2014 til nu fra skoven:

17/5 - 2014: +85 eks.

20/5 - 2015: 31 eks.

22/5 - 2016: 12 eks.

25/5 - 2017: 8 eks.

I dagene efter mit besøg, er de første euphrosyne begyndt at komme på vingerne på Falster, så jeg tager nok en runde dernede snarligst, for at se hvordan bestanden har det når arten topper.

Vi sluttede dagen af ved Bøtø Strand & Bøtø Plantage. Trods det blæste en halv pelikan ude på diget, fandt vi meget sent på dagen 2 helt nyklækkede eksemplarer af Sort Ildfugl (Lycaena tityrus). Derudover fandt vi også flere flyvehuller, samt en puppe, af Bævreaspglassværmer (Eusphecia melanocephala), som Brian J. K. Nielsen og Niels Jacob Aachmann-Andersen fandt hernede i april-måned som ny for LFM.

14/5: LFM

Denne dag faldt valget på Lolland. Første lokalitet blev Søholt Storskov ved Maribo, hvor Rødlig Perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne) var målet. Bestanden var yderst talrig i skoven til og med 2011. Desværre er populationen decimeret voldsomt siden, og i dag er arten tæt på at forsvinde fra skoven, og må forventes at gøre det inden for en overskuelig årrække. Til trods for at jeg gik grundigt til værks, og tjekkede alle de gode steder hvor arten burde kunne være, så jeg kun 2 euphrosyne. Skuffende. Man kan derfor, med fuld ret, frygte at euphrosyne i snarlig fremtid vil være helt væk fra distriktet LFM. Om få år vil euphrosyne måske kun være at finde i Store Bøgeskov, hvor arten dog heldigvis endnu er yderst talrig.

Kørte fra Søholt Storskov videre til Favrsted Skov. Her havde Poul Szyska held med tilbage i 2015 at genfinde euphrosyne, efter arten ikke var fundet hér siden 1990. Populationen er dog af meget ringe størrelse, og personligt har jeg kun én observation fra skoven - 1 eksemplar d. 24/5 - 2015. Heller ikke i dag lykkedes det at finde euphrosyne, og der er da også kun fundet ét eksemplar so far i 2018 på lokaliteten, så det er bestemt ikke let at finde arten i Favrsted Skov. Dog var der blev væsentligt ryddet siden jeg var der sidste år, som måske kan være til gavn for euphrosyne - det må tiden vise.

Dermed tænkte jeg at det måtte være godt for i dag med skovobs. Jeg tog derfor mod syd for at se efter Spættet Bredpande (Pyrgus malvae). Startede ved Brunddragene, hvor der sidste år fløj ganske mange malvae. Desværre er en større del af området ødelagt af for hård græsning siden sidste år, men det lykkedes da trods alt at finde en enkelt malvae på lokaliteten. Derefter kørte jeg til Hyldtofte Østersøbad & Rødbyhavn, for at se om der kunne komme lidt træk ind, men så ikke andet end lidt Admiraler. Ingen malvae sås på disse lokaliteter.

15/5: NEZ

Startede med at køre til Danstrup Hegn ved Fredensborg. Her fandtes der indtil for nylig to fine bestande af Grøn Busksommerfugl (Callophrys rubi) i hhv. Uglesø Mose & Store Torpensmose. Men desværre ser det ud til at rubi er forsvundet herfra for nylig, så jeg havde ikke håbet på det helt store. Og trods godt vejr og en ihærdig indsats fandt jeg ikke arten nogen af stederne. Jeg har været her mange gange forgæves efterhånden, og jeg tør godt konkludere rubi uddød på egnen. Sørgeligt.

Næste mål blev Melby Overdrev, da jeg godt lige ville se mine første Gråbåndet Bredpande (Erynnis tages) i år. 7 pæne eksemplarer blev fundet i løbet af en times tid, og dertil kunne jeg også glæde mig over 2 malvae, +15 rubi samt en helt nyklækket Okkergul Pletvinge (Melitaea cinxia).

Kørte efterfølgende videre til Karsemosen. I den gamle hedemose havde jeg i hvert fald 7 eksemplarer af rubi - dejligt der stadig er lidt gode dagsommerfugle at finde på en ellers meget ødelagt lokalitet.

Sluttede af ved Tibirke Bakker, for at se om jeg kunne finde en hill-toppende Svalehale hvor arten før er fundet. Det er fra nu af at det gælder med den art i DK, men det lykkedes ikke lige i dag, men det er da bestemt værd at forsøge sig fra nu af! I stedet kunne jeg dog glæde mig over i hvert fald 1, måske 2 rubi.

16/5: SZ

Var "spærret" inde det meste af dagen i et laboratorie, men nåede alligevel en tur til Sydsjælland, for at besøgge Odden ved Strøby Egede. Her findes distriktet SZ's eneste tilbageværende kendte population af malvae, hvor jeg var heldig at finde 2 eksemplarer sidste år da jeg besøgte lokaliteten. Arten er dog meget fåtallig her, så det lykkedes ikke at finde arten denne dag.

17/5: NEZ

Var igen denne dag nødsaget til at bruge det meste af dagen på uni, men nåede alligevel en tur til Melby Overdrev sidst på dagen, hvilket gav 8 tages, 3 malvae, 5 cinxia, 15 rubi samt bedst en viridata. Fint.
Skrevet d. 17/5-2018

Thomas Møller 17/5-2018 NWZ Dagsommerfugle
Hvilken maj måned! Det hele eksploderer nu! Hvis vi bare får rimeligt fornuftigt sommervejr resten af sommeren, skulle der være god grund til at håbe på en ekstra generation af mange arter!

I dag var jeg ude efter cinxia og fandt 10+ friske individer på et kvarters rundgang i dens gamle lokalitet ved Nykøbing Vesterlyng. Der var også en del phlaeas og enkelte pamphilus og cardamines - og en lille hugorm.

Tog videre til Korevle-området, hvor jeg startede ved p-pladsen for enden af Gudmindrup Lyng Strandvej. Allerede på p-pladsens område var der en cinxia. Det var til gengæld også den eneste jeg så under hele min 2 timer lange gennemtrawling af området... Hvor den kom fra må guderne vide!

I den nordlige fold var der ikke græsset lige for nylig, så der var en del blomstrende planter - især Engelskgræs. I området tæt ved p-pladsen og enkelte andre mindre områder, hvor der ikke var græsset for nylig, var der en hel del icarus og også en del phlaeas samt enkelte pamphilus og friske megera og - næsten helt ude i klitterne - 1 rubi! Udenfor foldområderne så jeg udover icarus, phlaeas, pamphilus, megera og io også 3 lathonia, hvoraf en var meget slidt og de to andre friske at se på.

Dagens store overraskelse kom, da jeg havde opgivet at se noget interessant og var på vej tilbage til bilen, da jeg ca. 100 meter fra denne i en fugtig del af det nordligste foldområde så en rødlig sommerfugl. Det viste sig at være en perlemorsommerfugl. Det MÅ have været en selene! Men jeg fik kun nogle korte glimt af undersiden på det meget friske og flotte dyr. Nok til at se, at det ikke var lathonia. De ret kantede forvinger og hvad jeg fik set af undersiden siger mig, at det kun kan være selene. Men den virkede faktisk større og lige så rødlig som nogle af de euphrosyne, jeg så i går. Den og niobe må jeg dog nok også udelukke. ;)

(Jeg får i øvrigt næsten kvalme, når jeg ser, hvor ødelagt hele dette før så dejlige og artsrige område er nu! Det fremstår goldt, afsvedent og nedtrampet/nedbidt og de få steder, man ser lidt sommerfugle, er der, hvor det er længe siden, at der sidst er blevet græsset. Det eneste, der stortrives, er Rynkerosen - som 'plejens' iværksættelse undskyldtes med.. At kalde det, der foregår her, for 'naturpleje' er en parodi!)

Nå, jeg afsluttede dagens feltarbejde med at kigge lidt på området langs omfartsvejen ved Nykøbing. Der var der bl.a. en lidt slidt agestis. Det bragte dagens samlede antal sete arter op på 15 - inklusive aegeria og et par hvide arter. Ikke så ringe for en dag midt i maj.




Skrevet d. 17/5-2018

Thomas Møller 16/5-2018 NWZ Dagsommerfugle
På 1 times tid (med cykel) ved middagstid sås 7-8 euphrosyne enkeltvis spredt over et større område i Store Bøgeskov. Der var både ret slidte og friske eksemplarer, og jeg anslår derfor, at de må have været på vingerne i adskillige dage - formentlig en uges tid, og at det derfor er peak-flyvetiden netop nu. Hvoraf jeg udleder, at den ikke er særligt talrig. Jeg iagttog en hun, der fløj/kravlede rundt på anemoner og hindbær og ledte efter violer til æglægningen. Den ledte forgæves i de 5 minutters tid, jeg så på. Der er mange små biotoper, der ser brugbare ud for arten - hvis der ellers bare var violer på dem. Det er der desværre ikke ret mange steder. Jeg tror derfor, at en væsentlig årsag til, at der ikke er flere euphrosyne i Store Bøgeskov, simpelthen er violmangel. Udover denne sås 50+ cardamines, ca. 5 rhamni, ca. 5 io, ca. 10 aegeria og en del hvide. Endelig var der ret mange Vespa krabo og rigtig mange guldsmede sp. og andre insekter. Lækkert!
Skrevet d. 16/5-2018

Thomas Møller 13/5-2018 NEZ Dagsommerfugle
Søndag i Lyngby Åmose.

Uden at bruge meget tid på at lede så jeg nok en god halv snes rubi over en halv times tid. Interessant nok ser den ud til at være begyndt at flyve mere diffust i mosen, hvor den tidligere ikke sås mange andre steder end i det mosebøllerige kerneområde. (Et par af rubierne så jeg i leg over en hæk uden for selve mosen.) Plejen af de åbne flader i mosen ser efterhånden rigtig fornuftig ud, og det er måske årsagen til, at rubi ser ud til at brede sig.

Derudover sås nogle rhamni, mange cardamines, en del hvide i forskellig størrelse og enkelte io.
Skrevet d. 15/5-2018

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste