Sommerfuglerapporter fra Danmark

Gå til foreningen startside Gamle rapporter Udenlandske rapporter
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark

Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel!

Læs mere her om ret og pligt på denne side

Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare!

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste

Rapportør Obs. dato Distrikt Obs. type
Emil Bjerregård 17/8-2016 LFM Dagsommerfugle
I dag tog jeg til Sydhavsøerne med Arne Volf og Nikolaj Noel Christensen for at se efter sjældne trækdyr. Jeg havde ikke set så meget andet end betulae, virgaureae og selene i NEZ siden Magnus og jeg var ved Saltbæk Vig og registerere Fransk Bredpande, Pyrgus armoricanus d. 11/8, så det var rart lige at tage en tur mod syd i dag, nu vejret endelig var godt. Vi startede på Lolland ved Knuthenlund for at se efter Gul Høsommerfugl, Colias hyale. Vi optalte ca. 20 eksemplarer, heraf 1-2 hunner, men ellers kun hanner. I går er der set Orange Høsommerfugl, Colias croceus på stedet, men den fandt vi desværre ikke i dag. Herfra kørte vi mod syd til Kramnitze, men blæsevejr gjorde det svært at finde noget interessant. Kun almindelige arter sås. Vi fortsatte mod Rødby til en stor lucernemark, der stod i fin blomst. Vi tjekkede marken grundigt, men fandt ingen Colias hér. Herfra kørte vi til Saksfjed Inddæmning for at se Guldhale, Thecla betulae, som jo er sjælden hernede på Sydhavsøerne. Her lykkedes det os dog kun at finde et enkelt eksemplar. Vi kørte videre fra betulae-lokaliteten til Brunddragene ud mod kysten, for at se om vi havde bedre held her end ved Kramnitze, med at spotte lidt sjove trækdyr. Her lykkedes det os dog heller ikke at finde andet end almindelige arter. Vi så ikke engang Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene, hvilket blæsten var årsag til. Vi valgte at slutte dagen af ved Gedesby & Bøtø Strand, for at se efter Sort Ildfugl, Lycaena tityrus, som både Arne og Nikolaj ikke havde set før. Vi fandt i alt 4 eksemplarer ved Gedesby Strand, 1 han og 3 hunner. Ved Bøtø Strand efterfølgende, opdagede jeg højst overraskende en han af Grønbroget Kålsommerfugl, Pontia daplidice, siddene på en blåhat. Mine to medobservatører fik en del fotos af dyret, inden den forsvandt i en sværm af kålsommerfugle et par minutter efter. Årsart nr. 68 :) Bliver eftersøgt hele dagen i morgen for mit vedkommende, og forhåbentlig dukker der også andet spændende træk op.
Skrevet d. 17/8-2016

Svend Kaaber 17/8-2016 EJ Dagsommerfugle
Aarhus V, 17.august 2016.

Midt på denne smukke sommerdag tog min hustru og jeg fat på at fjerne de mange visne blomsterstande på vor store Buddleia-busk.Under arbejdet opdagede jeg en flot guldhale-han, der furagerede i en blomstrende Kanadisk Gyldenris ved siden af.Det lykkedes at få taget en række billeder af eksemplaret, som nærmest gav indtryk af at nyde al vor opmærksomhed. Jeg har længe vente at få noteret arten her på parcellen, da der i hele kvarteret er masser af levesteder i form af lave solbeskinnede slåen-bevoksninger, som ikke bliver klippet.Der var samtidig dagsommerfugl nr. 22, som jeg siden 2003 har noteret fra denne parcel.Så selv en stor bys industrikvarter rummer mange levesteder for denne lille del af vor danske fauna.
Skrevet d. 17/8-2016

Michael Andersen 16/8-2016 NEZ Dagsommerfugle
Hundige, Nordsjælland.



I går på min løbetur til stranden så jeg en sørgekåbe komme flyvende.

Mon den er trukket ind med nordenvinden, eller kommer den blot fra Pinseskoven?

Skyndte mig at hænge snore op i haven, men uden resultat.
Skrevet d. 17/8-2016

Klaus Bjerre 14/8-2016 NEZ Dagsommerfugle
Svalehale P.machaon, Vestamager, *******. Klokken 13.00 kom flyvende lavt inde fra villakvarteret.
Skrevet d. 14/8-2016

Emil Bjerregård 13/8-2016 Dagsommerfugle
21/7: SZ

Jeg tog denne dag til Stevns med Lars Andersen & John Strange Petersen. Vi startede ved Grevindeskov for at kigge efter Skovperlemorsommerfugl, Argynnis adippe i pragtfuldt vejr. Vi fandt desværre ikke arten trods en god indsats, og underligt nok så vi kun ganske få Kejserkåber, Argynnis paphia. Videre til Holmegårds Mose. Havde håbet på at se Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae. Desværre konverterede det gode vejr til mindre godt vejr så virgaureae udeblev, men til gengæld så vi 3 Foranderlig Blåfugl, Plebejus idas og 1 Moserandøje, Coenonympha tullia. Herfra brugte vi resten af dagen på at tjekke lucerne-og rødkløvermarker på Stevns for høsommerfugle. Trods ihærdighed fandt vi ingen Colias'er.

22/7: LFM

Med udsigt til små 30 grader og sydøstenvind, drog Magnus og jeg naturligvis til Sydhavsøerne for at finde sjældne trækdyr. Vi startede dog lige ved Fjordgården på Bogø først hos Thore Svensson, for lige at se lidt hyale som Magnus manglede som årsart. Vi fandt i alt 6 hanner og en enkelt hun. Det var den første hun i år på grunden jf. Thore, og vi opdagede såmænd også at den ivrigt lagde æg på lucerne. Det gav os til at lede efter æg, og det lykkedes os at finde 2 hyale-æg. Herfra kørte vi til sydkysten på Lolland. Målet var Brunddragene, som plejer at være et rigtig godt træksted for Colias og andet sjovt. Vi fandt desværre ingen interessante trækdyr, men til gengæld så vi 10 Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene og ikke mindst 2 Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja. Sidstnævnte er observeret fåtalligt med års mellemrum på Lollands sydkyst gennem de sidste 10 år, og der er ikke længere nogen tvivl om der er en fast bestande hernede. Argynnis aglaja var i øvrigt ny Lollands-art for os begge. Vi sluttede af ved Lyttesholm, for at se efter hyale som er observeret her d. 16/7, men det lykkedes os desværre ikke at finde hyale eller noget som helst andet interessant.

23/7: NWZ

Jeg valgte at køre en tur til Vestsjælland i dag for at se efter Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja. Startede ved området omkring Gudmindrup Lyng, Højby Lyng og Ellinge Lyng, hvor jeg underligt nok aldrig har set arten. Jeg måtte også lede længe inden jeg fandt min eneste aglaja i dag i området ved Højby Lyng. Dertil kan også nævnes 30 Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene og 3 Argusblåfugl, Plebejus argus. Kørte herfra til Yderby Lyng. Her var jeg også meget tålmodighed med aglaja, men efter 1,5 times eftersøgning lykkedes det mig endelig at finde et slidt eksemplar. Også 3-4 argus blev observeret på lokaliteten. Sluttede dagen af ved Overby Lyng hvilket (igen efter lang tids eftersøgning) gav en enkelt slidt aglaja, men ellers ikke rigtig noget af interesse.

24/7: WJ & EJ

Denne dag valgte Magnus og jeg at drage vest på til Jylland. De to mål var Ensianblåfugl, Maculinea alcon & Kommabredpande, Hesperia comma, som vi lige ville krydse for i år. Vi startede ved den kendte indlandslokalitet for alcon, Grene Sande. Her mødte vi en anden sommerfugleinteresseret ved navn Søren Nygaard, og sammen med ham fandt vi 20 imago alcon. Dertil skal også nævnes 15 Klokkeensian tæt belagt med æg af Ensianblåfugl. Vi fandt også 3 Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae på stedet. Herfra tilbød Søren at køre os til Groest Hede direkte, hvilket vi ikke kunne takke nej til. Inden vi besøgte selve Groest Hede, tjekkede vi dog lige den nærliggende Søhalegård Plantage først. Her så vi ca. 5 Foranderlig Blåfugl, Plebejus idas, 20 virgaureae og 1 Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja. Ved Groest Hede mødtes vi efter aftale med entomologen Mathias Holm. På lokaliteten vrimlede det som forventet med comma. Vi optalte i hvert fald mindst 70 comma og dertil kan også nævnes 20 idas, 250 virgaureae og 2 aglaja. Herfra sagde vi pænt farvel til Søren, mens Mathias, Magnus og jeg fortsatte videre herfra til en bakkeskråning ved Rørbæk Sø, som Mathias meget gerne ville aflægge et besøg. På stedet fandt vi 10 comma, 2 idas og 50 virgaureae. Efterfølgende kørte vi til Stigsholm Sø nordøst for Nørre Snede. En meget flot og artsrig lokalitet, hvor vi fik set 2 comma, 2 virgaureae og en enkelt aglaja. Ikke langt herfra lå Enghøj Mergelgrav, som vi også lige måtte aflægge et besøg. Her fandt vi 5 virgaureae samt hele 25 aglaja, som åbenbart har en meget stor bestand på stedet. Vi sluttede af ved Stampemølle, hvor vi i smukt aftenlys kunne iagttage 12 comma, 4 idas, 40 virgaureae samt uhyre mange Blåhale, Favonius quercus. En rigtig fin dag i det jyske.

25/7: LFM

Efter en lang og udmattende tur i går til Jylland, valgte Magnus og jeg at køre syd på til Falster for at se efter lidt spændende trækdyr. Vi startede med at tage til Gedser By, og gå herfra langs Falsters sydkyst til Gedser Odde. På stranden mellem Frisenfelt og Gedser Odde står der en del Strandsennep, så vi gav os til at lede efter Grønbroget Kålsommerfugl, Pontia daplidice (eller Pontia edusa om man vil). Vi fandt desværre ingen daplidice, men helt ude på spidsen af Gedser Odde så vi til gengæld 1 han og 2 hunner af Gul Høsommerfugl, Colias hyale. Vi observerede endda en parring af arten, hvilket vi begge fik en hel del billeder af. Herfra fortsatte vi mod nord, for at nå vores egentlige mål, Det Falsterske Dige. Undervejs gav vi os til at tjekke endnu mere Strandsennep for daplidice, men fortsat forgæves. Da vi endelig nåede til den sydlige del af diget ved Birkemose, fandt vi 1 Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja. I nærheden ved Gedesby Strand, fandt vi 15 Sort Ildfugl, Lycaena tityrus, 5 Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene og yderligere 2 aglaja. Dertil kan også nævnes et eksemplar af ”Skjold træk-ugle”, Heliothis peltigera. Indtil videre eneste registrerede fund i Danmark i år, så rigtig godt lige at en observation i bogen af denne art. Vi fortsatte til Bøtø Strand, som gav 1 tityrus, 30 selene og 5 aglaja. Til slut fik vi set 3 tityrus ved Bøtø Plantage, som afrunding på en glimrende tur.

26/7: SZ

På trods af sløjt vejr, drog jeg denne dag til Stevns for at lede efter Gul Høsommerfugl, Colias hyale. Jeg tjekkede rødkløver-og lucernemarker ved Klippinge, Holtug, Store Heddinge, Rødvig og Faxe Ladeplads og desuden tjekkede jeg også Holtug Kridtbrud, men desværre så jeg ikke en eneste Colias denne dag. Sluttede dagen ved Feddet, hvor jeg da i det mindste så 1 Foranderlig Blåfugl, Plebejus idas og 25 Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene.

27/7: NEZ

Denne dag tog jeg til Bidstrup-skovene i kedeligt gråvejr. Startede i Hundemosen ved Hejede Overdrev uden at se noget som helst spændende. Ved Ellesøengen tæt ved, havde jeg dog fornøjelsen af en Skovperlemorsommerfugl, Argynnis adippe. Fortsatte til Smuldmosen i Ravnsholte Skov, hvor jeg fandt 8 adippe, 1 Hvid Admiral, Limenitis camilla og 1 hun af Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae. Herfra gik det videre til Rønnesømosen i selvsamme skov, hvor jeg så yderligere en hun af virgaureae. Slutteligt besøgte jeg Yssemosen, hvor jeg fik set 10 adippe og 3 Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene.

28/7: NWZ

Tog med Magnus denne dag til Vestsjælland, hvor målet var Fransk Bredpande, Pyrgus armoricanus. Vi startede ved Eskebjerg Vesterlyng. Vi gav os her god tid til at lave en ordentlig og seriøs optælling af armoricanus. Vi talte i alt 127 armoricanus, hvilket klart er det største antal nogensinde meldt fra denne lokalitet. Det kan hermed både bekræftes at bestanden her er sund og rask, samt at 2. generationen klart er mere talrig end 1. generationen. Herefter drog vi yderligere vest på til Asnæs. I 2014 blev armoricanus genfundet her i noget så usædvanligt som en 3. generation, efter ikke at være set på lokaliteten i 95 år på daværende tidspunkt. Bestanden er dog her, i modsætningen til bestanden ved Eskebjerg Vesterlyng, meget spinkel. Vi måtte lede grundigt og målrettet inden vi fandt den første armoricanus, og ved hjælp af god tåmlodighed fandt vi i alt 7 eksemplarer af arten. Så armoricanus lever her endnu, men den har det bestemt ikke for godt her desværre.

30/7: LFM

Med løfter om heldagsregn i de fleste egne af landet, havde jeg ikke umiddelbart de bedste forudsætninger for at få noget at se, men der var dog lovet lidt solhuller i de sydlige egne af landet om eftermiddagen. Derfor tog jeg til Bogø for at kigge efter Gul Høsommerfugl, Colias hyale, hvor jeg havde set pænt med hyale tidligere i år. Trods en rigtig flot opklaring, så jeg ikke skyggen af hyale. Alle dyrene var altså formentlig trukket væk. Nåede ikke at besøge andre steder, da vejret efterfølgende konverterede til gråvejr og regn som forventet.

31/7: NEZ

Jeg valgte at tage en stille og rolig runde i Nordsjælland denne dag. Ville godt lige se Guldhale, Thecla betulae, som jeg ikke havde set i år. Startede på Skansebakken i Hillerød, men desværre så jeg ingen betulae her. Til gengæld fik jeg set en meget slidt han af Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae. Efterfølgende kørte jeg til Holmene hvor jeg fik set et meget flot nyklækket eksemplar af betulae, og kort tid efter fandt jeg 7 stk. i Salpetermosen. Sluttede i Heatherhill med 13 Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene.

1/8: NEZ

Med løfter om dårligt vejr først på dagen, men til gengæld mulighed for opklaring ved 14-tiden, valgte Magnus og jeg at se efter lidt Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae i NEZ. Først besøgte vi Skansebakken i Hillerød, hvor vi så en enkelt hun af virgaureae. Desværre fandt vi ingen Guldhale, Thecla betulae, som ellers har en god bestand på lokaliteten. Herfra kørte vi til Langebjerg Ås ved Uvelse. Stedet huser en lille bestand af virgaureae, og efter lang tids eftersøgning lykkedes det os at finde en enkelt hun. Ny lokalitet for os begge. Vi er begge enige om at gøre meget mere ud af eftersøgninger i 2017 af denne efterhånden halvsjældne art på Øerne...

2/8: LFM

Denne dag gik turen til Falster. Vi lagde ud i Hannenov Skov. Så sent som i 2000 var der fortsat en lille forekomst på stedet af Sort Ildfugl, Lycaena tityrus. Noget optimistisk at håbe på at genfinde arten hér, men hvor intet vover, intet vinder. Desuden tænkte vi på, at det ikke måtte være umuligt at finde Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene på stedet. Desværre viste det sig (som forventet), at lokaliteten var fuldstændig ødelagt af tilgroning, hvilket tog håbet fra os om at finde tityrus eller selene på stedet. Vejret var heller ikke det bedste, så vi vurderede at vi heller måtte videre til næste lokalitet. Her faldt valget på Hovedskov på det østlige Falster, hvor John Faldborg så sent som i 2014 genfandt selene efter ikke at have været set siden 2007. Vi var lidt bekymrede for at vi kom for tidligt i flyvetiden for 2. generationen (arten flyver jo noget senere på skovlokaliteter, end f.eks. kystlokaliteter), og vi fik da heller ikke set arten. Vejret var nu stadig ikke helt optimalt, selv om det var blevet en del bedre siden vi forlod Hannenov Skov. Lidt deprimeret over ikke at have set noget som helst spændende, drog vi mod Sildestrup Strand i håb om at se lidt træk som en opmuntring. Vi havde ikke brugt meget mere end et kvarter på lokaliteten før Magnus meldte en hun af Gul Høsommerfugl, Colias hyale ud, og 10 minutter senere fandt jeg en han af hyale yderligere. Udover vores 2 hyale, bør nævnes 6 Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja og en enkelt selene.

3/8: NEZ

Trods møgvejr, iagttog jeg 2 eksemplarer af Guldhale, Thecla betulae i Salpetermosen.

4/8: LFM

Jeg valgte at gå en lang tur på Falster-diget fra Sildestrup Strand til Bøtø Strand & Bøtø Plantage, og retur igen. I alt ca. 20 km(gik en del frem og tilbage). Det gav naturligvis en del Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja og Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene på diget og 5 Sort Ildfugl, Lycaena tityrus inde i Bøtø Plantage. Af trækdyr kan nævnes 166 Tidselsommerfugl, Vanessa cardui (grundig optælling) og en enkelt han af Gul Høsommerfugl, Colias hyale ved Marielyst Strand. Godkendt.

5/8: NEZ

Jeg fandt 3 Guldhale, Thecla betulae i Holmene og yderligere 5 eksemplarer i Salpetermosen i dagens få solhuller.

6/8: LFM

Vejret stod denne dag mest på regn, men jeg kunne se at der sidst på dagen ville komme en lille opklaring på Lolland-Falster. D. 5/8 blev der meldt 5 Colias hyale fra Knuthenlund nær Stokkemarke på Lolland, og yderligere 1 eksemplar ved Jysted nord for Knuthenlund. Derfor valgte jeg at bruge dagens få solskinstimer på disse kanter. Ved Knuthenhlund vrimlede det med hyale og en ihærdig optælling gav 25 hyale-hanner. Sjovt at se arten i så pænt antal. Udover en melding tidligere i år fra Møn, hvor netop også 25 hyale blev observeret, er arten vidst ikke meldt i dette antal siden invasionen i 2003. Jeg så dog desværre ingen hunner med sikkerhed. Herfra smuttede jeg videre til lucernemarken ved Jysted, men her fandt jeg desværre ikke nogen hyale. Hård blæst gjorde det dog også utrolig svært for mig at finde noget.

7/8: SZ

Tog lige en runde på Stevns ved lucerne-og rødkløvermarker omkring Hårlev, Klippinge og Gjorslev. Der er set i alt 5 Colias hyale på Stevns i år, så de er også nået herop, men jeg fandt desværre ikke nogen trods ihærdig indsats og tjek af flere marker. Vejret var nu heller ikke optimalt...

8/8: LFM

Med udsigt til kraftig vestenvind men alligevel vedvarende sol, tænkte jeg på at gå en tur på Falster-diget for at finde læ for vinden. Solen kom dog først frem hen over eftermiddagen, og trods læ var det svært at få set noget. En enkelt Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja ved Sildestrup Strand, 1 stk. Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene samt 1 stk. Sort Ildfugl, Lycaena tityrus inde i Bøtø Plantage, var dagens bedste observationer. Desværre ingen Colias eller bedre trækdyr sås.

9/8: LFM

Jeg kørte denne dag til Lolland med Klaus Hermansen i håb om at se lidt Colias. Vejret var ikke det bedste, og det viste sig da også at vejret blev værre end lovet – blæst, kulde og småregn trods løfter om vedvarende sol i perioder. Vi startede med at køre op til Knuthenlund, hvor jeg d. 6/8 jo havde mange hyale. Vi brugte en del tid der inden vi fandt den første hyale (hun), da vejrforholdene gjorde det svært at observere noget. Herfra kørte vi videre til Kramnitze på sydkysten. Da vi kom ud på lokaliteten stod det klart for os at det blæste alt for meget til at finde noget, så vi kørte i stedet øst på til Brunddragene i håb om mere læ. Læ fandt vi ikke rigtig noget af, så vi kørte lidt ind i land til Lyttesholm for at se efter Guldhale, Thecla betulae, som har en af sine eneste bestande på Sydhavsøerne hér. Med lidt tålmodighed fandt vi et enkelt eksemplar. Herefter begyndte det at klare en lille smule mere op, så vi besluttede os for at køre tilbage til Knuthenlund, som var sidste sted vi besøgte i dag på Sydhavsøerne. Her fandt vi en ny hyale-hun, men underligt nok ingen hanner som jeg ellers så mange af sidst jeg var her. I England begynder de endelig nu at melde flere Orange Høsommerfugl, Colias croceus, så nu vil vi gerne snart se dem i Danmark? Der er dog set et enkelt eksemplar i juli på Møn. Nu loves der ”mulighed” for østenvind og varme i næste uge, som er en god chance for at presse artsantallet i år i Danmark op, som for både Magnus og jeg pt. ligger på 67 arter, eksklusiv Mørk Pletvinge, Melitaea diamina som vi ikke mener kan tælles med. De bedste arter i år for vores vedkommende har so far været Østlig Takvinge, Nymphalis xanthomelas, Svalehale, Papilio machaon og Gul Høsommerfugl, Colias hyale.

11/8: NWZ

Denne dag tog Magnus og jeg en tur til det privatejede naturområde Saltbæk Vig. Hovedmålet var Fransk Bredpande, Pyrgus armoricanus. Vi havde gennem de sidste par uger lagt en del arbejde i at skaffe adgangstilladelse til området, som ejes af hhv. Poul Tholstrups Fond og A/S Saltbæk Vig. Men efter en længere dialog, var det altså endelig lykkedes os at finde en dag hvor det var muligt at besøge området. Vi startede i den sydlige del af området, ved Kaldred. Her blev der i 2008 fundet en ny bestand af Fransk Bredpande, som ikke er registreret herfra siden 2013. På trods af at vi ikke havde optimale vejrbetingelser i form af 15 grader, vekslende sol og skyer samt moderat blæsevejr fra nordvest, optalte vi nøjagtig 15 eksemplarer af Pyrgus armoricanus. Dette antal er ny rekord for lokaliteten, eftersom der aldrig er meldt mere end 10 eksemplarer herfra. Glimrende. Herefter fortsatte vi mod nord, i retningen af Store Vrøj. Her blev der i 2010 også opdaget en forekomst af armoricanus. Inden vi nåede frem til selve flyvestedet for armoricanus, fandt vi nogle spændende områder på vejen derop. Ét af stederne virkede særligt armoricanus-agtigt, og det lykkedes os faktisk her at ”cykel-obse” en armoricanus. Vi smed hurtigt cyklerne i vejkanten og gennemtjekkede området grundet vores fund, og i løbet af kort tid fandt vi i alt 7 armoricanus. Fornemt. En ny delpopulation for arten i Saltbæk Vig, mellem Kaldred og Store Vrøj. En fin lille overraskelse, men herfra måtte vi altså videre til Store Vrøj, da skyer i det fjerne truede. Vi kæmpede lidt med at finde flyvestedet for bredpanden, men efter ca. en times eftersøgning fandt vi en lille skråning, hvor armoricanus fløj ekstremt lokalt, men dog talrigt. Det lykkedes os at optælle i alt 22 eksemplarer, så her må man konstatere at arten har det glimrende. Dette antal er i øvrigt også klar ny rekord for lokaliteten. Vi sluttede dagen af med at besøge armoricanus-lokaliteten mellem Kaldred og Store Vrøj endnu en gang, hvor vi som nævnt allerede havde fundet 7 armoricanus. Denne gang brugte vi mere tid her, og var endnu mere grundige end ved vores optælling, hvilket fik presset observationstallet op på 17 armoricanus. Så havde vi jo ikke meget at klage over. Vi havde godt nok lidt håbet på at genfinde Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene i området, som er set her i 2006, men den må vi (forhåbentlig) have til gode en anden gang. Alt i alt en rigtig god og vellykket tur.
Skrevet d. 13/8-2016

Jørgen Krogh 11/8-2016 NEZ Dagsommerfugle
De sidste ti dage (efter min ferie i udlandet) har der ikke været en eneste dag hvor det ikke har regnet og midt på ugen var det kun 11 grader midt på dagen! Så bliver man næsten helt opstemt, når solen kommer frem i Himmelev grusgrav ved Roskilde og man ser både io, urticae, aegeria, icarus og lineola. Man kan blive taknemmelig for lidt i denne grå, blæsende og kølige periode ...
Skrevet d. 12/8-2016

Bjarne Skule 7/8-2016 NEZ Natsommerfugle
Veksø, Sjælland 7-8-2016: Havearbejde i gråvejr gøres sjovere, når en stellatarum i vel næsten 15 minutter omkring middagstid tog næring til sig fra især en hvid sporebaldrian, mens lidt jernurt og salvie af og til besøgtes kortvarigt. Andre blomster - fx lyseblå Hosta, rødlige solhatte (Echinacea purpurerea) blev taget i øjesyn, men ikke fundet interessante.

I bugbase er der i 2016 kun indtastet denne ene stellatarum - kan det være rigtigt, at der ikke er iagttaget andre?


Skrevet d. 8/8-2016

Martin Bjerg 5/8-2016 NEZ Dagsommerfugle
Tjekkede lige de tre store og et par små lucernemarker, jeg kender her lokalt i NEZ. Fin begyndende blomstring men ingen høfugle, men myriader af hvide og io på et par af dem. Ellers ikke meget derude i det træls' vejr. Betulae og megera som matrikelarter i dag. Ok.
Skrevet d. 7/8-2016

Allan Bornø Clausen 1/8-2016 Dagsommerfugle
Søndag d.31 juli

I kender situationen : man sidder i bilen hele familien.....åh, har glemt kameraet. Det kunne jo være der blev et godt billede af børnebørnene, så du løber lige ind og henter det glemte kamera. På havegangen krydser er paphiahun i lav højde, og på vej ind i huset strejfer tanken mig lige at hun så søgende ud. Hurtigt ude igen med apparatet og sandelig om hun ikke kredser rundt over violerne under frugttræerne. Jeg efter, og der lander hun på den affældige gamle blomme med furet bark og afsætter i samme sekundt et æg, til lyden af mit kamera klik. Hurtigt ind i bilen til den utålmodige ventende familie, hvor jeg straks må se resultatet. One shot, lige i skabet. Og paphia ynglende i haven! - Nogle gange kan det godt betale sig med en ordentlig flok børnebørn.....
Skrevet d. 1/8-2016

Martin Bjerg & Allan Bornø Clausen 30/7-2016 EJ Dagsommerfugle
En endags smuttur til det jyske i blandet vejr. Grene Sande; en hun og en han af alcon + mange æg. Groest Hede; små hundrede comma, halvanden hundrede virgaureae, et par aglaja, enkelt idas. Smukt sted. Rødesø ved Rye; 100 virgaureae, enkelte aglaja, lidt idas, 1000 lineola, enkelte sylvestris og lidt. Galgebakken ved Gammel Rye; en hugorm og ikke meget andet. Ellers diverse almindeligheder.
Skrevet d. 31/7-2016

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste